Thovshøj (eller Tovshøj eller Thoushøj)

Thovshøj er navnet på huset på Langelinie 69. Det blev opført i 1905 som aftægtshus for ejeren af Borum Højgård, Søren Jespersen. Siden var det i næsten 50 år dyrlægebolig og -praksis. Fra 1980 kollektiv. Fra 1993 privat beboelse.
Højen, som husnavnet refererer til, findes der ikke andre skriftlige vidnesbyrd om end husnavnet. Allerede August F. Schmidt undrede sig derfor i 1952, men nåede som andre frem til, at det sigter til den høj, som huset er bygget på – måske ved siden af en gammel, længst sløjfet gravhøj i striben af Langelinie-høje. Se også.
Hvad kan navnet på oldtidshøjen mon betyde? Måske Tokes Høj, altså navn efter en mand. Mere interessant er, at togh eller toug også engang betød noget i retning af vidneudsagn, sandemænds endelige vidnesbyrd. Så er vi ovre i, at her måske engang blev aflagt vidnesbyrd i retssager.

Eybenhus

Eybenhus skal være et gammelt navn på husmandsstedet Langelinie 57. Oprindelsen skyldes ejeren i årene 1870-1906, politibetjent Chr. Eyben.

Bygningerne er opført i 1857. Ifølge lokalplanen er de bevaringsværdige.

Oprindelig hørte der kun et par tønder land til. De ligger op mod haverne på Bysvinget og Langelinie. Siden blev husmandsstedet udvidet betydeligt med et areal fra den daværende gård på Borumtoften 2  ved Træskobakken ned mod Maden.

Husmandsstedet blev revet ned i 2019.

Billedet her er fra oktober 2016:

img_6509

Før Borumtoften – historien om en gård på Langelinie

Landlig idyl. I dag er næsten alt ændret.

Landlig idyl. I dag er næsten alt ændret.

Året er 1968, og flaget er hejst for Niels Erik Andersens fødselsdag. Det er højsommer, august, og Volvoen holder i skyggen af kostalden.

Vi er på landet, og bevares, det er vi da også stadigvæk sådan så nogenlunde på samme sted i dag.

Men stærke kræfter har gjort, hvad de kunne, for at urbanisere Borum og oprette et stykke Århus netop her: Borumtoften.

“Ældreboliger”

Hvor flagstang og sirlige haver befandt sig på billedets tid, går i dag en asfalteret vej. I 1990 skete nemlig en af de største omkalfatringer i Borums nyere historie, da Brabrand Boligforening gjorde sit indtog inviteret af præstefruen, Marie Glenthøj, Borum Byvej 4, og Socialdemokratiets gamle kæmpe, Aage Hansen, Bysvinget 18.

Boligforeningen, der på det tidspunkt mest var kendt for Gellerupparken, købte det meste af gården. Stald og lade blev revet ned, og boligforeningen byggede seks rækkehuse på gårdens toft. Flere år senere fulgte – uden sammenhæng med boligforeningen – Sophie Toft og Morten K. Larsens private hus, Borumtoften 4 (cirka der hvor stalden stod).

I dag er alle dele af gården væk – stuehuset røg som det sidste i 2014, og Lotte Lindskow byggede et nyt hus på dets sted i 2018. Paradoksalt nok blev hele den udvikling sat i gang af en såkaldt bevarende lokalplan i 1988.

Marker ned mod ådalen

Vejen til boligforeningens indmarch blev ryddet med lokalplan 335, hvor tæt-lav boligbebyggelse efter en samlet plan direkte blev udlagt – for første gang i byens historie.

Boligerne var tænkt som ældreboliger for folk i Borum. Det mente initiativtagerne, at der var stort behov for. Da det kom til virkelighedens verden, flyttede dog kun tre enlige borummer ind i halvdelen af de seks rækkehuse.  De er døde forlængst. Og det var så det ældrebolig-eventyr.

Nybyggeriet fik navn efter toften til gården Langelinie 42 = Borumtoften 2 = matr. nr. 15a. Denne toft strakte sig oprindelig fra stalden langs præsteboligens skel til Løkkediget. Dette dige befandt sig omtrent der, hvor omfartsvejen nu ligger (og altså ikke hvor den senere vej Løkkediget er anlagt).

Mens Borumtoftens nybyggeri lagde et lag på Borum, kan vi i arkivet følge gårdens historie bagud. Foruden den nævnte toft havde gården fra 1796 marker ned mod ådalen i syd og mod Lyngby-vejen i øst. Dertil kom lidt skov og mose og en klat jord øst for Borum Østergård ned mod Tingvad.

Ret til mælk, tørv og brænde

I arkivet opbevarer vi et skøde fra 1944. Niels Andersen solgte gården til sin søn, Henning Andersen, for 28.700 kroner. Med i handelen fulgte blandt andet to heste og 14 kreaturer.

Men forældrene fik meget mere end penge, da de forlod gården og flyttede til datidens “ældrebolig”, et lille hus på Borum Byvej 17. Søn og svigerdatter havde flere pligter, for skødet indeholdt nemlig en temmelig gammeldags aftægts-forpligtelse. Vi gengiver den her ordret:

“Jeg Niels Andersen forbeholder min hustru og mig ret til, sålænge en af os lever, at få leveret vederlagsfrit fra vor søn på vor bopæl en liter sødmælk daglig og en fedegris hvert år, således at vi får en halv gris leveret efterår og forår, når min søn slagter.

