Hvordan den notoriske bisse Søren Ovesen fortsatte med at hærge på Borum Eshøj – og hvordan det til sidst endte med en slags retfærdighed

Fortsættelse af Bissen, bonden og bronzealderen

Af Peter Poulsen

“Bissen, bonden og Bronzealderen” – et drama om, hvordan de gode og de onde for 150 år siden kæmpede om Borum Eshøj, en af Nordeuropas vigtigste bronzealder-gravhøje blev første gang offentliggjort i årbogen Østjysk Hjemstavn 2007.

15 år er længe for en cliff hanger, men først nu har jeg fået tid til at undersøge fortsættelsen.

Derfor en kort repetition: Bonden Palle Hansen og hustru Ane Nielsdatter på Bækgården midt i Borum ejede Højballegård og dermed jorden med den kæmpemæssige Borum Eshøj. Af den dukkede blandt andet et sværd af bronze op, og med det i bagagen rejste bonden til København, mødte kong Frederik VII og fik højen fredet.

Troede han. Men da en bisse blev ejer af Højballegård, tog denne straks fat på at grave højen væk. Fredningen var aldrig blevet tinglyst, og den fede muld kunne gøde bissens marker, de store sten sælges til vejbyggeri. Lidt egetræ og knogler dukkede op, men tjente nærmest til adspredelse.

Forgængerne til Moesgård Museum og Nationalmuseet hørte om ødelæggelsen af fortidsmindet, betalte manden for at holde inde og foretog derpå en mere systematisk udgravning, der blotlagde tre velbevarede bronzealder-mennesker med klæder.

Alt dette er der også skrevet om af andre og bedre folk end mig, og hver dag kan man i øvrigt møde de tre forfædre på Moesgård. Mindre kendt er, at bissen fortsatte med at sagsøge Palle Hansens enke og nærmest truede Oldnordisk Museum til at betale ham ublu erstatningsbeløb.

Tre anmeldelser for vold

Søren Ovesen hed manden, der omkring 1870 gravede løs af Borum Eshøj, selv om alle må have fortalt ham, at det var ulovligt. Det kunne den nye gårdejer på Højballegård bare ikke tage sig af. Der var i det hele taget meget, som ingen skulle komme og lære manden noget om.

På de tider fandtes en såkaldt forligsmægler, et offentligt embede udnævnt af sogneforstanderskabet og siden sognerådet. Det var noget så moderne som en mediator, der skulle prøve at tage konflikter i opløbet, inden folk anlagde retssager mod hinanden. Det kunne være slagsmål, injurier eller – især – konflikter mellem husbond og tjenestefolk.

Forligsprotokollen for Borum-Lyngby er bevaret for hele perioden fra 1854 til 1943. Den er et godt sted at begynde for at finde ud af, hvad Søren Ovesen var for en karl. Heri kan man nemlig læse hele tre voldsanmeldelser mod ham fra tjenestefolk i 1860’erne og 1870’erne.

 

Modbydelig mishandling

Johanne Marie Bryggebusck var for eksempel ”bleven mishandlet (af Søren) med flere Stød og Skub med at tage hende fat i Halsen og Brystet og støde hende fra et Sted til et andet”, og det skete flere gange. Da hun i et af tilfældene flygtede ud over marken, ”indrendte han hende igen i sine Strømpefødder og gendte hende tilbage med Hug og Stød, indtil hun kom i Gaarden. Da ville han tvinge hende til at malke. Det var hende ganske umuligt at kunne efter denne Mishandling”.

Johanne var reelt bange, og forligsmægler J. R. Fogsgaard, den førende gårdmand i Borum, skrev 4. marts 1864 i protokollen, at hun havde megen smerte i brystet. “Tillige var det kendeligt paa den højre Albue, der var sort og blaa”.

15. juli måtte han tilføje, hvad samme tjenestepige kort forinden var blevet udsat for mellem klokken 11 og 12 om aftenen: “(hun) er blevet så slet mishandlet af sin Husbond med flere Slag og Hug i Hovedet, i Ansigtet og sin Hals, og tillige kastede han hende om, hvorved hun flyede fra ham og kom ud paa Marken, hvor at han atter indhentede hende og tog hende fat og saaledes fortask hende i Hovedet og Ansigtet og Halsen, saa at hun ikke kunde taale at røre sit Hoved og var tillige saa øm i hele sit Legeme af den Mishandling, og hendes Ansigt er meget tykt og er trukken og under hendes venstre Øje, det er meget sort og blaa”.

