johannes friis

Overtro foran alteret

Lokalhistorisk Arkiv

Tegning: Estrid Thorbjørn Christensen. Lyngby 1997.

Af Peter Poulsen

Her ses en kunstnerisk fremstilling af landets sidste såkaldte båreprøve. Den fandt sted i 1827 i Lyngby Kirke.

Hvad er en båreprøve?

En båreprøve var ældgammel overtro, måske oprindelig et hedensk ritual, men endnu brugt i 1500-tallet som en såkaldt gudsdom. Var nogen blevet dræbt, mente man at kunne finde ud af, hvem der havde begået forbrydelsen, ved at lade alle berøre liget. Blodpletter ville afsløre gerningsmanden.

Dengang var Lyngby og Lyngbygård et isoleret samfund, hvortil kun få kom uden at bo der. Kun én af de såkaldte Ry-veje mellem Århus og klostret i (Gammel) Rye passerede igennem, men det gav ikke just nogen voldsom trafikstrøm.

En dødelig brand

Natten til den 11. november 1827 raserede en frygtelig brand både Lyngbygård og den nærliggende Labing Vandmølle. Avl og besætning gik op i luer. Kun stuehuset (der heldigvis står endnu) gik nogenlunde fri. En røgter, Erik Carlsen – i samtidens avisreportage kaldt ”en gammel kostgænger” – brændte på grusomste vis ihjel i et vindue, som han ikke kunne komme ud ad.

Uddrag af omtale i Aalborg (!) Stiftstidende 17. november 1827.
Reportagen fra det fjerne Lyngby slutter med disse ord:
”Gid Retfærdighedens Arm maa træffe de Skyldige!”

Ritmester Johannes Friis (1795-1877) havde netop året før overtaget Lyngbygård komplet med bønder og kirke. Han havde endda i moderat omfang genindført tvangsarbejdet (hoveriet), som den tidligere ejer, Tøger Althalt, netop havde afskaffet.

Kunne en hovbonde have et så stort horn i siden på den nye hersker, at han havde stukket ild? Kunne en anden?

Man tyede nu til det ældgamle ritual, der næsten fremkalder minder om vikingetiden og Poppos jernbyrd. Liget af røgteren blev lagt på en båre og stillet – af alle steder – foran alteret i Lyngby Kirke. Ét for ét gik menighedens medlemmer frem og erklærede deres uskyld, mens de berørte de forkullede rester af den afdøde. Og det var vel at mærke ikke som en menighed i dag, næ, alle beboere i sognet skulle møde.

Faktisk ret utroligt at tænke sig. Men som den store lokalhistoriker August F. Schmidt, Brabrand (1899-1965) skrev:

“Tankesæt og vaner fra middelalderen levede roligt videre i landsognene til helt ned imod vor tid”.

Tilbagestående samfund

August F. Schmidt havde hørt om båreprøven fra en mand i Årslev, hvis bedstemor selv havde deltaget i den. Derfor kunne Schmidt berette ret detaljeret i en artikel i Danske Studier i 1942.

Prøven duede i øvrigt ikke. Liget begyndte ikke at bløde, og det blev også sidste gang nogen sinde, at man forsøgte sig i Danmark. Arkivar Poul Rasmussen (1909-1994) har skrevet om den næstsidste båreprøve: Den foregik i 1665, men det var under mindre formelle former og slet ikke i en kirke.

Var lille Lyngby da virkelig så tilbagestående, at man for under 200 år siden ikke vidste bedre end at tro på mirakler og blødende lig? Det kan man tolke forskelligt. Efter min vurdering er det korte svar nok nærmest ja.

Jalousi-handling

Men hvem havde i grunden stukket ild til herregården? Det fandt man faktisk ud af flere år senere, og historien er såre banal: Jo, ritmester Friis og en norsk ritmester ved dragonerne i Århus begærede såmænd begge samme kvinde. På brandtidspunktet at finde som husholderske på Framlevgård i Lyngbys nabosogn. Der gættes på, at nordmanden opsøgte hende på den mørke aften, blev afvist og derefter hævnede sig på rivalen, der havde vundet hendes hjerte.