Endvidere har jeg forbeholdt mig ret til at skære de tørv i mosen, som jeg kan overkomme til vort private brug samt til at få et passende kvantum brænde årligt fra skoven.

Hvis min hustru og jeg flytter fra Borum, skal min søn ikke være forpligtet til at levere os mælk, tørv eller brænde, men skal i stedet betale os et årligt beløb på 200 kr., sålænge en af os lever, og beløbet skal betales hvert år på den dato, da vi fraflytter Borum By, første gang ved fraflytningen.

Til sikkerhed for betalingerne ifølge denne aftale begærer vi tillige skødet tinglyst pantstiftende for et beløb på 2000 kr., men vore panterettigheder skal til enhver tid respektere størst mulige lån af offentlige midler”.

Så var der vist tænkt på det hele.

Solgt ad flere gange

“Andersens gård” blev splittet ad stump for stump over mange år.

Først solgte gården den ensomme lod jord, hvor Yderupvej 20 blev bygget. Husmandsstedet Langelinie 57, der oprindelig kun havde nogle få tønder land nord for Langelinie, tilkøbte også en strimmel gårdjord ved Træskobakken.

Det var lidt i småtingsafdelingen. Men ved vejforlægningen i 1977 solgte Clara Andersen, enke efter gårdejer Henning Andersen, resten af sine marker. De kom til at ligge syd for den nye omfartsvej og indgik i vejprojektets indviklede jordfordeling, hvor nogle solgte og andre købte. Køberen var her Peder Pedersen på Bækgården, Borum Byvej 12. På disse marker kom der i 1980’erne og 1990’erne en stor grusgrav.

Tilbage var nu kun “toften” på indersiden af omfartsvejen, men i stalden var der stadig liv. Her holdt gårdejer Erik Rasmussen grise ligesom hjemme på Borum Højgård, Borum Byvej 18. Hver dag gik han gennem byen med sin trillebør mellem de to stalde.

Midt i 1980’erne solgte Clara Andersen en byggegrund fra ud mod gaden, nemlig arealet nederst til venstre i billedet. Langelinie 44 blev bebygget af Ellen og Erling Christensen, der i 1986 flyttede fra et gammelt til et splinternyt hus i Borum.

Og i 1990 gik Clara Andersen modvilligt ind på de moderne tider repræsenteret af boligforeningen. Hun solgte hele sin toft og stalden, og så gik nybyggeriet i gang, efter at stalden var revet ned og den nye adgangsvej anlagt.

Byggeriet gik også i stå igen. De seks rækkehuse fylder kun en mindre del af toften. Der er plads til seks mere, men det er der ikke stor interesse for hverken hos ejer eller naboer.

Længst mod syd på grunden rejser “udsigten” sig. Herfra kan man mod nord se hen over Borum By og til Borum Eshøj. Mod syd ser man lige over på den gård i Labing, hvor Torben Overgaard, boligforeningens daværende direktør, bor.

Stuehuset røg til sidst

Blev sælgeren så rig? Næ, for hun skulle også betale for den nye vej og for at få revet stald og lade ned. Efter eget udsagn blev Clara Andersens eneste fortjeneste på hele operationen med boligforeningen faktisk den byggegrund, som hun adskillige år senere solgte til Sophie og Morten.

Bagefter blev rollerne byttet om. Nybyggerne købte den sidste rest af gården på matr. 15a, stuehuset og gårdspladsen.

I 2014 blev også stuehuset revet ned – inden det faldt selv – og nu er alle spor af “Andersens gård” slettet. Stuehuset var opført i 1881 og menes faktisk at have været det sidste bindingsværkshus, der blev nybygget i Borum.

På hjørnet ved Lyngbyvejen

Langelinie 64 malet i de første år af 1900-tallet.

I dag vil mange, der kommer fra Århus, nok sige, at dette hus ligger ved indkørslen til Borum. Ja, eller udkørslen fra Borum.

Men det er en nymodens betragtning, eftersom Borums  bygrænse til Mundelstrup/Århus-siden indtil 1977 lå ved Borum Maskinstation (gården Eskjærgård, Langelinie 81).

Langelinie 64 lå på hjørnet af Lyngbyvejen – på billedet er det den smalle hulvej, der skærer sig ned til højre for det gulkalkede hus.

Billedet er et omkring 100 år gammelt oliemaleri i ramme. Arkivet fik maleriet af de direkte efterkommere af husets daværende beboere, væver Laust Mortensen og hustru, hvis datter, Marie, i 1898 fødte deres far, Christian.

Huset var i mange år et to-familiehus, men i 1928 måtte Marie alligevel sælge det. Siden blev væverens hus til “Oscar Annesens hus”, “Martin-smedens hus” og “Damborgs hus”, og i vore mondæne tider fremstår “overlæge Riis Jørgensens hus” stadig med bindingsværk og stråtag i fineste restaurerede stil.

I arkivet har vi et righoldigt udvalg af billeder, der viser hvordan netop dette gamle hus i Borum såvel som haveanlægget ned mod Langelinie har skiftet udseende i årenes gang.

