Tørv skal der til – mange tørv

Arkivet har enkelte billeder fra tørvegravningens storhedstid i Borum Stormose, men de er desværre af dårlig teknisk kvalitet. Dette er et af de bedste.

Arkivet har enkelte billeder fra tørvegravningens storhedstid i Borum Stormose, men de er desværre af dårlig teknisk kvalitet. Dette er et af de bedste.

Indtil omkring 1950 var tørv fra moserne et vigtigt brændsel til opvarmning og madlavning. Ved udskiftningen af Borum Sogn i 1796 sørgede man da også nøje for, at hver gård fortsat fik en aflang lod af Stormosen og Døvmosen bag Vind Skov og en liggeplads, hvor tørvene kunne tørre.

Gradvist blev arbejdet mere og mere systematisk. Et dokument fra 1897 fortæller, at ejerne i fællesskab optog et lån i Borum Lyngby Sognes Spare- og Laanekasse til udpumpning af vandet. Uden at sænke vandstanden kunne man jo kun grave de allerøverste tørvelag op og var afhængig af en tør sommer, så pumpeværket må have været et stort fremskridt.

Siden specialiserede nogle husmænd sig i tørv og købte andres lodder op. Det gjaldt blandt andre Jens Sørensen, ”Skovblink” (Blakhøjvej 3).

På billedet er vi i 1938 eller 1939. Marinus Jauert og Magnus Kragh, begge Tingvad, læsser en fladvogn. En petroleumsmotor trak vognen hen ad sporet til et ælteværk, hvorefter tørvedyndet blev hældt i forme og siden tørret af solen. Samme motor blev brugt til en snegl eller pumpe, der lænsede graven om natten.

Under Besættelsen 1940-45 og i nogle få år derefter blev tørvegravningen en hel industri, fordi Danmark manglede energi. Der kom af gode grunde ingen kul fra England og efterhånden heller ikke mange sydfra, og selv kraftværker gik efterhånden over til at fyre med tørv fra moserne.

Der blev tjent store penge. Både på det hårde arbejde, men måske mest af dem, der købte tørvene op og solgte dem videre om vinteren.

Til sidst fremstod Borum Stormose som en sø. Sådan kender vi den i dag.

I skovens dybe, stille ro

Hvor det beskedne skovfogedhus puttede sig i Vind Skov, ligger i dag en rigmandsfamilies eksklusive sommerhus.

Hvor det beskedne skovfogedhus puttede sig i Vind Skov, ligger i dag et eksklusivt fritidshus.

Dybt inde i Vind Skov lå denne bygning så sent som 2004. Forladt, med røde skodder for vinduerne og så godt som glemt. Billedet er taget 23. marts 2003.
Meget få kommer her forbi, selv om den østligste gård i Borum, Overskovlund med adressen Viborgvej 717C, faktisk også ligger herude. I sandhed et naturområde.
I 2004 skete der dog pludselig en masse, der brød den stille idyl. Huset blev revet ned og en del af skoven ned mod Stormosen fjernet. Grænsehandels-familien Fleggaard købte skoven for 4,4 mio. kr. og fik tilladelse til at bygge et større sommerhus som ”ombygning” af den forladte spejder- og jagthytte.
Historien om huset ude i skovens dybe, stille ro går langt tilbage, for her boede Frijsenborgs lokale skovfoged. Han havde også ”en del agerland og engbund” og nævnes allerede i protokollen om udskiftningen af jorden i Borum Sogn i 1796, men skovfogeden boede indtil branden i 1861 formentlig i Bysvinget, hvorfra skovvejen udgik.
I arkivet har vi en brandforsikringsprotokol fra 1869, der meget præcist beskriver to nybygninger i skoven – hus og stald. Huset af et så moderne materiale som cement.
Det er ikke noget nyt, at rigmænd boltrer sig i Vind Skov. Da bønderne i midten af 1800-tallet overtog deres egne gårde, forblev skoven samlet under grev Krag Juul Wind(!) Frijs. Senere ejere: Baron Juul Rysensteen, Mundelstrupgård. Udstykningsforening 1907. Mikkel Thomsen, Borum Østergård 1918. Søren Loft m.fl. 1941. S. A. Fangel, Aarhus Emballagefabrik 1948. Frijsenborg-Wedellsborg (igen) 1985. Og nu altså Fleggaard.

Når kæmperne slog huller i jorden

Sagn og myter om Borum Eshøj og omegn

Af Peter Poulsen

Den oprindelige størrelse af Borum Eshøj - her rekonstrueret grafisk af Moesgård Museum.

Den oprindelige størrelse af Borum Eshøj – her rekonstrueret grafisk af Moesgård Museum.

