Den, der går ind ad en ubetydelig markvej ved et ret nyt hus på Lyngbygårdsvej 53, kommer til et fredfyldt og meget usædvanligt sted.
Først går turen helt ned i bunden af tunneldalen, der rummer Lyngbygård Å, Yderup Bæk og (uden for vores område) Egåen. Så krydser man en lille eng med en grøft, og nu går det op igen. Her ligger nemlig en markant, græsklædt bakke på nogle få tønder land – næsten som en ø mellem grøften (mod syd og vest), Yderup Bæk (mod nord) og endnu et blødt område (mod øst) med lidt kildevæld.
Jorden er overdrev. Om sommeren bruges den til græsning. I foråret nyder planter som kodriver og gøgeurt godt af, at græsset kun er lavt.
Folkesnakken var forkert
Sibirien, kaldes området, og det navn er ret nyt. Faktisk er vi ikke sikre på, at det kan føres længere tilbage end til den tidligere ejer, Laurs Eriksen.
Navne som “Sibirien”, “Amerika” og “Thule” findes rundt omkring i Danmark og betegner gerne steder, der ligger (lå) lidt langt fra nærmeste landsby. Set fra Lyngby lå stedet afsides.
Men er bakken også et gammelt tingsted? Måske et sted for et årligt møde mellem folk fra en lidt større egn? Måske også stedet, hvor henrettelser skete?
Hypotesen stammer fra Østjyllands førende lokalhistoriker gennem årene, August F. Schmidt, og helt forkert lyder den ikke.
Hvorfor hedder området mellem Borum og Lyngby ellers Tingvad? Og hvorfor har der fandtes et par oldtidshøje med navnet Tinghøje? Endelig et tredje sprogligt argument: Den sydøstlige af Borums tre vange i fællesskabets tid hed Stejlhøjsvangen. Og nok er her ingen mangel på stejle skråninger ned til ådalen, men betyder ordet ikke snarere, at her stod stejlen? Henrettelsespælen? Jævnfør udtrykket at lægge på hjul og stejle.
August F. Schmidt hopper i hvert fald ikke på den teori, som beboerne omkring 1950 prøvede at bilde ham ind: “Nå, Tingvad? Tjo, det hedder det vist, fordi bønderne fra Borum gik til tings på Lyngbygård”.
Rent sludder.
God høj at holde ting på
Derimod lyder det ikke helt skævt, at en form for fælles ting kunne have haft sin plads netop i “Sibirien”. Her mødes Borum, Lyngby og Yderup Ejerlav og dermed 3 sogne: Borum, Lyngby og (indtil ca. 1650) True Sogn. (derefter Brabrand til 1811).
Borum hører til Framlev Herred, de andre til Hasle Herred. Men kun få hundrede meter skiller bakken fra Mundelstrup Ejerlav (Fårup Sogn), og dermed kiler også et tredje herred sig ind, nemlig Sabro Herred.
Herreder er en meget gammel inddeling af Danmark. Måske udviklede herrederne sig allerede som enhed i vikingetiden og den tidlige middelalder. Et herred var i mange århundreder frem til 1919 ensbetydende med en retskreds. Herredsfogeden havde politimyndighed.
Altså et tingsted for fælles anliggender for tre velstillede herreder på god jord? Tre herreder, der alle grænsede op til købstaden Aarhuus, og som for øvrigt helt op til 1956 sammen med Vester Lisbjerg Herred udgjorde en fælles retskreds med det mundrette navn Hasle med flere Herreders Retskreds (og tilsvarende med politiet helt indtil 1973).
Ikke utænkeligt.
Hvornår holdt man så ting i “Sibirien”? Sandsynligvis i middelalderen og frem til for få hundrede år siden.
Hypotesen er altså klar. Nu mangler vi kun en arkæolog.