Gårdsplads ved Langelinie

Mange steder i Borum-Lyngby ser der nogenlunde ud, som der har gjort i mange år. Men ikke her.
Ove Christensen (t.v.) står foran dobbelthuset Langelinie 34-36 med ponyvogn og både egne og naboers børn omkring 1945. Huset (t.h. på billedet) har endnu stråtag og bindingsværk med de opstregede murstenstavl, som er autentiske her på egnen, men efterhånden er blevet ret sjældne.
Hele dobbelthuset Langelinie 34-36 er temmelig gammelt. Vi kender ikke alderen, men vi ved fra et skøde i arkivet, at greven på Frijsenborg i 1856 solgte matr. 41 til gårdmand Jens Nielsen Kande for 905 rigsdaler. Da var det ét hus og én grund sammen med den jord, hvor nr. 38-40 senere blev bygget (i dag delt på matr. nr. 41a, b, c og d.
Ove Christensen boede i den ende af huset, der kan ses t.h. (nr. 36). Børnene i jumben er Torben Olsen, Jonna Udengaard og Kurt Christensen. Foran står Bent Jakobsen (med seler) og Grethe Jakobsen. I 1990 blev Clara Andersens stald og lade bagved (Langelinie 42, nu Borumtoften 2) revet ned. Tre år senere blev den fælles forplads, hvor børnene står, delt op. Endnu en ændring skete i 2015, hvor de sidste rester af gården på Langelinie 42 blev væltet, heriblandt også bygningen i baggrunden af billedet.

På det nederste billede er det Frank Udengaard, der leger med trillebør på vejen op til dobbelthuset. Til venstre skimtes udhus bag hans hjem,  Langelinie 38.

Borum Taxi

1992-9-10a-Langelinie-37-00

Fru Bomholt klar til at køre folk til fest.

I 1928 var det højst usædvanligt, at en kvinde brugte hele sin energi på udearbejde og havde en ung pige til at passe hus og hjem imens.
Men Borums lillebilchauffør i de følgende ni år, Dorthea Bomholt, Langelinie 37, var heller ikke helt almindelig.
Hendes mand, Niels Bomholt, var begyndt med lillebil (i dag ville vi nok sige taxi) nogle år tidligere, men nu fik de to Ford-biler, og Dorthea begyndte at køre på lige fod med manden.
Kørekortet var det ikke så vanskeligt at erhverve, fortælles det:
Mekaniker Theodor Staack, Langelinie 62, kørte lidt rundt med hende, så tog hun til køreprøve, bestod og efter et år kunne hun få erhvervskort hos politiet. Ikke noget med teori og øvelsesbaner.
Dorthea Bomholt kom langt omkring. Det var tit til familiebesøg og fester, der skulle køres til og fra, så det blev lange dage. Man kørtei øvrigt ikke ret hurtigt sammenlignet med i dag.
Dorthea var en god og vellidt chauffør. Mange bad udtrykkeligt om at køre med hende, fordi man vidste, at hun overholdt sin tavshedspligt. Ingen fik noget at vide om, hvad hun erfarede på turene.
I 1919 blev hun ramt af gigtfeber, men ved hjælp fra byens læge, Due Petersen, blev hun rask i nogle år. Den usædvanlige kvindelige chauffør afgik dog ved døden i 1937 i en alder af kun 37 år.

Købmand Kjeldsens butik på Langelinie

Kommis Olsen og fru købmand Kjeldsen stillede sig ud på trappen til en af Borums førende købmandsforretninger, fordi der en dag i 1941 var en filmfotograf i byen. Billedet er hans værk.
I forgrunden hænger et par hakkejern. Der er en postkasse på muren, og skilte reklamerer for blandt andet Oma margarine og Cecil cigaretter.
Huset er Langelinie 50, hvor der havde været købmandshandel siden 1871. Nummer syv i rækken blev Harry Lauge Johannesen, og han var en driftig mand. I 1950 forlængede han huset mod vest med en ny butik (se kalender 1988). Halvdelen af den børnevenlige trappe, som drengen på billedet er på vej ned ad, veg for en benzinstander. Men Lauge ville mere, og i 1967 indviede han et helt nybygget supermarked (se kalender 1998), og der blev så frisørsalon i den butik fra 1950, som Lauge rykkede ud af.
I dag er alt heromkring forandret. Supermarkedet blev revet ned i 1997 og brugt som fundament til dobbelthuset Langelinie 52-54, og i december 2000 skete en ren katastrofe for bybilledet i Borum. “Lauges hus”, som samme år var blevet til Birgit Bertelsen og Torben Gregersens hjem, brændte. Selvfølgelig har de i mellemtiden fået et nyt, flot hus, men minderne – ja, dem har vi i arkivet.

Reddet fra branden

J. Rasmussen Fogsgaards ejendom, nu Langelinie 62, blev lige akkurat reddet fra den ødelæggende brand i 1861.
Billedet her er fra første halvdel af 1900-tallet. Man skal forestille sig, at alle de brændte huse også var af bindingsværk og med stråtag.
Stuehuset var et af de længste i Jylland. I den del, der lå længst mod vest, lå forløberen for forsamlingshuset, Staacks Lokale. Det blev revet ned omkring 1930.

