Lyngby-soldaternes sang fundet

Foto af 2017-6-3I Lyngby og Yderup er den gamle fastelavnstradition død. Det er mange år siden, at der fra dør til dør gik drenge rundt udklædt som soldater, sådan som skikken endnu er mange andre steder i Århus-området – blandt andet i Borum.

Derfor har også den sang været glemt, som drengene sang, når de “gik soldat”.

Men i 2017 dukkede den op, nemlig i boet efter Tage Kragh, Borum Byvej 23. Tage Kragh (1921-2016) voksede op i Lyngby, nemlig på ejendommen Bækkelund, Tingvad 20. Han nedskrev før sin død teksten til sangen- sandsynligvis med henblik på, at den skulle nå frem til Lokalhistorisk Arkiv, og noterede øverst, at han var med til at gå rundt som fanebærer i årene 1933-34.

Teksten lyder:

Nu har vi fastelavn igen det er en herlig tid
så går vi til enhver mands dør og byder til en fest
den fest som vi nu holde vil er for at more damerne
og dem som ønsker at gå med må møde klokken syv

Og damerne dem byder vi til kaffe og til dans
til ære for vor konge god, som kronen bær med glans
men kronen den er ej af guld men kun flettet af papir
men navnet det er lige fuld, det er i år kong Arne

Så takker vi for gaven god som I os givet har
og ønsker alle og enhver en lykkelig fastelavn
hvis I nu vil som vi nu vil vil more jer i fastelavn
så kom til fest og dans og spil nu er det fastelavn

Navnet sidst i andet vers blev sikkert skiftet ud med den aktuelle “konge” – altså den ældste af drengene.

Og melodien? Den var i 6/8-takt. Tage Kragh skriver herom:

Sangen den kan synges som en March og danses som en Trekant

En skole i det åbne land

september-2010-12-1-lyngby-skole-forbedretI 2011 fyldte denne bygning 100 år – cirka. Hvor mærkeligt det end lyder, kan Arkivet ikke med sikkerhed fastslå præcis hvornår Lyngby Skole blev taget i brug. Sognerådets protokol er nemlig noget mangelfuld. Sandsynligvis var det i 1911.

Ved samme lejlighed blev børnene i Tingvad og Hvinning Mose i Borum flyttet til Lyngby Skoledistrikt.

Mange år efter lå skolen stadig frit i det åbne land lige uden for Lyngby. På billedet fra 1953 er hverken huse eller den nye sø at se, og i baggrunden har ingen så meget som tænkt på True Skov.

Til gengæld ser du til højre små skolehaver, som børnene i Lyngby selv dyrkede.

Skolerne i Borum-Lyngby blev nedlagt i 1964. Den i Lyngby forblev dog i lang tid i kommunalt eje. I 1998 åbnede skolen som sognegård, hvor Lokalhistorisk Arkiv siden har haft til huse.

Fra det idylliske Tingvad

Tingvad 15.

Tingvad 15.

Arthur, Rigmor og Jensine Nielsen nyder her forårssolen foran ejendommen Tingvad 15 omkring 1940. Stille liv på et af de mange husmandssteder i Borum-Lyngby.

Vejen mellem Lyngby og Borum var en grusvej endnu på dette tidspunkt. Som man desuden kan se, stod bakken (t.v.) helt uden træer.

Rigmor (1918-2001) blev senere gift med Carl Erik Johnsen, og efter onklen Arthurs død i 1961 overtog de ejendommen. Johnsen var i mange år installationsmester ved Galten Elværk og en kendt skikkelse på egnen. Foretagsom var han også. Bag huset, der var fra 1905, samlede han på mangt og meget (!) og opførte en hal til en del af det.

Efter hans død i 2002 blev ejendommen købt og stort set alt revet ned, og i dag står der et flot, nyt hus tilhørende entreprenør Frank Christensen. Og det er ligesom en helt anden historie. Det hele ser også totalt anderledes ud.

Men i arkivet bevarer vi en mængde materiale fra Nielsens og Johnsens tid.

Et pænt lille sted i Tingvad

Lige ved grænsen mellem Borum og Lyngby ligger Bækkelund, der her er fotograferet lige i begyndelsen af 1900-tallet.

Lige ved grænsen mellem Borum og Lyngby ligger Bækkelund, der her er fotograferet lige i begyndelsen af 1900-tallet.

Hist hvor vejen slår en bugt, ligger ejendommen Bækkelund.