Er det virkelig sandt, at en kæmpe engang boede på Borum Eshøj og dukkede sig for en flyvende hammer, så hammeren slog det hul, hvor Lading Sø nu ligger? Ja, selvfølgelig! Den historie kender hvert barn i Borum og omegn.

Så det må uden tvivl være rigtigt…

Men har du også hørt om kæmpen i Borum, der slog hullet til Geding Sø? Eller om hvordan der kom syv bøgetræer i Vind Skov? Eller om kæmpestenen i Storring?

Kedeligt eller spændende

Masser af spændende teorier forklarer, hvordan landskabet i egnen omkring Borum-Lyngby har fået sin form.

Nåja, og så er der selvfølgelig også den kedelige om istiden, morænebakkerne og smeltevandet. Altså den der passer.

Her giver vi ordet til August F. Schmidt, Brabrand, der i 1960 udgav “Fra Aarhusegnens gamle landsbyer”. Han bygger heri rigt videre på folkemindeforskeren Evald Tang Kristensen, der i årene omkring 1900 udgav adskillige bind om sagn og fortællinger.

Vi gengiver her Schmidt med hans egen stavning og tegnsætning.

Sagn om store Sten

August F. Schmidt, professionel folkemindesamler og lokalhistoriker.

August F. Schmidt, professionel folkemindesamler og lokalhistoriker.

“Det var nærliggende for et Bondefolk som det danske at spekulere over, hvorledes alle de store Sten var kommet til at ligge spredt om i Landskabet og ved Kysterne. Nu véd vi, at Kæmpestenene i Istiden for 15-20.000 Aar siden blev ført til Danmark med Isen fra Sverrig og Norge, men herom kunde gamle Tiders Mennesker ikke have nogen Kundskab. Derfor gav de en Forklaring, der havde sin Forudsætning i den Forestillingsverden, de levede i og ansaa for rigtig.
De tænkte sig, at de store Sten var kastet til deres Pladser af Kæmper og Trolde med uhyre Kræfter. Denne Anskuelse har været husket ned gennem Tiderne, saa man i vore Dage har kunnet optegne Sagn herom i alle Egne af Danmark.
Ogsaa ved Hjælp af andre Sagn har man søgt at forklare nogle særegne Stens Tilstedeværelse. Dette ser vi i Sagnet om “Sandemændene” (antagelig nogle Bautasten) i Harlev Sogn. Sagnet om denne Stengruppe er meddelt i Kapitlet: “Mensvoren Jord”.
Kæmpen tømte sin træsko

Fra gammel Tid har Sagnene trukket deres Spind om den vældige Borum Æshøj (Borum S., Framlev H.), hvori der Aar 1875 blev gjort betydningsfulde Oldtidsfund. Et Sagn fortæller, at Højen var dannet af en Kæmpe, der fik Højen opdynget af den Jord, der fandtes i hans Træsko.
En kæmpe, der boede i Højen, slog med Kølle efter en Kollega i Hasle Høj. Han slog fejl og slog derved det Hul, der frembragte Brabrand Sø. Da han slog om, fremkom Gjeding Sø.
Den anden Kæmpe kastede i sin Styrke for langt, hans Kølle fór over Borum Æshøj, skilte den ad med Skaftet af sin Kølle, der fløj længere vestpaa og slog den Fordybning, som nu er Lading Sø.
En anden Sagnoptegnelse meddeler, at Bjærgmanden i en Høj ved Hasle blev budt til Barsel hos Bjærgmanden i Borum Æshøj, hvor han skulde være Fadder. Da imidlertid hans Kone blev syg, kunde han ikke komme. For dog ikke at undlade at give Faddergaven, en Guldhammer, gik han op paa en Høj for at smide den af Skaftet, og den fløj mere til Nordvest og faldt i en Lavning ved Mundelstrup og frembragte derved Gjeding Sø, men Skaftet kom godt nok til Borum Æshøj uden dog at efterlade sig noget Spor.

De syv bøgetræer
Der var en Bjærgmand i Hasle Høj, og der var én i Borum Æshøj. Han i Hasle Høj havde en Kølle, de kaldte en Stridskølle, og Skaftet paa den var kilet med Bøg. Saa kom de i Træde (op at skændes, pp), og ham med Køllen vilde slaa den anden ihjel. Han kylte den ogsaa efter Højen, men den faldt i en Mose Nordøst for Borum. Det var lige i Kanten af Mosen ved Vind Skov, og idet den faldt, gav det saadant et Stød, at Kilerne sprang af, og saa sprang der syv Bøge op fra dem.
Der er ikke flere Bøge i den Skov end de syv. Der var alligevel saadan Kraft fra Stridskøllen, at den straks sprang op igen, og saa blev den ved at flyve videre. Endelige slog den det Hul, som kaldeds Lading Sø, og der ligger Køllen endnu, det gælder blot om, at den kan findes.
Vi har her en særlig Form af et Kæmpesagn. Vind Skov, der nævnes i Optegnelsen, findes Nordøst for Borum.