Møllevejen: Ak hvor forandret

Erindringer om Møllevejen 1939-1983

Mollevejen

Udsnit af Borum Møllevej mellem de to broer fotograferet en forårsdag i 2007.

Holger-webstorrelseAf Holger Dalegaard

Når jeg tænker tilbage på, hvordan Borum har forandret sig siden min barndom, står det for mig, som at Herskindvejen eller Møllevejen, som den blev kaldet, er det sted, hvor der er sket mange forandringer gennem tiderne. Jeg vil prøve at skrive hvordan de mange forandringer er sket gennem tiderne.

Jeg er født på Møllegården den 30 oktober 1932, hvorfor jeg vil begynde min beretning omkring 1939, som var dengang jeg begyndte min skolegang. Jeg vil skrive det som en vandring på vejen og beskrive de forskellige ting som man møder på vejen.

Vi starter, hvor Møllevejen går fra den gamle landevej Skanderborg-Randers, som fra gammel tid har gået gennem den vestlige del af Borum by, det stykke som nu hedder Borum Byvej.

Ud for laden til gården Borum Byvej 12 går vejen fra til Herskind, dette er markeret med en granitsten, hvor der er indhugget skrift “HERSKIND 3 KM”. Den blev pænt kalket og bogstaverne malet op hvert år. Den står der endnu, men er lidt vildledende, da vejen nu er blind – kun adgang til fods eller cykel, årsagen kommer vi til senere. Stenen skal helst blive stående som et minde fra den tid, hvor der ikke var så meget færdsel, og det var en tur, mange familier har gået og nydt den fred og ro, der var dengang.
Det var ret almindelig at gå tur på Møllevejen, både hele familier, og hvis man havde gæster, gik hele selskabet tur og nød den natur, som var her. Der var nogle som næsten daglig gik en tur her, bl.a. fru købmand Juel Kjær, som gik tur med sin hund, også Asta Johansen gik tur når hun kom fra arbejde.

Til højre lå en staklade tilhørende gården Borum Byvej 12. Stakladen var en åben lade bygget på store granstammer, som bar et tag af pandeplader, kun gavlene var beklædt med brædder. Laden blev brugt til opbevaring af neg, hø og halm, og hvis der var plads, som opbevaring af arbejdsvogne og maskiner.

Laden var et yndet samlingssted for børn og unge. Da Andre Pedersen overtog gården, blev han træt af al det renderi og beklædte laden med brædder og porte, så man ikke kunne gå ind i den, men det var stadig et godt mødested med den beliggenhed den havde.

Ved siden af var et mindre areal, som om sommeren blev brugt til græsning af kalve og gæslinger, om efteråret blev roerne lagt i kuler her.

Til venstre ligger et smalt engareal mellem vejen og bækken, som går fra Borum Stormose og midt igennem byen. Der hvor den løber under Borum Byvej, var der et større broanlæg af store kampesten, der nu er erstattet af en ny bro, men stenene er bevaret i Borum. På engen kunne gå en lille kalv eller gæs om sommeren, hvis det ikke var for regnfuldt.

Den nye landevej

Vi kommer nu hen til den såkaldte “Nye Landevej”. Det er et vejstykke, der blev lavet først i trediverne, da der på grund af den store arbejdsløshed blev sat en del arbejder i gang, og det var et af disse. Vejen starter ved kirken i syd og går til Skivholmevej i nord. Formålet var at undgå trafikken gennem Borum By. Arbejdet blev udført med håndkraft og hestevogne, så det har været mange læs jord som er flyttet for at lave dette arbejde. Krydset med Møllevejen blev forhøjet en del, og der er udgravet meget af bakken nord for krydset. Det var et fint arbejde, der blev lavet med bl. a. autoværn omkring de store skrænter et godt stykke fra selve krydset, lavet af store bjælker opsat på cementblokke. Det var en yndet sport at balancere på autoværnet for at se, hvem der kunne komme længst uden at falde ned, det har givet mange hudafskrabninger i tidens løb.

Der var ikke mere trafik på vejen, end at man kunne drive køerne på vejen. Meningen med forlægningen har været at skaffe større trafiksikkerhed, det var også rigtigt i de første år, men da trafikken i halvtredserne og tresserne blev større, er der alligevel sket mange uheld i krydset, også nogle med dødelig udgang.

Alle jorderne på begge sider af Møllevejen tilhørte familien Pedersen, som ejede både Bækgården, Borum Byvej 10, og Borum Byvej 12.

Lige over krydset er der en mindre græsmark, hvor der tit gik nogle følhopper med deres føl eller plage, det var noget, mange dengang kunne nyde synet af.

Til venstre tæt på krydset var bygget et stemmeværk, som blev brugt i det tidlige forår, hvor der blev sat brædder for, så vandet kunne ledes ud på marken ad nogle kanaler som var gravet. På den måde kunne noget af marken vandes ved overrisling, og græsset kom derfor tidligt i gang, så der tidligt kunne slås lidt frisk græs, som var en god hjælp for en syg ko eller kalv. Dyrene fik dengang ikke de vitaminer som nu, fordi fodringen var mere ensidig, og sidst på vinteren var hø og ensilage brugt op.