“Så må det være nordmanden”, udbrød Friis da også højlydt i kirken, da båreprøven skuffede.

Og det var det. Den norske dragon bekendte mordbranden på sit dødsleje.

Friiserhøjen ved Lyngby Kirke

Lokalhistorisk Arkiv

Gravhøjen ligger vest for kirken og rummer godsejere fra slægterne Althalt og Friis.

På Lyngby Kirkegård er der en lille gravhøj stik vest for kirken, der i folkemunde kaldes Friiserhøjen, skønt den blev etableret af overkrigskommissær Tøger Lassen Althalt, godsejer på Lyngbygård 1806-26.

Slægten Althalt ejede Lyngbygård Gods i fire generationer fra 1686 til 1826.
I 1697 havde den første ejer, Johan Arent Althalt indrettet et muret begravelsesrum for familien under kirkens korgulv, hvor slægten blev stedt til hvile, helt frem til der i 1805 blev udstedt forbud mod begravelser inde i landets kirker. I 1813 rejste overkrigskommissær Tøger Lassen Althalt epitafiet på korets nordvæg til minde om slægten Althalt og etablerede gravhøjen til fremtidige begravelser. Han blev dog den sidste og eneste af slægten der blev begravet i gravhøjen i Lyngby.

På den lille marmortavle på den rejste stele kan man læse:
Hvilested for Herr Overkrigskommissær Tøger Lassen Althalt, Ejer af Lyngbygaard med Underliggender, Født den 20. August 1763, død den 13. January 1826. Erkjendt som retskaffen Mand og Menneskeven. Sattes dette Minde ham af hans taknemmelige Arvinger.

Efter familien Althalt ejede familien Friis Lyngbygård Gods i to generationer fra 1826 til 1903.

Ritmester og senere hofjægermester Johannes Friis, født 1795 død 1877, gift med Dorthea Sofie Meulengracht, ejede Lyngbygård fra 1826-1874, hvorefter sønnen, der i 1887 også fik titlen hofjægermester og også hed Johannes Friis, født 1832 død 1903, gift med Johanne Søltoft, overtog og drev godset frem til sin død i 1903.

Både far og søn var dygtige landmænd, der drev Lyngbygård meget frem. Under faren blev hoveri til Lyngbygård opløst i 1839, og i 1850 begyndte han at sælge fæstegodset til selveje.

Sønnen Johannes Friis var veluddannet både fra polyteknisk og landøkonomiske læreanstalter herhjemme og i udlandet og havde lært landvæsen på Hofmansgave Gods og i Skotland.
I 1858 ledede han dræningsarbejde på Lyngbygård og begyndte samtidig at sætte sig ind i praktisk mejeridrift. I 1859 købte Johannes Friis herregården Lillerup ved Horsens, hvor han ligeledes drænede markerne og indførte dyrkning af foderroer, hvorved han delvis kunne

afskaffe at lægge markerne brak. Han indførte vægten i mejeriet og dobbelt bogholderi over gårdens drift. I det hele taget blev regnskabsføring i landbruget hans specialitet.
Han arbejdede tæt sammen med vennen Thomas Riise Segelcke, senere professor på Landbohøjskolen, om at udarbejde mejeridriftens teoretiske grundlag, og sammen udgav de forskellige vejledninger, regnskabsbøger og mejeritavler for mejeribrugets fremme, som til dato har sat danske mejeriprodukter på landkortet.

Den første grav i højen er fra 1820. Heri ligger godsejer Tøger Lassen Althalt.

