Selvfølgelig var der da en dagligvareforretning i Lyngby i 1953. En købmand tilsluttet Spar-kæden på Lyngbygårdsvej 38.
Som det ses, var der også en skole (skiltet stod der i øvrigt indtil omkring 2000, hvor skolen havde været nedlagt i 36 år).
En af de sidste købmænd i den gamle købmandsgård blev Henning Riis, der kom til Lyngby i 1953 og blev her til 1963.
Senere i det 20. århundrede blev Inger og Henning Riis faktisk også de næstsidste købmænd i Borum, hvor de overtog H. Lauge Johannesens velrenommerede supermarked (Langelinie 50), byggede villa (Borum Møllevej 29), og hvor Inger Riis under stadigt større vanskeligheder kæmpede for at holde butikken kørende efter Henning Riis’ pludselige død i 1983.
Ind imellem havde parret drevet den ene af to (!) købmandsbutikker i True i 1970’erne.
I sandhed en evig flugt fra Bilka, som Salling og Mærsk åbnede i 1970, og fra de andre dominerende konkurrenter. Inger og Henning Riis ligger begravet på Lyngby Kirkegård.