Storkesig Bæk

Vi fortsætter hen, hvor Storkesig Bæk løber under Møllevejen. Vi kan se, hvordan Storkesig Bæk snor sig gennem engen på de laveste steder. Det er fantastisk at se, hvor stejl jorderne er på begge sider af bækken, så det er et meget bakket terræn på så forholdsvis et lille areal. Hvis man ser mod nord, får man øje på et lille idyllisk bindingsværkshus lige midt på marken.
Her var i øvrigt en rigtig god kælkebakke fra vejen til Møllegård til bækken.

Disse arealer kunne man godt ønske blev bevaret, som de var dengang med græsmarker, det vil været synd hvis udviklingen i landbruget gør at disse arealer gør at det bliver urentabelt at benytte dem, så de enten bliver brak eller plantet til med træer eller andet vildnis.

Lige forbi hvor Storkesig Bæk løber under vejen går der en vej op til mit barndomshjem, Møllegården, som ligger ret højt ca. 300 meter fra Møllevejen. Vejen blev også brugt som markvej til jorderne, hvor der blev bygget en ny ejendom, som vi vender tilbage til senere. På disse jorder ved siden af vejen var der en gammel lergrav. Det var et stort hul, som var udgravet ind i bakken, om det er ler eller mergel, der er udgravet, vides ikke med bestemthed, men da ejeren af gården, Palle Hansen, i 1800-tallet byggede og drev et teglværk, er det nærliggende at antage, at det er ler, der er gravet her til produktion af mursten. Det vides heller ikke, hvor teglværket har ligget. Graven er nu jævnet, men det vender vi tilbage til senere.

Straks hvor Storkesig Bæk er kommet fri af Møllevejen, løber Storkesig Bæk og bækken fra mosen sammen, hvilket til tider kan give nogle sjove cirkler i vandet afhængig af strømforholdene.

Lidt senere på vestre side kommer vi til en bro, som blev bygget i forbindelse med vejarbejdet, den blev altid i folkemunde kaldet Pie’s bro efter Peder Pedersen, som ejede gården dengang, og da han var amtsrådsmedlem, kunne han bedre få sine ønsker opfyldt. Folk syntes, det var et for stort bygningsværk i forhold til den brug, der var for broen som adgang til de arealer, som der nemt kunne skaffes adgang til fra hans andre marker.

Lige ved broen slår bækken et brat sving mod syd og løber meget tæt på den høje skrænt, der egentlig er et interessant landskab med nogle vildtvoksende tjørnebuske. Når der gik en flok kvier på de vedvarende græsarealer, var det et syn, mange glædede sig over, særlig hvis de kom helt hen til hegnet, når man gik forbi, det er også et areal som gerne må bevares.

Vi fortsætter lidt længere ned ad vejen. Bækken er nu igen helt ovre ved Møllevejen, og her er igen bygget et stemmeværk, som fungerer på samme måde som tidligere beskrevet, blot er der gravet nogle rør ned, som kan lede vandet hen på marken uden de dybe render. Efter stemmeværket er der et ret stort fald på bækken over mod skrænten, som er meget stejl. Denne skrænt er blevet beplantet i 1916, da Peder Pedersen overtog gården. Hele skrænten er bevokset med træer til den egentlige skov. Der er eng mellem bækken og Møllevejen.

På modsat side af vejen ved stemmeværket udløber dræn fra markerne og den lavning, som er i markerne nordpå. Det udløb blev brugt som vandingssted for kreaturer om sommeren når de gik på græs på marken, men da jorden var meget xxx i den trekant indtil den nordlige skrænt, blev jorden tit trådt op af kreaturerne, når de gik til vanding. På skrænten var der et stykke, som ikke kunne dyrkes eller gå dyr på, da det var overgroet med vilde buske og enkelte selvsåede træer.

Når man kommer rundt om dette, kommer man til et stykke, hvor der er et lille fladt areal ind mod en stor skrænt, som nok er 10-12 meter høj. Det er stadig på højre side af vejen. På selve toppen er der en lille skov af selvsåede træer. Midt i denne er skellet mellen Bækgården og Vandmøllens jorder. Hvis man går op mod nord langs denne lille skov kommer man op til en interessant kløft, som er ret dyb og kun 5 meter bred, den blev brugt som vandingssted for Møllegårdens kreaturer, da der er udløb fra nogle dræn her fra et stort opland, så der var vand hele sommeren også i tørre år. Der er nok ikke ret mange, der ved, den er der, da den ligger så afsides. Det er en kløft, som er dannet af smeltevandet, da istiden var slut. Ellers havde der været en stor sø på markerne ovenfor.

Den nye og den gamle møllevej

Nu kommer vandmøllens jorder, som er meget bakkede, blot engen syd for vejen er flad. På det nordlige areal er der på midten igen en lille skov på det højeste sted, resten af jorden drives som almindelig agerbrug, blot skal man have stærke heste for at bearbejde jorden, da det er så bakket, og man skal også køre efter hældningerne for ikke at vælte med læs.

Vi kommer nu ned til den egentlige skov på venstre side af Møllevejen. Den hedder ”Ballehauge”eller Ballehave, som det blev udtalt.

