Dronningen på Borum Eshøj

Dronning Margrethe II modtages 27. august 1999 af museumsinspektør Niels H. Andersen på et af de felter, hvor der endnu er gang i udgravningerne. Til venstre for Dronningen ses yachtkaptajn Viggo Hansen fra “Dannebrog” og en adjudant. Foto: Hans Skov.

Her har vi virkelig en begivenhed af historisk format. Dronning Margrethe II besøgte Borum Eshøj 27. august 1999, hvor hun her bydes velkommen af museumsinspektør, dr. phil. Niels H. Andersen, Moesgård Museum.

Niels H. Andersen forestod i 1990’erne de genoptagne udgravninger på Borum Eshøj-plateauet og har ved flere lejligheder øst af sin viden også til gavn for lokalbefolkningen.

Dronningen viste sin aldrig svigtende interesse for arkæologi ved at holde sig a jour med udgravningerne i Borum, hvor forskerne i denne omgang blandt andet afdækkede resterne af et toskibet langhus fra den sene del af stenalderen.

Dronningen fik også forevist de tre rekonstruerede høje – Johannes’, Kajs og Pouls Høj kaldet, og Hendes Majestæt så indenfor i “kolortehuset”, som børnene på egnen kalder det rekonstruerede bronzealderhus, der ganske rigtigt har vægge af ler, der er æltet med komøg.

Så vides har Danmarks regent ellers ikke besøgt vort lokalområde siden 4. november 1583. Det skulle da lige være, om en konge engang gjorde holdt ved Borum Kro for at få en bid brød på en rejse til Viborg eller Randers. I 1583 overnattede kong Frederik II med sikkerhed hos herredsfoged Peder Pedersen i Borum.