Skovlen lagt til side

Moderne tider hos en moderne landmand.

Moderne tider hos en moderne landmand.

Dette billede fortæller en historie, fra da landbrugets mekanisering for alvor kom i omdrejninger. Skovlen kunne lægges væk, og for mange blev det tid til at søge job i andre erhverv.

Vi befinder os omkring 1955-60, og der skal spredes kalk ud i store portioner ad gangen. Sådan så det i hvert fald ud set gennem samtidens briller.

I midten står ejeren af Borum Østergård, Anker Knudsen, der havde flere tillidshverv i landboforeningerne. Manden i de moderigtige knickers til højre er landbrugskonsulent, og til venstre forklarer sælgeren herlighederne ved den dengang avancerede maskine.

Nu behøvede der ikke længere stå en mand på vognen og sprede kalken med skovl. Her var automatisk kraftoverføring fra traktorens motor. Nyt og meget interessant. Sådan, do!

Landboforeningen købte et antal af den slags maskiner og lejede dem ud til medlemmerne for at speede udviklingen op, og det gik jo da også overbevisende godt. Men hvor er det dog i grunden en lille bitte sjat, vognen fra fabrikken Epoke kan køre med, sammenlignet med vore dages grej på markerne.

Borum Østergård

Borum Østergård ligger på Borumvej 105. Den er en af de oprindelige, store gårde i Borum og i dag langt den største.

Gården blev udflyttet i slutningen af 1800-tallet fra en placering ca. Langelinie 60. Samtidig blev den lagt sammen med jorden fra Fogsgård, Langelinie 62. I slutningen af 1900-tallet fulgte store sammenlægninger med bl.a. Borum Bækgård, Tandholm, Borumgård og Vindskovgård i Sabro, hvilket gør Borum Østergård A/S til den helt dominerende jordejer i Borum.

Allerede midt i 1900-tallet var gården temmelig stor. Den blev da ejet af proprietær Anker Knudsen, der i en længere periode var organisationsmand og medlem af blandt andet bestyrelsen for de jyske landboforeninger.

Siden blev gården ombygget til moderne kvæggård med løsdriftstald og som det foreløbig sidste ved Lis og Søren Brund til specialiseret produktion af smågrise fra 1992.

Borum Østergård Svineproduktion A/S er navnet på det produktionsselskab, der i aktieselskabsform driver en kolossal svinefarm med 1750 søer og deres afkom i de vidtstrakte staldbygninger.