Det er en gammel skov, hvor flere gårde havde en mindre skovpart, Matr nr 19 Bækgården, Matr nr 9 Stillingvej 224, Matr nr 10 Stillingvej 222, Matr nr 10 Bysvinget 1, Matr nr 5 Borum Byvej 12, Matr nr 15 Borumtoften 2.

I den østlige ende af skoven skal man lægge mærke til den gamle bro (stenkiste) over bækken. Det er den gamle vej, som gik fra Borum til Herskind. Den udgik fra Randers-Skanderborg-landevejen ca. der, hvor præstegården er bygget. Vejen gik over markerne og ned gennem skoven til denne bro.

Her skete 11. juni 1879 en dødsulykke, som rystede folk så meget, at det blev besluttet at få lavet en ny vej, hvor den går nu. Et notat fra Børge Pedersen om Sognerådets beslutninger viser, at vejen er omlagt 1881. Ved ulykken blev mølleejer Jens Andersen, 63 år, dræbt.

Vandmøllen

Vi kommer helt ned til Borum Vandmølle. Det er en rigtig gammel mølle, den har ligget der i hvert fald siden 1427.

1581 registrerer Skanderborg Len Hans Persen i Borum Mølle, derefter forskellige ejere til 1732, hvor Grev Friis som har part i møllen køber de andre ud og overtager møllen.
Forskellige fæstere til 1885, derefter forskellige ejere.
1866 brænder møllehuset, der opføres et nyt af gule mursten
1981 brænder stuehuset, et nyt opføres i samme stil som det gamle med både bindingsværk og stråtag

I 1683 driver møllen et stykke jord som tilhører Aarhus Domkirke.
1940 ejes den af Carl C. Petersen, som drev den som almindeligt landbrug og kun under krigen lidt mølleri, fordi det i den periode var svært for landmændene selv at male deres korn, da elværket havde problemer med at levere strøm nok.

Møllen bestod af et langt bindingsværk stuehus, som beboedes af familien Petersen i den sydlige ende, i den nordlige ende var indrettet en lejlighed, som blev udlejet, først til en mand ved navn Kragh, som drev et mindre savværk i møllebygningen. Da han rejste, kom Anna og Johannes Nielsen, som boede der, til de købte huset Borum Møllevej 5, så kom Anine og Valdemar Rasmussen, som blev kendt som torvehandlere på torvet i Århus.
Endvidere var der en staldbygning i gule mursten, som blev brugt til heste-, ko og svinestald. Mod øst lå en gammel bindingsværk bygning, som blev brugt som lade, men den styrtede sammen under snetryk en gang først i halvtredserne og blev ikke genopført.
Mod nord lå den mest interessante bygning i gule mursten, det var en meget høj bygning, den var i tre etager og der er meget højt til loftet. Det var den bygning, som blev brugt til møllevirksomhed, dengang møllen havde sin storhedstid. I den vestlige ende løb vandet fra mølledammen ind til først et møllehjul. I 1683 ses at møllen har to overfaldshjul, som driver hver sin kværn.

Disse blev siden erstattet med en turbine, som trak et mindre elektricitetsværk, som kunne levere strøm til lys og trække de store kværne. Vandet løb fra turbinen i en dyb rende mellem stuehus og staldbygning og ud i bækken ved skoven.

På muren ud til vejen er der noget interessant. Her har mange skrevet deres navn og dato på en mursten, så det er et studium værd at læse det.

Mølledammen og stemmeværket

Mølledammen i Borum er et af de elskede motiver, som arkivet har i virkelig mange udgaver. Her som et maleri, hvor gavlen af stuehuset spejler sig i den højtliggende vandoverflade.

Mølledammen i Borum er et af de elskede motiver, som arkivet har i virkelig mange udgaver. Her som et maleri, hvor gavlen af stuehuset spejler sig i den højtliggende vandoverflade.

Nord for vejen lå den store mølledam. Det er et stort savn, at den efterhånden er mudret til og senere jævnet og tilplantet. Det var sjovt at betragte det svanepar, som sejlede rundt på dammen med gæslinger samt ænder og andre fugle, som altid var der, det kunne man få megen tid til at gå med at betragte.

Mellem Mølledammen og skoven løb den større Borum Møllebæk fra Lading. Lige før Møllevejen var bygget et større sluseanlæg. Der er så stort fald på vandet, at der var bygget trapper, som vandet løb ned af, det blev kaldet vandfaldet. Det var interessant at se, hvordan vandet brusede ned af trapperne og fortsatte gennem møllens have mod syd og gennem skoven til Lyngbygård Å. Grunden til dette bygningsværk var at få vandet så højt, at det kunne drive møllehjulene som skal have været meget store.

Da stemmeværket var der, udnyttede en ejer i trediverne det til at anlægge et større ørreddambrug gennem et stort røranlæg.

Vest for møllens have lå en toft, som for mange står som et kært minde for de sommerfester, som hvert år blev afholdt der med ringridning, gymnastikopvisning, håndbold- og fodboldkampe og andre fornøjelser. Det var et arrangement, hvor næsten alle byens borgere deltog, så der var rigtig mange dernede. Efter krigen holdt disse fester desværre op, da der kom en vis affolkning af unge mennesker, hvorfor gymnastik- og idrætsforening delvis indstillede sin virksomhed og da der (første gang) blev oprettet træningsbaner på Langelinie 62, kom det til at foregå der, men i meget mindre målestok.

