Yndet fotomotiv: Lyngbygård

"Vores" herregård er her fotograferet i udgaven 1925.

“Vores” herregård er her fotograferet i udgaven 1925.

I 2010 reddede Lokalhistorisk Arkiv en række digitale kopier hjem af interessante billeder fra vores lokalområde. Heriblandt var en del ældre billeder taget af anerkendte fotografer i Århus. Det øgede blandt andet samlingen af fotos af vores lokale herregård, Lyngbygård.

Lyngbygårds hovedbygning, der er fra 1755-75, har været fredet i umindelige tider. Alligevel har det yndede fotomotiv taget sig ud på mange forskellige måder i tidernes gang, og det hele er nu bevaret for eftertiden.

Her er vi for eksempel i 1925, hvor en stor dam med snadrende ænder dominerede gårdspladsen.

Mange ejere gennem tiderne

Nogle få herregårde i Danmark har været ejet af én eller få slægter igennem århundreder.

Med Lyngbygård, der i tidernes morgen hed Lyngby Søndergård, er det lige omvendt. Kun slægten Althalt (1686-1826) sad ret længe i Lyngby.

Nummer to i “regeringstid”, familien Friis (1826-1903), bliver om få år overgået af de nuværende ejere, familien Bønløkke, der nu i tredje og fjerde slægtled siden 1945 ejer Lyngbygård. Og for øvrigt en hel del andre landbrug i Jylland.

Oprindelig ejedes herregården af benekdiktiner-nonnerne på Ring Kloster ved Skanderborg Sø. Ved reformationen i 1536 overtog kronen (kongen) gården og beholdt den i over 40 år. De følgende ejere kommer her:

1579-1612: Anne Skram
1612-1647: Marie Henriksdatter Below
1647-1655: Ida Daa
1655-1681: Anshelm von Podewils
1681-1686: Hans Mogensen Arenfeldt
1686-1728: Johan Arentsen Althalt
1728-1734: Christian Johansen Althalt
1734-1766: Johan Christiansen Althalt
1766-1808: Anne Elisabeth Lassen
1808-1826: Thøger Lassen Johansen Althalt
1826-1877: Johannes Friis
1877-1903: Johannes Friis
1903-1911: Frederik Lagoni
1911-1917: N.A. Høgdall
1917-1921: H.R. Angelo
1921-1932: P. Nymann
1932-1933: Jysk Landhypotekforening
1933-1945: Aage Søborg
1945-1967: Enkefru Marie Bønløkke
1967-1990: Hans Bønløkke
1990- : Niels Jørgen Bønløkke

Poul Jakob Bønløkke og Niels Jørgen Bønløkke har siden 2015 ejet Lyngbygård i lige sameje.

Lyngby Kirke blev indtil 1926 ejet og drevet af Lyngbygård. Først derefter gik den over til sognebeboerne.

I årene 1697-1808 blev adskillige medlemmer af slægten Althalt begravet inde i Lyngby Kirke, hvilket et epitafium i koret fra 1813 fortæller om.

Fra dyr og folk til mekaniseret planteavl

juniI arkivet gemmer vi mange andre Lyngbygård-billeder. Blandt andet har vi en stribe billeder med hovedbygningen i baggrunden, hvor man kan følge udviklingen af landbrugets trækkraft fra en hel masse heste til nogle få traktorer.

Dette er fra 1947, og den enlige Fordson-traktor købte gården allerede før krigen. Men det gik faktisk langsomt med ”mekaniseringen”, som man sagde dengang, fortæller Anker Nielsen. Han tjente i de år på herregården og kørte netop den første traktor.

På det tilsvarende foto i 1951 ser man stadig 12 heste og kun to traktorer, men på 1959-billedet er hestene helt væk. Siden forsvandt også malkekøerne, og Lyngbygård blev ren planteavl.

Sidste nyt i den udvikling kan du se på gårdens egen hjemmeside.

 

 

 

Blodbøgen på Lyngbygård

Det imponerende træ i Lyngbygårds park kan formentlig spores direkte tilbage til en dramatisk periode i danmarkshistorien.

Af Bryan Rasmussen

Midt på plænen foran Lyngbygårds hovedbygning, står en meget gammel og stor blodbøg. Mange gæster har gennem tiderne spurgt om, hvor gammelt træet mon var.

Lyngbygårds tidligere ejer, Hans Bønløkke (1927 – 2004), fik foretaget en boreprøve til undersøgelse af træet på Moesgård museum.

Resultatet af prøven viste at træet er plantet 1849/50 .

Dengang hed ejeren af Lyngbygård Johannes Friis (1794 – 1877).

Blodbøgen er sandsynligvis plantet til minde om General Olaf Rye, en dansk general fra ”Den Første Slesvigske Krig ” (1848-1851).

Han havde hovedkvarter på Lyngbygård d. 22 maj 1849.

Olaf Rye blev dræbt ved Fredericia d. 6 juli 1849.

Forhistorien

I 1849 var der borgerkrig i Danmark. Slesvig og Holsten støttet af tyske stater var i krig med resten af landet. Krigssituationen i maj 1849 var følgende:
En del af den danske hær var på Als og Fyn samt belejret i Fredericia af de slesvig-holstenske tropper.

