Vi er i 1920’erne. Disse syv udmærkede mænd i deres bedste alder udgør sognerådet, der styrer Borum-Lyngby Kommune.
Lokalstyret bygger på en tradition fra før landboreformerne (omkring 1790), hvor bymændene mødtes for at beslutte dyrkningen af jorden.
I 1841 indførte centralmagten i København de såkaldte sogneforstanderskaber, der fik ansvar for fattighjælpen på landet.Det blev en mellemform inden nærdemokratiet.
Grundloven af 1849 fastslog kommunernes ret til at styre deres egne anliggender under statens og amtets tilsyn, og med Landkommunalloven i 1867 blev det alvor på den måde, at der indførtes et lokalt selvstyre med folkevalgte sogneråd.
Adskillige af sognerådenes beslutninger skulle dog godkendes i amtsrådet. Dette i modsætning til købstædernes byråd. Byerne var slet ikke med i amterne.
Borum-Lyngby var en selvstændig kommune indtil 1. april 1970. Den sidste sognerådsformand blev Niels Kjeldsen Jensen, Skivholmevej 29.
Så flyttede ”nærdemokratiet” til Århus, og de lokale politiske strukturer blev rykket op med rode. Faktisk det samme som i 2007 sker for vores naboer i bl.a. Herskind og Lading, der også fik langt til rådhusene i Skanderborg og Hadsten.
Personerne her er f.v. Laurs Hvidkjær, Borum, Marius Bigum, Lyngby, Peter Fogsgaard, Lyngby, Peder Pedersen, Borum, Morten Mortensen, Borum, Mogens Sørensen, Borum, og lærer J. M. Vogelius Jensen, Lyngby.
Sognerådsformand var den legendariske gårdejer Peder Pedersen (forrest i midten). Det kan man næsten se.
Peder Pedersen kan vi også takke for Borum Forsamlingshus – men det er en helt anden historie.