I 1874 blev Lillerup solgt, og Johannes Friis overtog driften af Lyngbygård efter faderen. Ved siden af varetog han mange offentlige hverv i amt, kommune, landboforeninger og andre samfundsforetagender. Han var medlem af Århus Amtsråd, formand for Lyngby-Borum Sogneråd og for Århus Amts landøkonomiske Selskab og medstifter af Horsens Landbrugsforening. Et stort og anerkendt arbejde udførte han i skadeserstatningskommissionen efter krigen i 1864.
Han var bestyrelsesmedlem i Landhusholdningsselskabet og i Foreningen af jyske Landboforeninger, medlem af Landbohøjskolens tilsynsråd og fungerede som censor ved højskolen fra 1887-1903, dommer ved landmandsforsamlinger herhjemme og ved internationale udstillinger i udlandet.

Johannes Friis var kendt som en stilfærdig og tilbageholdende mand, der intelligent og samvittighedsfuldt varetog sine mange tillidsposter, og som havde en nobel og kultiveret personlighed.

De to sten forrest på Friiserhøjen er sat over Johannes og Johanne Friis’ døtre, Lucie og Ingeborg Friis, henholdsvis 1867-1914 og 1867-1911, og deres søn og svigerdatter Johannes og Karen Friis, 1865-1934 og 1863-1943.

Blodbøgen på Lyngbygård

Lokalhistorisk Arkiv Leave a comment

Det imponerende træ i Lyngbygårds park kan formentlig spores direkte tilbage til en dramatisk periode i danmarkshistorien.

Af Bryan Rasmussen

Midt på plænen foran Lyngbygårds hovedbygning, står en meget gammel og stor blodbøg. Mange gæster har gennem tiderne spurgt om, hvor gammelt træet mon var.

Lyngbygårds tidligere ejer, Hans Bønløkke (1927 – 2004), fik foretaget en boreprøve til undersøgelse af træet på Moesgård museum.

Resultatet af prøven viste at træet er plantet 1849/50 .

Dengang hed ejeren af Lyngbygård Johannes Friis (1794 – 1877).

Blodbøgen er sandsynligvis plantet til minde om General Olaf Rye, en dansk general fra ”Den Første Slesvigske Krig ” (1848-1851).

Han havde hovedkvarter på Lyngbygård d. 22 maj 1849.

Olaf Rye blev dræbt ved Fredericia d. 6 juli 1849.

Forhistorien

I 1849 var der borgerkrig i Danmark. Slesvig og Holsten støttet af tyske stater var i krig med resten af landet. Krigssituationen i maj 1849 var følgende:
En del af den danske hær var på Als og Fyn samt belejret i Fredericia af de slesvig-holstenske tropper.

En anden del af den danske hær, ca. 8000 mand, under ledelse af Olaf Rye foretog et “strategisk” tilbagetog op gennem Jylland for bl. a. at splitte fjendens styrker. Målet var at lokke fjendens tropper op til Limfjorden.

På vej til Lyngbygård d. 22 maj 1849 modtager Olaf Rye kontraordre fra Krigsministeriet.
Han skal i stedet søge mod Helgenæs.

Ideen med denne manøvre var, at man ville lade Olaf Ryes korps udskibe fra Helgenæs til Fyn og Fredericia, og med byen fyldt med soldater ville man d. 6 juli lave et udfald fra Fredericia mod de slesvig-holstenske styrker.

Meningen med kontraordren, som Olaf Rye modtag d. 22. maj 1849, forstår han ikke, og han er uenig i den. Men han er ikke på daværende tidspunkt sat ind i de egentlige angrebsplaner.

Ved hjælp af Olaf Ryes breve og dagbog kan han selv fortælle om de dramatiske dage omkring Lyngbygård d. 21., 22., 23. maj 1849.

Fra dagbogen 21. maj : Intet passeret. Fiendens stilling den samme. Der skal være marcheret 400 Baiere mod vest til Uldum og Nim, samt omliggende byer.

