Damgårdens endeligt

Damgården lignede efterhånden en skygge af fordums fredelige liv på landet. Foto: Peter Poulsen.

November 2023: Damgården i Lyngby stønner sit sidste suk.

Oprindelig var Damgården, matr. nr.  5a, en af de bare seks gårde i den lille landsby. Efter udskiftningen i 1793 blev den stille og roligt liggende ved dammen på hjørnet af Lyngbygårdsvej og Glamhøjvej. Sindig, firelænget, af bindingsværk og med stråtag. Men 5. september 1919 skete der noget forfærdeligt. En voldsom brand fortærede såvel Glamhøjgården lige overfor som Damgården.

Nu var gode råd dyre. Også dengang blev det altid dårligt vejr i november, og hvor skulle dyr og mennesker nu overvintre? Så ekspres satte gårdejer og sognefoged Andreas Nielsen to murermestre i gang med at bygge både stald og stuehus i løbet af to måneder. Det skete ved at flytte ud midt på marken ad Årslev til på den nuværende adresse Glamhøjvej 30.

Lidt længere ude stod i forvejen gården Jensgård, Glamhøjvej 36, som i 1860 var blevet udstykket fra Damgården. Den blev revet ned i 2011. Også husmandsstedet Haraldskær (Rummelihul) fra 1863 var udstykket fra Damgården. Det røg i 2008.

Lidet kunne Andreas ane, hvad der skulle ske fra omkring 1990, mens han med vinteren i hælene fik dyr og mennesker under stald dengang i 1919. Ejheller hans søn, Gunnar Damgaard Nielsen (1935-2022), havde nogen mistanke, da han fortsatte det traditionelle landbrug på Damgården. Man var ganske vist begyndt at tale om en ny motorvej vest om Århus. Men stregerne på kortet var blevet tegnet på den anden side af Lyngby og Yderup.

Altså indtil de ikke længere var. Så nu tromlede en ny motorvej frem og lukkede det sidste hul mellem Frederikshavn og grænsen. Snart havde alle lært at sige E45. Også i Lyngby, hvor vejen nu har larmet højere og højere siden åbningsdagen i 1993.

For Gunnar Damgaard Nielsen betød det nye naboskab et dramatisk tab af livskvalitet. Gårdejeren, der i næsten hele sit liv stod centralt i Lyngbys liv som blandt andet formand for menighedsrådet, initiativtager til sognegården og aktiv i Lokalhistorisk Arkiv, var vant til et liv med åbne marker og fuglefløjt omkring sig. Han fik nu et støjhelvede 24-7. Tilmed måtte han og andre naboer finde sig i en kold og uforskammet behandling af statens ekspropriations-myndigheder. Til Århus Stiftstidende fortalte han 29. juli 1992, at han følte sig dårligere behandlet end en forbryder i retten.

I 2009 kastede Gunnar håndklædet i ringen og flyttede helt væk fra Lyngby. Gård og jord blev købt af et drengerøvsfirma, der i begyndelsen hed Rezultat ApS og senere noget lige så fantasifuldt. Så rykkede folk ind, der interesserede sig for paint ball-skydning, fly-simulatorer og en overgang også en højt opreklameret swingerklub med tilhørende ballade og hærværk. Altså en lidt trist udvikling der ligner den, som mange andre mishandlede ejendommen langs motorvejene har gået igennem.

E45 under anlæg for lidt over 30 år siden. Billedet er taget mod nord, og Damgården ligger bag træerne til venstre. Lastbilerne i baggrunden holder nogenlunde oven på broen over Glamhøjvej.
Foto: Gunnar Damgaard Nielsen.

30 år efter anlæggelsen har E45 vist sig at være for lille. Den blev i årene 2023-2026 udvidet til seks spor mellem Århus N og Århus S. Samtidig bliver der – 30 år for sent – anlagt støjmur- og -vold, så Lyngby kan få lidt mere ro.

Det fylder. Damgården lå i vejen, og nu gik den simpelthen ikke længere: Vejdirektoratet blev endelig nødt til at ekspropriere hele gården, hvilket de nok burde have gjort lige fra starten. Nedrivning sker langt om længe i 2025.

Fremtiden bringer helt nye tider til Lyngby. Ligesom der siden 2009 har været bygget logistikcenter og meget andet grimt øst for E45, og ligesom den sidste ledige jord nu (2023) fyldes op af DSB’s kommende vedligeholdelsescenter for elektriske togsæt, så udlægges Damgårdens areal måske blandt andet til solcellemarker og til den kommende jernbane mellem Århus, Galten og Silkeborg.

En skønne dag kommer alt det såmænd også i Lokalhistorisk Arkiv.

Jensgård i Lyngby – alt er væk

Jensgård 1981 med Glamhøjvej øverst i billedet.

Jensgård 1981 med Glamhøjvej øverst i billedet.

Dette udmærkede syn er udelukkende fortid.

Også ”Jensgård”, Glamhøjvej 36, blev i 2011 revet ned som led i den massakre, der i løbet af bare to år ramte den østlige spids af Lyngby Sogn og hele området fra jernbanen ned til Silkeborgvej og de to motorveje. Alt blev revet ned. Logistikcentre, kontorbygninger, højlagre og et industribageri opsluger nu det gamle landbrugsland helt.

Gårdens skæbne skyldtes, at den i 1993 blev nabo til motorvej E45 – på den forkerte side.

Jensgård er her fotograferet så sent som i 1981, hvor alt endnu åndede landlig fred.

Gården blev udstykket i 1860 fra Damgård, der dengang lå midt i Lyngby, og hvis ejer hed Jens Sørensen. Man mener, at navnet på gården kommer fra ham.