Dalgas byggede den første Silkeborgvej – aktivister forsøgte at hindre den næste

E. M. Dalgas

Hedens opdyrker, Enrico Mylius Dalgas (1828-94), udrettede også andet end det, eftertiden kender ham bedst for. Han byggede større veje – også i vores område.

Syd for Lyngbygård stod han for arbejdet med at anlægge den første vej mellem Århus og den nyanlagte by Silkeborg. Silkeborg, der blev oprettet af papir-
fabrikant Michael Drewsen så sent som i 1844. Rigsdagen og kongen ønskede, at Dalgas trak en så lige vejføring som muligt tværs over Jylland fra Århus over Silkeborg og et lille sted kaldet Herning (1064 indbyggere) til købstaden Ringkøbing.

I 1861 var ingeniørkaptajn Dalgas og hans folk i gang ved Lyngbygård Å, hvor de blandt andet anlagde den første bro over åen på dette sted (dog vides det, at den sydligste af de tre gamle Ry-veje krydsede åen på en bro kaldet Kannikemøllebroen lidt syd for samme sted, faktisk omtrent hvor E45 krydser i dag). 

Arkæologi to gange på samme sted
I skrænten ved Kannikegården lige vest for Snåstrup Mølle gravede vejfolkene grus. Her stødte de på grave, der viste sig at stamme fra romersk jernalder (0-400 e. Kr.). Så overlod Dalgas scenen til det nystiftede Historisk-Antikvariske Selskab i Århus.

Under ledelse af godsejer Dahl, Moesgård, blev 10 grave nu endevendt. Urner, et par knive, synåle, dragtspænder, fibulaer og en kam dukkede op.

139 år senere, år 2000, genoptog Forhistorisk Museum, igen med base på Moesgård, det arkæologiske arbejde, nu under ledelse af arkæolog Jens Jeppesen og med betydeligt mere moderne metoder. Konservator Marianne Schwartz, Borum, sørgede for, at de fundne genstande forblev og forbliver velbevarede. Jens Jeppesen er kendt i vores område. Han har også gravet i Borum Eshøj og i Blankhøj, hvor der nu ligger en rasteplads af samme navn.

Både Blankhøj og udgravningen ved Kannikegården var såkaldte nødudgravninger betalt af Vejdirektoratet.

Sidste chance
Denne gang var det nemlig sidste chance. For nu byggedes der igen vej, og den nyeste udgave af “Silkeborgvej” over Lyngbygård Å kom til at bestå af to enorme landskabsbroer (højbroer) med en motorvej på. Første etape af Silkeborg-motorvejen, Brabrand-Låsby, åbnede i 2004. Kannikegården blev fjernet, og vejen tog også den sydlige del af Lyngbygårds jord.

Endnu mere berørt blev bofællesskabet Snåstrup Mølle, en gammel vandmølle der ligger på kanten af Lyngby og Framlev Sogne.

På Snåstrup Mølle stiftedes i 1980’erne en usædvanlig forening og aktionsgruppe, der faktisk findes den dag i dag.

Overflødig?
“Jyder mod Overflødige Motorveje”, kom foreningen nok så smart til at hedde. På det tidspunkt talte man i København nemlig meget om, at hvis jyder bare blev spist af med nogle motorveje, kunne magthaverne sagtens pacificere dem.

Træ-aktion i 2002.

“Jyderne” gennemførte i 2002 en flere måneder lang, men nytteløs fysisk besættelse af nogle træer på den selvsamme skrænt, hvor d’herrer Dalgas, Dahl og Jeppesen fandt oldsager. Hver dag fra 17. februar til 28. juni 2002 sad et par aktivister på en platform højt oppe i træerne og forhindrede entreprenøren i at komme frem. Til sidst opgav de dog, og to år senere var motorvejen en realitet.

Om den nye rute 15 og dermed det seneste indgreb i naturen ved Lyngbygård virkelig blev overflødig, eller om den kan ses i naturlig forlængelse af Dalgas’ værk med at binde Silkeborg og Århus sammen, må enhver selv vurdere.

Borum Mølle

Stuehuset på Borum Mølle under restaurering/genopførelse i 1981.

Stuehuset på Borum Mølle under restaurering/genopførelse i 1981.

Borum Mølle eller Borum Vandmølle har adressen Borum Møllevej 4.

Den er første gang omtalt i en skriftlig kilde i 1427 og er dermed næst efter kirken den første historisk påviselige ejendom i Borum.

Møllen var også i århundreder den eneste bebyggelse i Borum Sogn uden for selve landsbyen.