Trolden i Skivholme
Lærer N. Ø. Lassen, Gjeding, fortæller i Historisk Aarbog for Aarhus Stift 1909, 110, at der boede en Trold under Trolleborg (Skivholme Skov). Han kom i Strid med Trolden i Borum Æshøj, og i sin Vrede kastede Æshøj-Trolden en mægtig Hammer over mod Trolleborg, men Hammeren gik af Skaftet, og det slog det lange Hul, hvori Skivholme By nu ligger. Hammerhovedet naaede lige forbi Trolleborg og slog det dybe Hul, hvor Lading Sø nu findes.

Godkendt af myndighederne
Et andet Sagn beretter, at i Borum Æshøj laa Kæmpen Boris begravet. En Kæmpe herfra vilde slaa Spiret af Store-Ring Kirke ned med en Sten, men den faldt paa Skovby Mark. Dette Sagn henholdt Borum-Lyngby Sogneforstanderskab sig til i en Udtalelse af 4. Oktbr. 1853, som det blev afæsket vedrørende Borum Æshøj. Heri nævnes, at Prins Buris skal være begravet i Æshøj. Denne Prins levede som bekendt paa Valdemar den Stores Tid. 
Som man kan se, har Almuen (det var nu præsten, pp) førhen anstillet visse Betragtninger vedrørende den store Oldtidshøj med det kostelige Indhold. Fra dens Top har man antagelig kunnet se de fleste af de Lokaliteter (Søer, Høje, Kirker), der omtales i Sagnene.

Flere kæmpestenkast
En Sten paa Rammel Aas (Stjær Sogn, Framlev Herred) er kastet efter Mjesing Kirketaarn af den Kæmpe, der byggede Storring Kirke. I Stenen er Mærke af fem Fingre. Nu er den ”kommen væk, der var flere Hundrede Læs i den, … a har set Stenen flere Gange. Det maa have været en Mand, der havde Kræfter,” fortalte E. Tang Kristensens Meddeler, Niels Pedersen, Stjær. En Sten Sydøst for Kolt Kirke er kastet efter Spiret paa denne Kirke fra Borum Æshøj.
Der var mange Læs i Stenen, der blev sprængt 1879. En anden Optegnelse fortæller, at Stenen er kastet efter Kirken af en Trold ved Odder. Han slyngede Stenen i sit Strømpebaand. Stenen er for længst slaaet i Stykker og brugt til Bygningsmateriale. En Sten paa Skovby Mark (Framlev H.) er kastet efter Spiret paa Storring Kirke af en Kæmpe, der stod paa Borum Æshøj og prøvede Kræfter med en anden Kæmpe, der kastede Sten efter Koldt Kirke.
Som man vil have set i Kæmpekastsagnene, indeholder disse ogsaa primitive Forklaringer paa, hvorledes Aarhusegnenes Søer er fremstaaet. De vældige Stens Fald mod Jorden har skabt de Fordybninger, der blev til Søerne ved Brabrand, Gjeding og Lading. (…)

I udsigten fra Jelshøj ved Holme
En Sten ( Borum S., Framlev H.) mellem Borum Æshøj og Lyngballegaard har Svend Felding kunnet løfte op i stive Arme, da han fik en Styrkedrik af en Bjærgmandspige.
(…)
I en Optegnelse fra 1854 ved M. V. Fausbøll meddeles, at Bønder i Holme paa Spørgsmaal om, hvad de ved om Jelshøjene i Holme Sogn, fortæller, at der ligger tre Konger begravede under den største af Jelshøjene, og at den gamle Degn i Maarslet, ”som nu er død, skal have haft en Bog, hvori han kunde læse om dem”. Bogen, hvori han læste om Jelshøj, er maaske Thiele 1819, II, S. 64, eller Thiele 1843, II, S. 228 ff, heri er et Svend Felding Sagn om Kamp mellem Bjærgtrolden i Jelshøj og ham i Borum Æshøj.
Fra Jelshøj er en usædvanlig stor og skøn Udsigt over hele Aarhusegnen. I Thieles ovennævnte Sagnværk (2. Udgave, 1843) findes bl.a. følgende om Svend Felding:

