Nej, det er ikke Borum Højgård

En halv tvillingegård.

En halv tvillingegård.

Luftbilledet viser ikke Borum Højgård, Erik Rasmussens gård, Borum Byvej 18, sådan som man let kan tro, men derimod den anden halvdel af den tvillingegård, som de tilsammen udgør.

Begge havde dengang en portlænge af bindingsværk ud til Bysvinget. Men på den østlige af de to gårde – altså den på billedet – blev længen revet ned og i 1957 delvist erstattet af en muret lade i gule sten. Længen i venstre side ligger langs skel og menes opført i 1925, men det står fast, at de to gårde i århundreder har ligget på denne måde og haft tilsammen 7 længer. Tidligere har der også været andre tvillingegårde i Borum, især på sydsiden af Langelinie.

Det grundmurede stuehus blev bygget i 1909, men mere bemærkelsesværdig er faktisk staldlængen fra 1925 mod øst. Den blev nemlig tækket med det første tag af asbestcement (eternit) i miles omkreds. Folk kom rejsende langvejs fra for at se fremskridtet. En fjerdedel af taget blev først udskiftet i 2000, og resten holder stadig – 80 år senere.

Gården, i dag Bysvinget 1, var oprindelig uden navn, men blev kaldt “Hvidkjærs gård” efter ejeren, Laurs Hvidkjær. Senere ejere var Johannes og Marie (Hvidkjær) Møller og 1976-92 Jens Skjold Jensen. Den nuværende ejer, Peter Ekman, har navngivet ejendommen “Storkesig”, hvilket er nærliggende, da dens jord grænser til Storkesiget med Storkesig Bæk nord for Borum By.

Da tjenestekarlen fik knallert

Velstand 1955. Bysvinget 1.

Velstand 1955. Bysvinget 1.

I 1955 var den unge mand på billedet faktisk ikke helt fyldt de 16 år endnu, som man skulle være for at køre på knallert.

Men Hardy Asmussen købte alligevel en to-gears Sachs samtidig med sin far. Så fik de lidt rabat hos den omkringkørende forhandler fra Voldby, og prisen blev 1300 kroner.

Det kan vi sammenligne med hans løn. Den unge mand tjente 3500 kroner. Om året, altså.

Han kom fra en lille ejendom på Langelinie, nu Blakhøjvej 12, men tjente i Johannes Møllers gård, Bysvinget 1. Det er den, der i dag har fået navnet Storkesiggård.

Her er billedet taget. Bag det åbentstående vindue lå karlekammeret, og det var primitive forhold: Hvidkalkede vægge, en seng, og på den anden side af muren gik grisene.

Knallerten repræsenterede friheden i det lille samfund, men måske er der også lidt sandhed i de ord, som nu afdøde Vagn Jørgensen, Løkkediget 3, ofte sagde: – Landsbyfællesskabet, det forsvandt med knallerten og fjernsynet. De unge kørte væk, og de gamle blev inde ved kassen.