Den har givet navn til Borum Møllebæk, der løber fra Lading Sø til Lyngbygård Å. Ved Borum Mølle modtager den tilløb fra Storkesig Bæk og Borum Bæk, er løber sammen i slugten på vej ned mod vandmøllen.

I dag er den privat beboelse med et flot bindingsværk-stuehus, der blev totalrenoveret efter en brand i 1981. Selve mølleribygningen, der er opført i gule sten i 1800-tallet, står stadig ud til vejen. En bule i asfalten viser, hvor vandstrømmen løb igennem.

 

Lyngbygårds egen vandmølle

2003-26-1a-Labing-Molle0001

Nyere billede af selve møllebygningen til Labing Mølle og den lille bro over Lyngbygård Å.

Labing Mølle ligger i virkeligheden slet ikke i Borum-Lyngby. Bygningen befinder sig, som navnet også siger, i Labing under Framlev Sogn.
Møllen ligger dog ved Lyngbygård Å, der her danner sogneskel, så det er tæt på, og i mands minde og lidt til har den da også været ejet af herregården Lyngbygård.
Mølledammen var i en årrække sløjfet, fordi man jo sjældent bruger vandmøller for alvor i nutiden, men i 2002 blev den genetableret i form af en lille udposning af åen, der snor sig sindigt langs skovbrynet.
Det gule hus, som var selve møllebygningen, er fra 1907. Her blev der blandt andet produceret elektricitet til herregården. Men mølleriet er langt ældre: Allerede i 1385 nævnes det første gang på skrift. Der kendes mange navne på ejere og beboere i de mellemliggende århundreder, fremgår det af en artikel af Chr. Heilskov i Aarhus Stifts Aarbøger 1941. Fås på Statsbiblioteket.
I 1827 brændte møllegården, og i 1906-07 blev det hele bygget kraftigt om.

Borum Bro

Stillingvej gik oprindelig helt ned til broen over åen. Tegning 1956: Asger Muchitsch.

Det syn, som her er bevaret på en tegning, forsvandt i midten af 1970’erne.
Landevejen mellem Randers og Skanderborg, Stillingvej, krydsede over Lyngbygård Å på  Borum Bro. Det gør den sådan set stadigvæk, men nu på en høj dæmning, så vej og vand helt har tabt kontakten.
Borumbro (som regel skrevet i ét ord) er et ældgammelt stednavn, der også blev brugt om et par ejendomme på begge sider af åen. I dag er kun dem i Framlev Sogn bevaret.
Ejendommen på Borum-siden, “Skovlund”, blev revet ned, da Århus Amt i 1976-77 anlagde den nuværende landevej, og kun en lille gruppe træer vest for vejen viser i dag, hvor den stod.
Selve åen blev ved samme lejlighed rettet ud, så “kringlerne” forsvandt. Siden har man forsøgt at reparere på det brutale indgreb i engen, blandt andet med en passage i åen til lystfiskere, oddere og andre pattedyr.
Og “kringlerne” eller “kringlen” er – i hvert fald som navn – genopstået i form af en park, som Borum Menighedsråd anlagde i 2011.
Aarhuus Stiftstidendes tegner, Asger Muchitsch, Kvottrup, udførte den tegning, du ser her, og avisen ledsagede den 6. august 1956 af en tekst af lokalhistorikeren August F. Schmidt, Brabrand. Han fandt det sandsynligt, at kongen havde passeret broen, da han i 1563 var indkvarteret hos herredsfoged Peder Pedersen i Borum. Det lyder rigtigt.
Hvor gammel er Borum Bro? Det fortaber sig. Oprindelig har her nok været et vadested, men vi ved, at allerede under svenskekrigene i 1500-tallet blev den daværende bro så hårdt medtaget, at den måtte repareres.
Afgørende for, hvor man valgte at krydse e så forholdsvis stort vandløb som Lyngbygård Å, har været, at der var nogenlunde fast grund under fødderne indtil selve åen. Det er netop tilfældet her. Det lidt højere land på Borum-siden blev kaldt for Broholm.

Borumbro

Gammel betegnelse for landevejsbroen over Lyngbygård Å på den gamle kongevej mellem Skanderborg og Dronningborg (Randers).
Tæt ved Borumbro står en såkaldt vildtbanesten, der markerer grænsen for et kongeligt jagtområde, en vildtbane, opmalet med kongens initialer. Oprindelig stod stenen på sydsiden af Lyngbygård Å, idet det var Skanderborg Vildtbane, den markerede.