Kæmpen Svend Felding
Han var en drabelig Kæmpe, barnefødt i Falling, Hads Herred. I lang Tid tjente han paa Gaarden Aakær ved Falling, og saasom Vejen var usikker formedelst Trolde og underjordiske, hvilke havde Fjendskab med alt Kristenfolk, saa paatog han sig at være Brevdrager.
Som han engang gik på Vejen, kom Trolden fra Jelshøj paa Holme Mark til ham og begærede, at han skulde staa ham bi i en Kamp med Bjærgtrolden fra Borum Æshøj. Dertil erklærede Svend Felding sig villig og mente sig dertil stærk og dygtig nok. Og for at forsøge hans Kræfter, rakte Trolden ham en vældig Jernstang, at han dermed skulde vise sin Styrke. Men han mægtede ikke at løfte den, ihvor stærk han end var. Trolden rakte ham da et Horn, sigende, at han skulde drikke deraf. Og da han havde drukket lidet, kunde han løfte Stangen, og da han atter havde drukket, var det ham end lettere, men da han havde udtømt Hornet, mægtede han at svinge Stangen, og fik han da af Trolden at vide, at han nu havde 12 Mænds Styrke. Da lavede han sig til at gaa i Strid med den saakaldte ”Bjærgmands Trold”, og blev det ham da sagt, at han paa Vejen skulde møde en rød og en sort Tyr, af hvilke han skulde angribe den sorte og af al Magt drive den fra den røde Tyr. Dette gjorde han, som det var ham sagt, og erfoer han da, efterat Arbejdet var vel bestaaet, at den sorte Tyr var Trolden fra Borum Æshøj, den røde derimod selve Trolden fra Jels Høj, af hvem han da til Tak og Belønning fik til fremdeles Brug de tolv Mænds Styrke, dog med den Betingelse, at om han nogensinde aabenbarede for noget, hvorlunde havde faaet slige Kræfter, da skulde han til Straf ogsaa faa Madlyst for tolv.

Ellepigens drikkehorn
Andre fortæller, at Svend Felding tjente som Smaadreng paa Sjelle Skovgaard (Sjelle S., Framlev H.), og at det engang hændte sig, da han i Ærinde skulde ride til Ristrup, at det blev Aften, inden han naaede hjem igen. Da han kom forbi Borum Æshøj, blev han Ellepigerne vaer, de dansede uafladelig rundt om Hesten. En af disse Piger gik da hen til ham, rakte ham et prægtigt Drikkehorn og befalede ham at drikke. Svend tog vel imod Hornet, men saasom han havde liden Tro til, hvad der var i, slog han det bagud over sig, saa det faldt paa Hestens Bag og tog Haarene bort. Men han holdt Hornet fast i Haanden, gav Hesten af Sporen og red skyndeligt derfra. Da fulgte Ellepigen efter, indtil han var kommen til Trigebrands Mølle, og red han da der over rindende Vand, over hvilket Ellefolket ikke kan følge: Derfor bad Ellepigen indstændigt Svend Felding, at han skulde give hende Hornet tilbage, lovende ham til Belønning tolv Mænds Styrke, og paa dette Tilsagn gav han hende Hornet og fik, hvad hun havde lovet ham. Men han kom derved helt ofte i Forlegenhed, efterdi han tillige havde faaet Madlyst for tolv. Da han samme Dags Aften var kommen hjem, skulde Folkene just have deres Juleøl. Og efterdi de vilde have Svend til Bedste, sendte de ham ned at hente Øllet, sigende: ”Svend! gaa du og hent os vort Øl, saa drikke vi ikke mere i Jule

Evald Tang Kristensen, Danmarks mest ihærdige folkemindesamler, vandrede Jylland tyndt med udgangspunkt i Hadsten.

Evald Tang Kristensen, Danmarks mest ihærdige folkemindesamler, vandrede Jylland tyndt med udgangspunkt i Hadsten.

n.” Svend tav og gik, men kom saa tilbage med en Tønde i hver Haand og en under hver Arm.

Øllebrød i litervis

I et Sagn hos Evald Tang Kristensen fortælles det, at Svend Felding tjente paa Lyngballegaard. Han fik af den forfølgende Bjærgkvinde fra Borum Æshøj ti Karles Styrke som Betaling for at levere Guldbægeret tilbage til hende. Paa Lyngballegaard havde de en stor Dovregryde til ham, den blev kaldt Svend Feldings Dovregryde. “Den blev der i mange Aar, men da Gaarden brændte, kom den nok hen”. Paa Sjelle Skovgaard, det nuværende Vedelslund, skulde man o. 1760 have “Svend Feldings Øllebrødspotte”, den holdt en Fjerdings (1 fjerdingkar = 4,35 liter, pp) Maal?.

20.12.2008
Peter Poulsen

Lodsejervejen

Vindhoj

Lodsejervejen udgik fra Bysvinget og gik tværs over det åbne areal, der i dag er mark tilhørende Borum Østergård.

En af flere betegnelser for en meget gammel vej, der ca. 1980 blev endeligt nedlagt. Den gik parallelt med Langelinie fra Bysvinget over Borumgårds marker langs Borum Bæk til Vind Skov og Borum Stormose. Har sikkert haft andre betegnelser. Mosevejen menes at være hørt.