I arkivet har vi en del billeder af dette lille sted, Tingvad 20. De ligner hinanden påfaldende, selv om bygningerne blev opført allerede i 1863-64.

Husmandsstedet blev udstykket fra Damgården i Lyngby, og den første ejer hed Jens Nielsen. Her er vi på et tidspunkt mellem 1904 og 1920, hvor Magdalene og Jakob Kragh drev landbruget. Jakob står med sin vigtige trækkraft, to små ”russere”, som disse små heste kaldes, mens hustruen har strikketøjet, ”bindhuesen”, i hænderne.

De overdrog stedet til sønnen, Magnus Kragh, der blandt andet også gravede tørv i Borum Stormose under 2. Verdenskrig og var ringer og graver ved Lyngby Kirke til sin død i 1946. Fra 1947 fulgte først Laurits Laursen, så Marie og Aage Laursen, og fra 1952 blev Richard Jokumsen ejer af Bækkelund.

I 1959 købte de nuværende ejere, Rigmor og Arne Ladefoged, stedet, der ligger i de smukke omgivelser med Yderup Bæk rislende langs haven.

Den gamle Borum Østergård og vandværket

Måske Borums flotteste gård: den særdeles velbevarede Langelinie 62.

Måske Borums flotteste gård: den særdeles velbevarede Langelinie 62.

Dette foto er fra 1950’erne, men hvor er vi henne? Det eneste, du lige umiddelbart kan genfinde, er trappen til højre. Den går op til Langelinie 60.

Den flotte og særdeles bevaringsværdige gård til venstre ligger i dag næsten skjult af træer og buske. Det er den oprindelige Borum Østergård, Langelinie 62.

“Trekanten” i forgrunden var faktisk oprindelig en rigtig trekant med et græsbed ude i midten. Senere blev den rationaliseret hen til en ordentlig asfalt-plamage, og først da legepladsen fik lov til at bruge et stykke af den kommunale jord på den ene side, og kommunen satte et lille bed med en bænk på den anden side, blev Bysvingets udmunding i Langelinie til et mere almindeligt T-kryds.

Billedet, arkivnr. 1997-21/4, er samtidig det eneste, som arkivet råder over, af Borum Vandværk. Det er den uanselige bygning til venstre.

Vandværket blev oprettet i 1934. Det var et stort fremskridt at få rindende vand i boligerne, og værket leverede billigt vand. For billigt, viste det sig efterhånden, for der blev ikke sat penge nok af til at vedligeholde ledningsnettet. Arne Toft, Bysvinget 20, som med stor omhu holdt maskineriet kørende, kunne i de sidste år konstatere, at en stor del af vandet aldrig kom frem til folks vandhaner. I et par barske tørkesomre i 1970’erne kom der ikke en dråbe til dem, der boede højst. Når de hen under aften åbnede vandhanen, lød der blot en sugende lyd. Kontraventiler var der nemlig heller ikke monteret.

Og så i 1979 vedtog et flertal på et møde i forsamlingshuset at nedlægge hele skidtet og tage imod et godt tilbud om at blive sluttet til Århus Kommunale Værker, det nuværende Aarhusvand. 32 stemte ja og 12 nej. Værkerne lagde nu næsten hele nettet om, satte målere og kontraventiler op i husene og brandhaner på gaderne og installerede en særlig lille Borum-pumpe på det store vandværk i Tingvad.

Mere om vandværket her.

 

Sibirien

 

Bakken hæver sig på grænsen af Borum, Lyngby og Yderup Ejerlav.

Bakken hæver sig på grænsen af Borum, Lyngby og Yderup Ejerlav.

Nyere navn for en lavtliggende del af husmandsområdet mellem Lyngby og Yderup. Her ligger et område med det gamle navn Tinghøje.

I nyere tid har beboerne i Lyngby også ganske enkelt omtalt området som “knolden”.

Området hæver sig som en bakke mellem Yderup Bæk og en mindre grøft. Man kan forestille sig, at det engang har stået nærmest som en ø. Bakken har muligvis aldrig været opdyrket og henligger som næringsfattigt afgræsningsområde. Derfor gror her bl.a. kodriver og den halvsjældne plettet gøgeurt.

Netop her støder tre landsbyers jorder sammen: Borum, Lyngby og Yderup. Da Mundelstrup også næsten når hertil, bliver det samtidig til grænsehjørnet mellem tre herreder: Framlev, Hasle og Sabro. En interessant teori er derfor, at navnene Tingvad og Tinghøje udspringer af et fælles tingsted på bakken – måske i senmiddelalderen.