 

Det måtte gå galt

Tjenestekarl Hans Larsen forlod stedet en 1. maj, men tydeligvis før de røde faners tid. Arbejdsgiveren havde nemlig ”voldelig overfaldet ham og misthandlet ham og tilført ham et betydeligt Saar i Hovedet med flere andre Skrammer og ophovnede Steder, så at han næsten var i en bedøvet Tilstand af det store Blodtab, og da han (Søren Ovesen) gentagne gange har truet ham med endnu værre Behandling, så så Klageren sig nødsaget til at forlade Tjenesten”.

Forligsmægleren måtte dog opgive at komme nogen vegne. I to af tilfældene blev Søren blot væk fra det møde, som han blev indkaldt til. Vi kender typen …

Når vi i det følgende skal erfare, hvor skidt det endte med at gå hovedpersonen, falder det nok lige for at tænke: Det havde han ærligt fortjent, det dumme svin.

Anders Thingvad, f. 1869, der midt i 1900-tallet skrev om Borums historie, huskede, at folk i Borum og omegn netop snakkede en del om, at det “jo” måtte gå Søren Ovesen galt, da han forstyrrede de dødes fred. Disse overtroiske folk mente at have fået ret, da hans kværulantiske, nøjeregnende, voldelige og rethaveriske livsløb ganske rigtigt endte tragisk.

Dengang var begrebet psykisk sygdom ret ukendt. Ville man i dag have føjet diagnoser til den folkelige betegnelse dumt svin? Kunne psykiatrisk indsats have forebygget det værste? Måske.

Han begyndte med en større gård

Folketællingen i 1860 viser, at der var en forhistorie, inden Søren købte den forblæste ejendom ved Borum Eshøj i 1868. Han var først flyttet fra Skivholme til Borum 6. november 1856, og godt tre år senere ejede han Tanholm, en stor, udflyttet gård et stykke nord for landsbyen. Han var da 36 år og var gift med den seks år ældre Ane Marie. Fem tjenestefolk indgik i husstanden.

Af børnene hed Hansine på 11 år Madsen til efternavn, mens Ane Kirstine på fem år hed Sørensen. De var begge døbt i Skivholme, men Søren har altså nok kun været far til den yngste datter.

Vi kender ikke baggrunden for, at Søren Ovesen skiftede gård. Måske havde han økonomiske problemer på Tanholm. Det fik han i hvert fald.

På Højballe i 1870 bor pigerne stadig hjemme hos Søren Ovesen, der nu er blevet enkemand, og han har tre ugifte tjenestefolk i gården.

Blot otte år senere dør Søren 10. august 1878 i en alder af cirka 54 år. Stor var min overraskelse, da jeg i kirkebogen læste, at det af alle steder skete ”paa Fattegaarden i Aarhus”. Jeg besluttede derfor at følge bissens spor efter Borum Eshøj-hærværket, hvilket bragte mig til gamle domsudskrifter i Landsarkivet (nu Rigsarkivet) i Viborg.

 

Han skyldte det hele

I 1875 blev Søren Ovesen nemlig indstævnet ved Hasle m.fl. Herreders Ret i en fuldstændig banal pengesag, der hverken havde med vold, ødelæggelse af oldtidsminder, usømmelig omgang med bronzealder-lig eller andet storslemt at gøre. Næ, den handlede såmænd bare om, at han havde “glemt” at betale renter og afdrag til terminsdagen 11. december på en obligation – i dag ville man nok sige et sælgerpantebrev – på 12.000 rigsdaler. Det var blevet oprettet i 1868, da han købte  Højballegård.

Sagsøger krævede derfor det fulde beløb indfriet. En rigsdaler var i mellemtiden blevet til to kroner ved møntreformen i 1873, så det udgjorde 24.000 kroner plus påløbne renter, i alt over 25.000 kroner. En formidabel sum, der (måske) kan oversættes til fem millioner nutidskroner. Kreditoren hed i Herredsrettens officielle retskrivning Ane Hansen, for siden navneloven af 1828 skulle man faktisk bruge faste efternavne, hvilket dog først nu begyndte at slå igennem.