22. maj : Efter de modtagne Efterretninger besluttet at forlade Stillingen ved Skanderborg. En Recognoscering fremsendtes af Fienden ½ Bataillon og 3 Eskadroner ved Fuldbroe, blev modtagen med 4 Canonskud, som dræbte 1 Mand. Kl. 4 blev Broerne forladt, og Corpset tog et Cantonnement bag Ring og Harlev. Samtidig med denne Bevægelse modtog Ordre fra General Bülow, som havde havde en Conference med Krigsministeren, som var der, at hvis det endnu kunne gaae om, skulde Tilbagetoget dirigeres til Helgenæs, hvis ikke blev det ved den engang givne Bestemmelse. Forraader (af) alle Slags skulle sammenhobes paa Helgenæs. 9. Batallion da henlægges under Corpset.
Tilbagegangen skee meget langsomt, men kuns Retraitlinien sikret. – Oberstlieutenant Møller forbleven i sin stilling foran Aarhuus. Tropperne kom først sildig i Cantonnement. Med denne Forandring af Direktionen var jeg ikke tilfreds, da den uafhængige Stilling ophører. Den vanskeligste Retraite er skeed. Forberedelser til at overskride Limfjorden er tagen, saa der kan intet være i Veien. Hovedqvarteret flyttedes til Lyngbye Gaard hos Ritmester Friis.

Lyngbye Gaard 22. May 1849 11 ½ Aften.

Efter at ieg igaar havde faaet Efterretning, om at Fienden havde sammentrukket sin Styrke, og at 6000 Mand var gaaet vesten om Agersbøl ad den Vei, der fører til Silkeborg, besluttede ieg i dag at forlade min Stilling ved Skanderborg og gaae 2 Miil tilbage, og havde just sat mig i March, som ieg modtog Posten, hvori en Befaling at trække mig til Helgenæs, hvis det endnu var mueligt.
Skiønt denne Befaling ikke er mig behagelig, og ieg har forberedt mit Tibagetog saaledes, at det efter al Sandsynlighed ville være fuldbragt uden synderligt Tab, maae ieg nu adlyde mod min Villie. Ieg gaaer i morgen Formiddag til Aarhuus, som er hen ved 2 Miil herfra, og stiiler mig ½ Miil nord for Byen. Syd for Byen staaer Oberstlieutenant Müller med en lille Afdeling for at giøre et let Forsvar, men som nu, da ieg selv kommer der, skal om mueligt blive alvorligere. Hvis ieg nu senere bliver nødt dertil, trækker ieg mig langsomt til Helgenæs, og naar ieg kommer der, maae Du sende mig den forlangte Viin. – –
Ieg er her i Aften ankommen til Lyngbye Gaard, hvor vi have det meget godt, men i morgen Fm. Kl. 10 gaae vi igien bort herfra, hvorhen veed ieg endnu ikke. Til Helgenæs haaber ieg ikke at komme i de første Dage.

23. maj :
Marchen af Corpset dirigeres mod Aarhuus ¾ Miil nord for Byen. – Afmarchen Kl. 1. – Fienden er rykket frem til Hovedgaard med 4 Batailloner, 8 Eskadroner og 8 Canoner Kl. 9 og vedblev at marchere mod nord. Alle Etablissementer dirigeredes mod øst mod Helgenæs. Hovedqvarteret tages paa Skaarupgaard.

Ryes død gjorde stort indtryk

Krigen var i disse majdage tæt på Århus og omegn. Ritmester Friis, ejeren af Lyngbygård i 1849, var på mange måder en god støtte for Ryes korps i denne periode.

Olaf Ryes død ved Fredericia 6 juli 1849, gjorde et stort indtryk på samtiden.

Oven på glæden over dansk sejr ved Fredericia, fulgte en statsbegravelse af Olaf Rye fra Garnisonskirken i København. Det officielle Danmark med kongeparret i spidsen var tilstede. Han blev begravet på Garnisons kirkegård. og Grundtvig talte over graven.

Februar 2008
Bryan Rasmussen

________________________________________________________________________________________

Citaterne hentet fra P. Fr. Rist:  “Olaf Ryes saga”, optegnelser, dagbøger og breve