Det spøgefulde navn Sibirien er i hele landet meget almindeligt i landområder for et sted, som folk i landsbyerne syntes lå langt væk fra civilisationen.

På hjørnet ved Lyngbyvejen

Langelinie 64 i de første år af 1900-tallet.

Langelinie 64 malet i de første år af 1900-tallet.

I dag vil mange, der kommer fra Århus, nok sige, at dette hus ligger ved indkørslen til Borum. Ja, eller udkørslen fra Borum.

Men det er en nymodens betragtning, eftersom Borums  bygrænse til Mundelstrup/Århus-siden indtil 1977 lå ved Borum Maskinstation (gården Eskjærgård, Langelinie 81).

Langelinie 64 lå på hjørnet af Lyngbyvejen – på billedet er det den smalle hulvej, der skærer sig ned til højre for det gulkalkede hus.

Billedet er et omkring 100 år gammelt oliemaleri i ramme. Arkivet fik maleriet af de direkte efterkommere af husets daværende beboere, væver Laust Mortensen og hustru, hvis datter, Marie, i 1898 fødte deres far, Christian.

Huset var i mange år et to-familiehus, men i 1928 måtte Marie alligevel sælge det. Siden blev væverens hus til “Oscar Annesens hus”, “Martin-smedens hus” og “Damborgs hus”, og i vore mondæne tider fremstår “overlæge Riis Jørgensens hus” stadig med bindingsværk og stråtag i fineste restaurerede stil.

I arkivet har vi et righoldigt udvalg af billeder, der viser hvordan netop dette gamle hus i Borum såvel som haveanlægget ned mod Langelinie har skiftet udseende i årenes gang.

Fra den dårlige jord

Agerjorden i Borum-Lyngby er generelt ret god, men også her blev findes, hvad man i dag vil kalde marginaljord.

Så da der i slutningen af 1800-tallet blev flere munde at mætte, end jorden kunne række til, voksede der også her husmandsbrug frem.

Ved flid, nøjsomhed og udearbejde klarede småfolkene sig igennem på cirka syv tønder land i udkanten af de marker, som var uinteressante for de store gårde. Nemlig her:

På sandet langs Langelinie/Blakhøjvej. På Borum Feldhede. Ved Baskær (Skivholmevej). Mellem Lyngby og Yderup. Og som på dette billede: langs mose og eng i Tingvad.

Lovene om statshusmandsbrug kom i 1899, og ejendommen Tingvad 17, et typisk eksempel, blev bygget i 1904 med et statslån på 2700 kr.

Byggeriet er tidstypisk for de små husmandssteder med beboelse og stald i hver sin ende af én længe og siden en lille lade. Materialerne var ikke de bedste. Murstenene er allerede afskallede, kan man se.

På billedet fra 1922 står husmand Cilius Østergaard og Mary på to år. Efter 1955 overtog andre, og i 1963 købte Jytte og Mogens Christensen det idyllisk beliggende sted, hvor de i flere årtier drev forretning med garn og andre væveartikler. Forretningen hed ganske enkelt Tingvad 17. I dag er huset udelukkende bolig.

Borum-Lyngby Husmandsforening blev stiftet allerede i 1910 med 42 medlemmer. I stadigt større geografiske enheder indgik den senere i Aarhusegnens Husmandsforening og Søhøjlandets Familielandbrug. I dag er det hele lagt sammen med de store landbrug i én organisation.

Tingvad var et helt specielt område, der hørte til Borum Sogn, men Lyngby Skoledistrikt. Der udviklede sig et godt fællesskab beboerne imellem.

Fra oldtid til nutid – lidt af hvert

Denne artikel er skrevet til arkivet af nu afdøde Anders Thingvad, København (se om forfatteren nederst)

Borum By og Sogn

På de Borum marker har der været bopæle både i Stenalderen og i Bronzealderen, derom vidner gravhøjene omkring på de Borum bakker.

Borum er rimeligvis opstået ligesom andre landsbyer, først som bopæle for ganske få og senere vokset fra en enkelt gård til flere og flere, og med stadig voksende befolkning.

Sognet har førhen været ganske rigt på jordfaste oldtidsmindesmærker samt tæt SV for Borum et af en lavhøj omsluttet Dyssekammer (fredlyst), nu uden dæksten. De fleste af højene lå i en stribe Ø for Borum.