Når man kommer forbi møllen, kan man vælge til hvilken side man vil gå ind i skoven.
Den sydlige del var ikke så fremkommelig, men der var dejlig fredeligt.

Den nordlige del, som hedder Gydeløkke, tilhørte Andreas Nielsen, Langelinie 39, og senere Dyrlæge A. P. Rasmussen, Langelinie 69, og var meget velholdt med skovvejene slåede og i Andreas Nielsens tid afgræsset af hans hest og ko.

Hvis man gik i Gydeløkke-skoven, var der mulighed for at komme over bækken. Der har tidligere været en træbro over bækken, men den var ikke blevet vedligeholdt, hvorfor den var rådnet væk, kun stod der nogle enkelte pæle ude i vandet endnu. I stedet lå der en stor træstamme tværs over vandet, den kunne man balancere over på med forsigtighed.

Så kom man over i en skov, hvor bækken snoede sig mellem træerne det er tur som skal opleves for at forstå, hvor skønt der var her.

Denne skov bærer præg af at den er den sidste skov, som Frijsenborg har afstået, og de senere ejere har værnet om de flotte bøgetræer, som der var, og ikke hugget ned med hård hånd, når der var mulighed for at tjene penge.

Der var også mulighed for at fange en fisk. Det var bare noget, man gjorde dengang, der var ingen fiskekort eller fiskeudlejning, man skulle bare opføre sig ordentlig, så var der ingen der sagde noget til det.

Når man var kommet så langt ind i skoven, var der flere som gik ad Møllegårdens markvej tilbage, den er ca. 1 km lang. Her kunne man følge landbrugets udvikling gennem årstiderne i et helt andet område, som dog ikke lå ret langt fra Møllevejen.

Jeg har valgt at beskrive det ejendommelige areal og den natur, som var omkring Møllevejen.
De store skrænter er et resultat af istiden for 10.000 år siden, hvor der blev dannet tunneldale under gletsjerne af smeltevandstrømmene, der løb under isen, og som gravede sig ned i gletsjernes underlag. Det er mærkelig at gå her og tænke på, hvad der er dannet for så lang tid siden og som stadig kan ses, derfor synes jeg også at det er værd at værne om sådan et terræn.

Byggeri langs Møllevejen

Indtil 1940 var der slet ingen bebyggelse langs Møllevejen, kun var der vejen op til Møllevejen og så den idylliske Borum Vandmølle.

Jeg vil nu beskrive den udvikling som skete, da der blev bygget boliger på nogle arealer langs vejen.

I efteråret 1942 overtager André Pedersen sin moders gård, Borum Byvej 12, og sælger Bækgården, Borum Byvej 10, til Erik Nissen, som straks går i gang med at flytte stald og ladebygninger ud på sine arealer og opføre en ny ejendom. Erik Nissen kaldte sin ejendom på Borum Møllevej 27 “Møllevang”.

I årene 1945 til 1955 blev bygget 11 huse på nogle arealer, som ikke var anvendelige til landbrug. De var derfor billige at erhverve, og da de ikke var nogle regler for at bygge, gik man bare i gang med at bygge et lille hus, og da der var kommet byggeblokke i stedet for mursten, kunne de fleste med lidt snilde selv bygge murene op, hvorfor der kom nogle billige huse. Selv om de måske ikke var så smukke som de traditionelle huse, man var vant til på den tid, fik man sit eget hjem.

Mange var kede af at der blev bygget disse huse, de følte sig iagttaget fra vinduerne, det var måske ikke rigtigt, men alene følesen er nok, og når snakken gik om, hvem der gik tur med hvem, kan man godt forstå det. Når der så ikke alle steder var så ryddeligt, men som haverne voksede til og husene ombygget, blev bedre så nu kan man godt gå tur og nyde det.

Amtsveje med vandalisme

Der havde gennem mange år været planer om at bygge en landevej fra Mundelstrup til Sorring. Den var laver i flere etaper fra Herskind til Sorring og blev lavet fra Viborgvej i Mundelstrup til Borum skel. Man manglede nu kun stykket i Borum, som man ikke havde planlagt hvor skulle gå.

Der var planer om, at vejen skulle gå nord om Borum, men ved jordbundsundersøgelser måtte man droppe denne linjeføring.

Da der kun manglede det stykke i Borum, blev det besluttet, at Langelinie og Møllevejen midlertidig skulle gøres til amtsvej. Det gav en forøgelse af trafikken både gennem byen og på Møllevejen, det fremmede i hvert fald ikke idyllen.

Men i 1976 skete dog den største vandalisme på det smukke og særprægede område. Nu havde amtet fundet en løsning på hvordan vejene skulle gå uden om Borum.

Landevejen Mundelstrup-Sorring skulle gå syd for Borum, og Stillingvej flyttes længere mod vest. Dette medførte, at der skulle nedrives to huse, Møllevej 21 og 23, og her blev bygget en bro over Møllevejen og Stillingvej ført over på en høj dæmning, det var lige som der blev et skel midt i ådalen.

