Tegning: Estrid Thorbjørn Christensen. Lyngby 1997.
Af Peter Poulsen
Her ses en kunstnerisk fremstilling af landets sidste såkaldte båreprøve. Den fandt sted i 1827 i Lyngby Kirke.
Hvad er en båreprøve?
En båreprøve var ældgammel overtro, måske oprindelig et hedensk ritual, men endnu brugt i 1500-tallet som en såkaldt gudsdom. Var nogen blevet dræbt, mente man at kunne finde ud af, hvem der havde begået forbrydelsen, ved at lade alle berøre liget. Blodpletter ville afsløre gerningsmanden.
Dengang var Lyngby og Lyngbygård et isoleret samfund, hvortil kun få kom uden at bo der. Kun én af de såkaldte Ry-veje mellem Århus og klostret i (Gammel) Rye passerede igennem, men det gav ikke just nogen voldsom trafikstrøm.
En dødelig brand
Natten til den 11. november 1827 raserede en frygtelig brand både Lyngbygård og den nærliggende Labing Vandmølle. Avl og besætning gik op i luer. Kun stuehuset (der heldigvis står endnu) gik nogenlunde fri. En røgter, Erik Carlsen – i samtidens avisreportage kaldt ”en gammel kostgænger” – brændte på grusomste vis ihjel i et vindue, som han ikke kunne komme ud ad.
Uddrag af omtale i Aalborg (!) Stiftstidende 17. november 1827.
Reportagen fra det fjerne Lyngby slutter med disse ord:
”Gid Retfærdighedens Arm maa træffe de Skyldige!”
Ritmester Johannes Friis (1795-1877) havde netop året før overtaget Lyngbygård komplet med bønder og kirke. Han havde endda i moderat omfang genindført tvangsarbejdet (hoveriet), som den tidligere ejer, Tøger Althalt, netop havde afskaffet.
Kunne en hovbonde have et så stort horn i siden på den nye hersker, at han havde stukket ild? Kunne en anden?
Man tyede nu til det ældgamle ritual, der næsten fremkalder minder om vikingetiden og Poppos jernbyrd. Liget af røgteren blev lagt på en båre og stillet – af alle steder – foran alteret i Lyngby Kirke. Ét for ét gik menighedens medlemmer frem og erklærede deres uskyld, mens de berørte de forkullede rester af den afdøde. Og det var vel at mærke ikke som en menighed i dag, næ, alle beboere i sognet skulle møde.
Faktisk ret utroligt at tænke sig. Men som den store lokalhistoriker August F. Schmidt, Brabrand (1899-1965) skrev:
“Tankesæt og vaner fra middelalderen levede roligt videre i landsognene til helt ned imod vor tid”.
Tilbagestående samfund
August F. Schmidt havde hørt om båreprøven fra en mand i Årslev, hvis bedstemor selv havde deltaget i den. Derfor kunne Schmidt berette ret detaljeret i en artikel i Danske Studier i 1942.
Prøven duede i øvrigt ikke. Liget begyndte ikke at bløde, og det blev også sidste gang nogen sinde, at man forsøgte sig i Danmark. Arkivar Poul Rasmussen (1909-1994) har skrevet om den næstsidste båreprøve: Den foregik i 1665, men det var under mindre formelle former og slet ikke i en kirke.
Var lille Lyngby da virkelig så tilbagestående, at man for under 200 år siden ikke vidste bedre end at tro på mirakler og blødende lig? Det kan man tolke forskelligt. Efter min vurdering er det korte svar nok nærmest ja.
Jalousi-handling
Men hvem havde i grunden stukket ild til herregården? Det fandt man faktisk ud af flere år senere, og historien er såre banal: Jo, ritmester Friis og en norsk ritmester ved dragonerne i Århus begærede såmænd begge samme kvinde. På brandtidspunktet at finde som husholderske på Framlevgård i Lyngbys nabosogn. Der gættes på, at nordmanden opsøgte hende på den mørke aften, blev afvist og derefter hævnede sig på rivalen, der havde vundet hendes hjerte.
“Så må det være nordmanden”, udbrød Friis da også højlydt i kirken, da båreprøven skuffede.
Og det var det. Den norske dragon bekendte mordbranden på sit dødsleje.