En anden del af den danske hær, ca. 8000 mand, under ledelse af Olaf Rye foretog et “strategisk” tilbagetog op gennem Jylland for bl. a. at splitte fjendens styrker. Målet var at lokke fjendens tropper op til Limfjorden.

På vej til Lyngbygård d. 22 maj 1849 modtager Olaf Rye kontraordre fra Krigsministeriet.
Han skal i stedet søge mod Helgenæs.

Ideen med denne manøvre var, at man ville lade Olaf Ryes korps udskibe fra Helgenæs til Fyn og Fredericia, og med byen fyldt med soldater ville man d. 6 juli lave et udfald fra Fredericia mod de slesvig-holstenske styrker.

Meningen med kontraordren, som Olaf Rye modtag d. 22. maj 1849, forstår han ikke, og han er uenig i den. Men han er ikke på daværende tidspunkt sat ind i de egentlige angrebsplaner.

Ved hjælp af Olaf Ryes breve og dagbog kan han selv fortælle om de dramatiske dage omkring Lyngbygård d. 21., 22., 23. maj 1849.

Fra dagbogen 21. maj : Intet passeret. Fiendens stilling den samme. Der skal være marcheret 400 Baiere mod vest til Uldum og Nim, samt omliggende byer.

22. maj : Efter de modtagne Efterretninger besluttet at forlade Stillingen ved Skanderborg. En Recognoscering fremsendtes af Fienden ½ Bataillon og 3 Eskadroner ved Fuldbroe, blev modtagen med 4 Canonskud, som dræbte 1 Mand. Kl. 4 blev Broerne forladt, og Corpset tog et Cantonnement bag Ring og Harlev. Samtidig med denne Bevægelse modtog Ordre fra General Bülow, som havde havde en Conference med Krigsministeren, som var der, at hvis det endnu kunne gaae om, skulde Tilbagetoget dirigeres til Helgenæs, hvis ikke blev det ved den engang givne Bestemmelse. Forraader (af) alle Slags skulle sammenhobes paa Helgenæs. 9. Batallion da henlægges under Corpset.
Tilbagegangen skee meget langsomt, men kuns Retraitlinien sikret. – Oberstlieutenant Møller forbleven i sin stilling foran Aarhuus. Tropperne kom først sildig i Cantonnement. Med denne Forandring af Direktionen var jeg ikke tilfreds, da den uafhængige Stilling ophører. Den vanskeligste Retraite er skeed. Forberedelser til at overskride Limfjorden er tagen, saa der kan intet være i Veien. Hovedqvarteret flyttedes til Lyngbye Gaard hos Ritmester Friis.

Lyngbye Gaard 22. May 1849 11 ½ Aften.

Efter at ieg igaar havde faaet Efterretning, om at Fienden havde sammentrukket sin Styrke, og at 6000 Mand var gaaet vesten om Agersbøl ad den Vei, der fører til Silkeborg, besluttede ieg i dag at forlade min Stilling ved Skanderborg og gaae 2 Miil tilbage, og havde just sat mig i March, som ieg modtog Posten, hvori en Befaling at trække mig til Helgenæs, hvis det endnu var mueligt.
Skiønt denne Befaling ikke er mig behagelig, og ieg har forberedt mit Tibagetog saaledes, at det efter al Sandsynlighed ville være fuldbragt uden synderligt Tab, maae ieg nu adlyde mod min Villie. Ieg gaaer i morgen Formiddag til Aarhuus, som er hen ved 2 Miil herfra, og stiiler mig ½ Miil nord for Byen. Syd for Byen staaer Oberstlieutenant Müller med en lille Afdeling for at giøre et let Forsvar, men som nu, da ieg selv kommer der, skal om mueligt blive alvorligere. Hvis ieg nu senere bliver nødt dertil, trækker ieg mig langsomt til Helgenæs, og naar ieg kommer der, maae Du sende mig den forlangte Viin. – –
Ieg er her i Aften ankommen til Lyngbye Gaard, hvor vi have det meget godt, men i morgen Fm. Kl. 10 gaae vi igien bort herfra, hvorhen veed ieg endnu ikke. Til Helgenæs haaber ieg ikke at komme i de første Dage.

23. maj :
Marchen af Corpset dirigeres mod Aarhuus ¾ Miil nord for Byen. – Afmarchen Kl. 1. – Fienden er rykket frem til Hovedgaard med 4 Batailloner, 8 Eskadroner og 8 Canoner Kl. 9 og vedblev at marchere mod nord. Alle Etablissementer dirigeredes mod øst mod Helgenæs. Hovedqvarteret tages paa Skaarupgaard.

Ryes død gjorde stort indtryk

Krigen var i disse majdage tæt på Århus og omegn. Ritmester Friis, ejeren af Lyngbygård i 1849, var på mange måder en god støtte for Ryes korps i denne periode.

Olaf Ryes død ved Fredericia 6 juli 1849, gjorde et stort indtryk på samtiden.

Oven på glæden over dansk sejr ved Fredericia, fulgte en statsbegravelse af Olaf Rye fra Garnisonskirken i København. Det officielle Danmark med kongeparret i spidsen var tilstede. Han blev begravet på Garnisons kirkegård. og Grundtvig talte over graven.

Februar 2008
Bryan Rasmussen

________________________________________________________________________________________

Citaterne hentet fra P. Fr. Rist:  “Olaf Ryes saga”, optegnelser, dagbøger og breve