Vi kender hende som Ane Nielsdatter, enken efter hædersmanden Palle Hansen. Nu havde hun ham.

Ved første retsmøde 3. februar fik Søren Ovesen forelagt beviserne i form af panteobligationen og dens klare bestemmelse om, hvad der skulle ske, hvis man ikke betalte terminen. Han fik en uges frist, men på næste retsdag udeblev han, som håbløse skyldnere også tit gør i dag, “og maa saaledes antages ikke at have Noget imod Søgsmaalet at erindre”, som dommeren nok så lakonisk fik indskrevet i dombogen.

Dommen lød da også ganske logisk på, at Ovesen skulle betale det fulde beløb plus sagsomkostninger. Hvis det skete, havde Ane kun én pligt, nemlig “Udlevering i qvitteret Stand af den af ham d. 21. Januar 1868 til Gaardeier Palle Hansen i Borum for 12000 Rd  udstedte Panteobligation”. Men det skete selvfølgelig ikke.

 

Alibi for en brand

Søren Ovesen var fallit eller i hvert fald insolvent. Og så begyndte det at brænde.

I februar 1876 gik der ild i Højballegårds udbygninger, der dog blev genopført. Folk har uden tvivl tænkt deres, og forhøret af Søren Ovesen har nok ikke været venligt, men jeg finder ikke noget dokumenteret. Det kan jo også have været et tilfælde, at netop et ualmindelig dumt svin skulle rammes af en sådan ulykke. Eller – hvis man bedre kan lide den slags forklaringer – højfolkets hævn.

Brandforsikringen har nok dækket. I hvert fald blev bygningerne genopført. Men året efter var den gal igen. En februaraften nedbrændte hele Højballegård. Til alt held for Søren Ovesen havde han dog et alibi: Han var på vej hjem med toget fra Århus. Eller var han?

Foreløbig blev han sat i varetægt og afhørt flere gange. Sagsforløbet er så spændende og er så fint beskrevet i dommen, at uddrag her følger i min transskription:

 

Et arnested uden adgang

Dom i Extraretssag No 11/1877. Overretssagfører Kjer som Actor mod Gaardeier Søren Ovesen af Høiballegaard

(afsagt den 25. Juni 1877)

“Tirsdagen den 13. Februar d. A. noget efter Kl. 7 om Aftenen udbrød der Ild i Gaarden Høiballegaard i Borum Sogn tilhørende tiltalte Søren Ovesen; Eieren havde den Dag været fraværende i Aarhus og ved Ildens Udbrud havde kun hans Datter, Tjenestekarlen, Tjenestepigen og et lille Barn været tilstede paa Gaarden. Denne er beliggende omtrent ¼ Miil nordvest for Borum By paa Kammen af en Bakke og synlig i lang Afstand mod Nord, Øst og Syd. Da det var klar Luft bemærkedes Branden derfor snart, og de Omboende ilede hurtig til Brandstedet, hvor Eieren nu ogsaa kom tilstede, tidligere end nogen Anden, saa at han var i fuld Begreb med at bære ud af sit Tøi (d.v.s. udstyr), da hans nærmeste Naboer naaede Gaarden. Ilden er efter de paa Gaarden tilstedeværendes enstemmige Forklaring først bemærket i Ladens vestre Gulv, hvori der henlaa en stor Mængde Hølvspaaner og Træaffald fra Byggearbejderne forrige Sommer, idet Gaardens Udhuse i Februar 1876 vare afbrændte og i Løbet af Aaret gjenopførtes. Til dette Gulv hvori Spaanerne laa, var der ingen Adgang udvendig fra, og det var saaledes afsondret ved andre endnu ikke færdige eller benyttede Rum, at det ikke var let at bemærke hvad der fandtes deri, og at en Fremmed vanskelig kunne finde dertil i Mørke. Det var i selve Spaanerne, at Ilden var opstaaet, men den udbredte sig med saadan Hurtighed til Taget, og derfra til de 2’ med Laden sammenbyggede Udlænger, at Karlen, der havde bemærket Ilden, inden denne endnu havde taget fat i Taget, og da øieblikkelig var løbet til Stalden for at redde Kreaturerne, næppe fik Tid til at slaa Køerne løse og trække Hestene ud, idet Ilden alt havde udbredt sig til Staldlængen, og Taget paa denne begyndt at skride ned, da han trak Hestene ud. Det viste sig efter Branden, at 3 af Gaardens 10 Køer ikke vare kommen ud af Stalden og saaledes indbrændte, og en 4’ var bleven saa forbrændt, at den døde Morgen efter, og Svinene og Faarene bleve først reddede efterat Straataget var skredet ned. Da Karlen kom tilbage efterat have sluppet Hestene løs paa Marken, havde Gaardens 4 Længer alle været i Brand, og Heden og Røgen saa stærk, at der saa godt som Intet var at faae reddet, førend Bygningerne vare næsten nedbrændte. Saavel Datteren som Tienestepigen havde forladt Gaarden, saasnart de bemærkede Branden og vare med det lille Barn tyede til en Nabogaard.”

