De to billeder under englene er mindst 100 år gamle.
På et stykke fint karton er der trykt engle, og under dem er der klæbet to billeder af Borum Kirke set henholdsvis udefra og indefra.
I Lokalhistorisk Arkiv har vi naturligvis masser af stof om kirkerne i Borum og Lyngby. De er jo uden sammenligning de ældste bygninger i området. Tilsyneladende har de ikke undergået de store forandringer, men også kun tilsyneladende.
Her har vi nærmest en kollage med temaet Borum Kirke i en udgave fra de første år af 1900-tallet.
Kirken har endnu det oprindelige blytag på koret, og på kirkegården står gravsten af en helt anden slags end i nutiden.
Bagved skimtes den oprindelige præstegård. Den blev revet ned, efter at præsterne var flyttet ind i den store, pompøse præstebolig, der blev klar i 1911.
Hele kollagen har været indrammet og hængt op på væggen. Vi ved ikke af hvem og hvor. Arkivet har modtaget den i 1993, efter at den havde været omkring Silkeborg.