Imidlertid blev den gamle Borumbro i 1975-77 fjernet og erstattet af et støbt rørløb under en stejl vejdæmning, der nu bærer Stillingvej over åen og ådalen, og stenen blev så genrejst på Borum-siden af åen.

Den eneste ejendom på Borum-siden af Borumbro, “Skovlund”, blev ved samme lejlighed nedrevet, men skimtes endnu som en træbevoksning og nogle efterladte sten v.f. landevejen. Øst for Borumbro lå området Kringlen (Kringlerne). Navn efter åens slyngningsform. Her var frem til ca. 1910 et utvungent møde- og badested, som blandt andet blev brugt grundlovsdag 5. juni.
Området ved Borumbro og resterne af Kringlen blev i 2011 udbygget som park med parkeringsplads og et par bygninger af Folkekirken.

Dette sted nås ad den gamle landevej ved fra Borum Landevej at krydse Borumvej lige over og køre ned ad den nu smalle vej langs skoven frem til Lyngbygård Å.

Kringlen/Kringlerne

Kringlen, som den så ud endnu i 2007.

Øst for Borumbro (se dette) lå området Kringlen (Kringlerne). Navn efter åens slyngningsform.

Her var frem til ca. 1910 et utvungent møde- og badested, som blandt andet blev brugt grundlovsdag 5. juni. Senere er der nogle gange holdt sankthans-bål på stedet.

Stedet blev kraftigt ombygget af Folkekirken i 2011 og anvendes nu bl.a. til friluftsgudstjenester og siden 2013 til Borum Fri Festival.

Der er rejst en større pavillonbygning tæt på åen og anlagt stier, bålpladser og faste bænke som i en bypark.

I 2016 fastslog myndighederne, at Folkekirken (Borum Menighedsråd og Århus Vestre Provsti) havde anlagt det hele uden tilladelse og krænkede naturbeskyttelseszonen langs åen. Der blev stillet krav om at fjerne en hel del af installationerne. Sagen blev i 2018 forligt ved nogle ombygninger. Samtidig blev åløbet forbedret med sten og gydegrus til ørrederne, og der kom mere vand i den afsnørede arm – den oprindelige kringle.

Maden

På en forårsdag kan der stå en hel del vand i Maden og resten af ådalen.

Betegnelse for fugtigt område mellem Træskobakken og Lyngbygård Å.

Er som andre tilsvarende stednavne i landet senere fejlagtigt blevet gengivet som “månen”. Misforståelsen skyldes ordet “made”, der på gammelt jysk udtales som “må’e”, men som gled ud af sproget undtagen i brugen som egennavn.

Betegnelsen har været brugt bredt, men huskes mere præcist brugt om mose mellem engene og de dyrkede arealer.

Rouseng

Eng i den sydvestlige del af Borum vest for Stillingvej.

Navnet forekommer ifølge ældre mundtlige kilder at være forkert anbragt på Kort- og Matrikelstyrelsens kort, idet det dækker et område omkring Borum Møllebæk nær dennes udløb i Lyngbygård Å. Størstedelen blev ca. 1950 tilplantet og fremstår nu som skov. August F. Schmidt, Århus 1952, anfører bl.a., at forleddet formentlig betyder rug (jysk: row).

Tingvad

Meget gammel betegnelse for området med p.t. ni ejendomme i ådalen mellem Borum og Lyngby.

Ifølge August F. Schmidt, Århus 1953, fandtes et vadested over Yderup Bæk, men da denne i hvert fald i dag er ganske smal, synes det lige så sandsynligt, at navnet relaterer til et vadested over Lyngbygård Å. Dog kan den nuværende bæk på tidspunktet for navnets opståen have været meget bredere.

Mundtlige kilder vil endnu kende til såvel et ting på Lyngbygård, hvilket er meningsløst, som til, at området har været vejen (hvorfra?) til tinget i Viborg.

På østjysk dialekt kan man ikke høre forskel på “vad” og “vej”.

Mest spændende teori er, at der faktisk i forhistorisk tid har eksisteret et lokalt tingsted lidt vest for Yderup, hvor et par oldtidshøje har været kaldt Tinghøje. Stedet skimtes i baggrunden på billedet, der er taget ved Tingvad 18.

Århus Kommune har navngivet hele bivejen fra Langelinie til Lyngbygårdsvej Tingvad. Den stejle bakke syd for Borum bliver kaldt for Træskobakken eller af ældre mennesker i Lyngby for “Borum-bakket”.