Arnestedet var altså mistænkeligt. Søren var til stede. Og kun karlen hjalp dyrene.

 

Hvis oeconomiske Stilling var mislig

“Den Omstændighed, at Ilden saaledes uomtvistelig er opstaaet inde i et til Gaarden hørende Udhuus, paa et Sted, hvor der ikke synes Mulighed for Antændelse udenfra eller af tilfældig Aarsag, hvor Ingen havde Noget at gjøre, og fremmede vanskelig kunde finde hen, naar det var mørkt, fremkaldte snart Formodning om, at Gaardens Eier, hvis hele oeconomiske Stilling var i høi Grad mislig, selv kunde være Ophavsmand til Ilden, og de Undersøgelser, der ere anstillede i Anledning af Branden, har paa Ingen Maade afkræftet en saadan Formodning. Ikke blot, at der ikke er fremkommet det mindste, som kunde forklare Ildens Opkomst paa anden Maade end ved Paasættelse, eller kunde give Anledning til at antage, at Ildspaasættelsen kunde være iværksat af nogen Gaarden uvedkommende Person; men hvad der bragtes i Erfaring om Tiltaltes Færd i den nærmeste Tid før Branden, ikke mindre end hans hele Forhold under Forhørene var af den Natur, at det ikke kunde tale til hans Fordeel. Det oplystes saaledes, at Tiltaltes faste Eiendom var behæftet omtrent til dens fulde Værdi og maaskee derover, at han desuden havde en betydelig løs Gjeld paa forskjellige Hænder og af Forskjellig Oprindelse og manglede saa fuldstændig Midler til at dække samme, at han endogsaa faa Dage efter Branden havde indgaaet Forlig om Betaling af omtrent 1000 Kroner, som han,da han savnede enhver anden Udvei, vilde tage af Assurancen for Løsøret. Fremdeles oplystes det, at det allerede i December Maaned f.A. var blevet ham tilkjendegivet af de Mænd, der i den senere Tid havde forstrakt ham med Penge, at han nu ikke kunde vente yderligere Forstrækninger, hvorved han, for at faa hvad der udkrævedes til Renteindbetalinger i Terminen, nødsagedes til at give dem uindskrænket Fuldmagt til at bortsælge hans Eiendom, og at han ogsaa efter den Tid havde søgt om Laan, navnlig til Betaling af tilbagestaaende Tiendevederlag; og endnu samme Dag som Branden indtraf, havde henvendt sig til et Par Værtshusholdere i Aarhus om Laan af mindre Beløb men uden paa nogen af disse Steder at opnaa dette.”