Fredlyste og velbevarede er nu kun den ene af Trehøjene og Stenhøj, Borum Eshøj, der nu tildels er sløjfet, efter at Højballegården er udstykket. Borum Eshøj var 104 meter. Vindhøj er 85 meter.

Kendt blev Borum Eshøj ved udgravningerne af de tre lig, der blev dragne frem henholdsvis April 1871, hvor et kvindelig i en udhulet egestamme blev opgravet, og 1875 to mandslig af alder Ca. 40-50 år og ca. 20 år.

Søren Ovesen, der lod højen gennemgrave, døde senere som fattiglem i Aarhus, men blev begravet på Borum Kirkegård, hvor han måske havde gravsted bevaret, siden han havde gården. Folk snakkede den gang om, at det måtte gå ham galt, da han jo forstyrrede de dødes fred. Disse overtroiske folk mente at få ret, da de så, hvorledes det gik ham efter de tre brande, der med kort mellemrum lagde gården i aske. Brandene blev vistnok aldrig opklarede, men Søren Ovesen sad efter hver brand lang tid i arresten. Beretningerne og planer af højen findes i Illustreret Tidende 28-4.1861 og 21-1 1872 og 28-1-1872 samt 15-10-1876.

Dragsbæk-bakket kaldes også Egebakket og nåede fra præstens skov til hen ad Yderup og målte ca. 4000 alen. Bakken er eventuelt fortsat over Baronens bakker, og egestammerne eller deres rester ligger i Maden, Duesig og Hvinning mose. Der var overalt begravelsespladser og bopæle på bakkerne.

Det ældste navn af Borum, som vi kender er Bardhom 1326 og 1335 Bordhum, 1490 kaltes den Bordum 1610 Borrum.

Beboerne i Borum levede som i andre byer i jordfællesskab, der måske har strakt sig fra oldtiden af. Byen lå som andre byer samlet med toft bag hver gård. Jorden var delt i fald rundt omkring på markerne således at hver gård havde en ager i et fald, og således at hver gård havde både god og dårlig jord. Havde den ene mand byg på sin ager, måtte alle de andre have ligeså og så fremdeles. Dette jordfællesskab vedblev indtil vore forældres og bedsteforældres tid, det vil på det nærmeste sige indtil fæstevæsenets ophør (i Borum 1796).

Borum var ligesom mange andre landsbyer kommet under Grevskabet Frijsenborg, hvorfra det købte sig fri på billige vilkår ved begyndelsen af 1850 eller senere. Nu kunne udflytningen på markerne begynde. Adskillige gårdmænd, der dels trængte til penge, dels havde havde flere børn, som kunde få et stykke, solgte nu væk. Jens Iversen solgte således til min fader det jordstykke, som fader senere lod bygge på.

Da jordfællesskabet ophørte, fik hver gård sin indmark og sin udmark, således at den, der fik indmarken tættest ved, måtte have sin udmark længst borte. Kun Søren Pedersen fik sin mark imellem de andre udmarker og deres indmarker og derfor samlet på et sted.

En stor brand ødelagde i 1861 Borum, og der flyttedes en del uden for byen bl a. Jens Jespersens gård , der var solgt 1846 til af Jens Jensen for 2000 rigsdaler. Han købte den sidste herlighedsret og arvefæstet fra Grevskabet Friisenborg for 3000 rigsdaler sølv. Gården blev nu opbygget af grundmur. Eskjærgårds samlede areal 95½ tdr land hvoraf 82 tdr land ager, 5 tdr land eng og mose 1½ tdr land skov og 1½ tdr land have og gårdsplads.

Om denne artikel

Papirgrosserer Anders Thingvad, Flæsketorvet, København, har skrevet denne tekst på et tidspunkt efter 1951 og har overdraget den til Lokalhistorisk Arkiv.

Forfatteren er født i 1869 og opvokset i Tingvad, hvor hans far var husmand Peder Jensen. Vi er interesserede i flere oplysninger om Anders Thingvad.

Præstebørnenes sti

Traskobakken-2Børnene i Lyngby gik eventuelt til skole i Borum, indtil Lyngby fik sin første skole i 1814. Men deres sti over dalen eksisterede længe efter. Nu blev den til Præstebørnenes sti, for børnene skulle stadig gå til præst i Borum.

Stien gik fra en låge i vestsiden af kirkegårds-diget i Lyngby i en lige linje over markerne til foden af Træskobakken og afkortede dermed turen med knapt en kilometer. Stien var i brug indtil 1910, men først i 1930 fik den daværende godsejer på Lyngbygård den officielt nedlagt.