Men det blev værre, da den nye vej syd om byen skulle over Møllevejen lige vest for Møllevej 5. Her blev bygget en dæmning over ådalen, og da man ikke ville bygge en tunnel, så der stadig var trafik til møllen og Mølleskoven, blev Møllevejen blind til nr 5, hvor der blev lavet en lille vendeplads. Dog blev der lavet en lille tunnel helt oppe på toppen af dæmningen som gennemgang for cykler og gående. Den var dog så bred, at en personbil kunne komme igennem, da man var så venlig at glemme at sætte de chikaner op, der skulle være midt i tunnelen. Det gik helt fint, indtil en beboer forlangte at få dem sat op, så var det slut med at køre ned til møllen.

Nu er den del af arealet mellem broen og dæmningen ligesom en gryde med de høje skrænter, så beboerne må føle sig noget indeklemt og uden for fællesskabet med byen. Men helt galt er det dog for dem vest for dæmningen, Møllevej 1 og 3 samt Vandmøllen. Deres adgang sker nu fra Herskind, så de må slet ikke føle sig tilknyttet til Borum.

Nutidens ændringer

I 1972 overtog De Forenede Teglværker vandmøllen og åbnede en lergrav ved at grave ind i bakken nord for Møllevej 1. Det er enormt mange læs ler, som blev kørt til Tilst Teglværk. Nu var det slut med at benytte bakken til skiløb, den var ellers perfekt til det.

Bygningerne og jorden blev udlejet til hønseriejer Carl Jensen, Herskind, som havde sine gæs og ænder til at gå der. Det gav en fæl lugt.

I 1980 overtog læge Thuesen bygningerne og jorden omkring. Straks efter overtagelsen nedbrændte det gamle stuehus totalt, men genopførtes i samme stil med bindingsværk og stråtag.

Nu er arealet vest for dæmningen og til møllebækken og til Borumvej i nord plantet til, så det en gang bliver til skov, det er godt nok, når det ikke kan være anderledes. Ligeledes er det gamle stemmeværk blevet fjernet, og møllebækken forsynet med stryg for at skabe bedre forhold for fisk og padder i forbindelse med et naturgenoprettelses-projekt i Århus Amt. Her kunne det have rart hvis man også havde fået genoprettet Mølledammen, det må have været muligt, hvis der havde været vilje til det.

Det er mit ønske, at fremtidige beboere omkring Møllevejen vil værne om det særprægede areal, så det kan blive et sted, hvor mange kan nyde den natur, som er i området.

Gydeløkke

Opført på nutidigt kort 1:25.000 fra Kort- og Matrikelstyrelsen for en del af Borum Skov, nemlig bønderskoven nord for gl. Langelinie. Navnets oprindelse er ukendt i Borum. Anders Bjerrum, København 1964, antager, at forleddet er kvindenavnet Gytha og angiver første optegnelse som i 1319 Gydhælykki. Navnet betyder i så fald Gythas indelukke. Navnet menes i dag helt ubrugt. Stednavnet ligger i Herskind, Skivholme Sogn, men heller ikke her bruges det i dag.

Blakhøjvej

BlakhojvejBlakhojvej-2Vejnavnet stammer fra 1977. Vejen udgjorde indtil da en del af Langelinie, og inde i Borum By mente man med betegnelsen “ude på Langelinie” netop rækken af husmandssteder ved Blakhøjvej. Efter at der blev anlagt omfartsvej (Borumvej), og Langelinie blev delt i to stykker, valgtes navnet Blakhøjvej til den østlige del af Langelinie. Det er opkaldt efter to gravhøje lige syd for vejen. “Blakhøjene”, som de kaldes i en videnskabelig artikel i 1993, blev udgravet i 1890 af det daværende Aarhus Museums historiske afdeling.

Borumvej

Navnet kan forekomme selvforklarende. Men ind til 1977 lå Borumvej dog kun i Fårup Sogn. Efter udretning og ombygning af den tidligere Langelinie og ny omfartsvej syd om Borum lod man vejnavnet fortsætte ikke blot til, men forbi, Borum frem til kommunegrænsen til Galten (nu Skanderborg Kommune).
Herfra genoptages navnet Langelinie.

Løkkediget

Lokkediget

Løkkediget er i dag navn på en lille vej i Borum. Men selve diget lå tidligere et lidt andet sted.

Oprindelig betegnelse for et dige, der indhegnede tofterne i Borum mod syd.

Der lå tidligere adskillige gårde side langs den sydlige side af Langelinie. Toft og mark blev på en del af strækningen mellem Lyngbyvejen og præstegårdslodden adskilt af Løkkediget. Diget blev i praksis fjernet ved anlæg af omfartsvej syd om Borum i 1975-1977.

Navnet er fra 1997 vendt tilbage som officielt vejnavn til en ny stikvej fra Langelinie ved nr. 52 i forbindelse med flere nybyggerier. Vejnavnet blev dengang foreslået af Vagn Jørgensen, Løkkediget 3, efter at det gamle Løkkediget var forsvundet.

“Løkker” kan ortografisk enten betyde en løkke, indhegning, eller evt. et område præget af huller (løkker, tysk: Löcher). Betydningen her er sikkert den første.

Der er derimod ikke tale om en løkke som i en galge (vejen Løkkediget er bestemt ikke, som en teori kunne høres i 2008, vejen op til galgebakken).

Udenforstående vil ofte skrive navnet som “Lykkediget”. Lige så forkert.