Muldvarpemanden med stryknin i spanden

Når man kigger ud over mangen en have eller mark, kan man godt nogle gange ønske sig tilbage til 1941.
Fra dette år stammer billedet af Kristian Bossov, der kørte som muldvarpemand for Borum-Lyngby Kommune. Dengang var det nemlig en kommunal opgave at udrydde de undergravende kræfter, og husmanden fra den ejendom, der nu hedder Skivholmevej 34, var en af dem, der havde tjansen. Licens til at dræbe.
Kvinder og børn gravede regnorm, som var de betalt for det – det var de også – og i de solide jernspande (plastic var ikke opfundet for 60 år siden) blandede muldvarpemanden nu stryknin og regnorme, der naturligvis straks døde. Derefter blev de anbragt i muldvarpenes gange, og så var det dem, der døde. En effektiv kur mod skadedyrene. Desværre døde en af Bossovs kolleger også, og folkesnakken mente, at det skyldtes en lidt for letsindig omgang med den stærke gift.
Billedet er taget i Bækgården, Borum Byvej 12.