 

På ilmarch fra toget i Mundelstrup

Det gik altså ad Pommern til med at trylle penge frem til termin og skat, konstaterede retten. Men den mistænkelige adfærd fortsatte. Retsbogen fortæller videre, og nu skal vi med banen, der var kommet til egnen i 1862:

“Endelig er det oplyst, at Tiltalte, da han saaledes med uforrettet Sag vendte Hjem med Aftentoget til Mundelstrup Station, Strax ved Togets Ankomst der Kl 6’15’’ Aften er sprunget af og ilet foran de andre Passagerer ad Landeveien hjemefter, og at han snart havde et betydeligt Forspring foran disse, idet en Person, der havde mødt Tiltalte omtrent 800 Alen hinsiides Mundelstrup By, naaede denne By uden at støde paa de andre Personer, der vare komne til Stationen med samme Tog og gaaede samme Vei for at begive sig til Sabro. Uagtet han saaledes aabenbart havde ilet hjemefter, erklærede han strax i Forhørene, at han umulig kunde være naaet hjem inden Branden brød ud. Branden var udbrudt ikke mere end ½ Time eller høist 3 Qvarteer efter Togets Ankomst til Mundelstrup Station, og han brugte altid mindst 1 1/4 Time om Dagen og 1 ½ Time om Aftenen til at gaae denne Vei, der efter hans Formening var over 1 Miil lang. – Efter nøiagtig Opmaaling er Afstanden fra Mundelstrup Station til Høiballegaard imidlertid kun 9390 Alen eller lidt over ¾ Miil. Af en nogenlunde øvet Fodgænger maatte denne Strækning kunde tilbagelægges i mildt Frostvejr i mindre end 50 Minnutter.”

 

Tidsforløbet passer ikke

Dommeren gennemskuer altså, at Søren Ovesen har ilet hjem, men har brug for en dækhistorie om det modsatte. Derfor går retten nu i detaljer med tid og afstande.

Fra stationen til Højballegård er der 5,6 km. over markerne. Ved Tanholm, hans tidligere gård, har man tilbagelagt to tredjedele af turen, og nu går det op ad bakke. Hvordan i alverden kunne manden, der mente at skulle bruge halvanden time til hele turen, påstå, at han, da han så flammerne på afstand, kunne klare den sidste etape på seks til ni minutter? Som en moderne kriminalmand bider dommer P. Lunn sig fast i tidsforløb, der ikke stemmer. Retsbogen fortsætter:

“Forskjellige Omstændigheder vakte Formodning om, at Tiltalte havde været Gaarden langt nærmere da Ilden udbrød end af ham opgivet, og at hans Forklaring om ikke at være naaet længere længere end til Tandholm stod i Forbindelse med hans Paastand om umuligt at kunde have naaet Høiballe til den Tid, Ilden udbrød, og skulde tjene til yderligere Bestyrkelse af denne.

Det er saaledes givet, at, da Gaardeier J. Rønde Brandaftenen naaede til Fr. Vinds Gaard (Åbenhøj, Skivholmevej 26), der kun ligger 5 Minnutters Gang fra Høiballe, var der endnu ikke Ild at see ved denne og af 2 Vidner forklaret, at han (Rønde) ikke havde været mere end høist 5 Minnutter i Stuen, da de bemærkede et Lysskjær paa Vinduet, og ved at trække Gardinerne tilside saa at Høiballe stod i lys Lue. Rønde og Vind ilede strax til Brandstedet og traf da Tiltalte, allerede fuldt beskjæftiget med at bære Sengeklæder ud af Stuehuset, og hverken fra Borum eller fra noget af de paa Marken liggende spredte Huuse kom nogen til Brandstedet før efter ham, uagtet det endnu var tidlig Aften, og Ilden paa Grund af Gaardens Beliggenhed, hurtig bemærkedes.”

 

Med dommeren på løbetur

Der var altså vidner på brandstedet. Der var også vidner til Søren Ovesens udpræget hurtige gang fra stationen over Mundelstrup By til Tanholm, den strækning som han havde en interesse i at fremstille som langstrakt. En snedker Madsen fra Skjoldelev var kommet med samme tog fra Århus og gik ad samme vej (Viborgvej) frem til et bestemt hus ved Sabro, hvor han allerede var sakket 800 alen bagud for den ilsomme gårdmand.

Så var der den sidste tredjedel, som Søren havde brug for at gøre til en rask sprint. Passede det? Forhørsdommeren tog med for at undersøge påstanden:

“Tiltaltes Forsøg paa i Forhørsdommerens Overvær at tilbagelægge Strækningen fra Tandholm til Høiballe i Løb, synes ogsaa at berettige til Tvivel om at Tiltalte nogensinde tidligere har prøvet at løbe saa langt, ligesom hans idelige Gjentagelser af saadanne Ting, som at Karle kunde have bragt Ild til Spaannerne, at hans Naboer havde hængt for Vinduerne, og ikke seet Ilden det første den stak op, og at han var forpustet, da han kom til Brandstedet m.v., synes at tyde hen paa nogen Usikkerhed med Hensyn til Hovedsagen”.

 

Frifundet og blanket af

Kommet så langt i læsningen skulle man tro, at bissen, manden der havde pryglet sine ansatte, skamferet Borum Eshøj, truet en enke, snøret Oldnordisk Museum og tilsyneladende begået dobbelt forsikringssvig ved brandstiftelse, endelig kunne blive dømt. Men i 1877 som nu: Den tiltalte skal ikke bevise sin uskyld. Det er anklageren, der skal bevise hans skyld. Det kunne anklageren ikke. Motiv var der nok af. Indicierne var stærke for, at Søren Ovesen havde været til stede, da branden brød ud. Men bevises kunne det ikke, endmindre at han havde strøget tændstikken. Så dommer Lunn måtte frifinde:

“Men, om den anstillede Undersøgelse, saaledes endsnarere styrker end afkræfter den i mod Tiltalte opstaaede Mistanke, og navnlig temmelig bestemt peger hen paa at han har været den brændende Gaard betydelig nærmere end han har villet give det Udseende af, saa er der dog ikke ved Undersøgelsen fremkommet nogen Kjendsgerning, der med uomtvistelig Vished viser hvor paa at Tiltalte (…) har været til Stede paa Høiballegaard paa den Tid, Ilden opkom, eller at han enten selv eller ved Andre havde paasat den, og da Tiltaltes vedholdende Paastand om at være uskyldig heri, saaledes ikke er afkræftet, vil det altsaa være at tillægge ham Frifindelse – dog efter Omstændighederne med Forpligtelse til at udrede alle af Actionen og hans Arrest lovlig flydende Omkostninger deriblandt Salairer til Actor og Defensor, hvis Sagførelse har været forsvarlig, med henholdsvis 20 Kr. og 16 Kr.

Thi kjendes for Ret:

Tiltalte Søren Ovesen af Høiballegaard, bør for Actors Tiltale i denne Sag fri at være, dog har han at tilsvare alle af Actionen og hans Arrest lovlig flydende Omkostninger, heriblandt Salair til Actor Overretssagfører Kjer 20 Kr. og Defensor Procurator Knudsen 16 Kr.

At efterkomme under Adfærd efter Loven.

P. Lunn”

 

Løsladt, fallit og husvild

Frifundet – men du skal betale sagsomkostningerne, blandt andet honorar til både anklager og forsvarer. Den var vist ikke gået i dag. Men den tiltalte kunne, som vi ved, heller ikke betale, så det fik ingen praktisk betydning. Tvangsauktionen var allerede berammet, læser man i Aarhuus Stiftstidende 14.6.1877. Advokaterne Thorsen og Lund i Århus havde, som skikken var, indkaldt til to auktioner på rettens kontor og en tredje på selve gården – eller ruinen. Det foregik 26. juli.

Retsbogen oplyser helt enkelt, at der blev foretaget arrest i ejendommen.

Nu var Søren Ovesen altså både løsladt, fallit og husvild. Måske vendte han aldrig tilbage til Borum og den udbrændte gård ved siden af Borum Eshøj, men forblev i Århus. De værtshusholdere, der tidligere havde lånt ham penge, smækkede sikkert både pengekasser og hoveddøre i for ham. For at undgå sulten var der faktisk kun én dør tilbage, han kunne banke på: fattiggårdens. Et år senere var han død og blev begravet på Borum Kirkegård.

Og kommet så langt kan man vel næsten få ondt af hovedpersonen. Måske tyede han mange år før til alkohol og vold i desperation. Måske knækkede han psykisk, da hans hustru døde. Ja, måske ligger der en helt tredje og mindre usympatisk fortælling omme bag ved den, du lige har læst. Sådan er det, når kun få og skriftlige kilder står tilbage. Så det finder vi aldrig ud af.

Artiklen er først offentliggjort i årbogen Østjysk Hjemstavn 2022.