Lyngby-soldaternes sang fundet

Foto af 2017-6-3I Lyngby og Yderup er den gamle fastelavnstradition død. Det er mange år siden, at der fra dør til dør gik drenge rundt udklædt som soldater, sådan som skikken endnu er mange andre steder i Århus-området – blandt andet i Borum.

Derfor har også den sang været glemt, som drengene sang, når de “gik soldat”.

Men i 2017 dukkede den op, nemlig i boet efter Tage Kragh, Borum Byvej 23. Tage Kragh (1921-2016) voksede op i Lyngby, nemlig på ejendommen Bækkelund, Tingvad 20. Han nedskrev før sin død teksten til sangen- sandsynligvis med henblik på, at den skulle nå frem til Lokalhistorisk Arkiv, og noterede øverst, at han var med til at gå rundt som fanebærer i årene 1933-34.

Teksten lyder:

Nu har vi fastelavn igen det er en herlig tid
så går vi til enhver mands dør og byder til en fest
den fest som vi nu holde vil er for at more damerne
og dem som ønsker at gå med må møde klokken syv

Og damerne dem byder vi til kaffe og til dans
til ære for vor konge god, som kronen bær med glans
men kronen den er ej af guld men kun flettet af papir
men navnet det er lige fuld, det er i år kong Arne

Så takker vi for gaven god som I os givet har
og ønsker alle og enhver en lykkelig fastelavn
hvis I nu vil som vi nu vil vil more jer i fastelavn
så kom til fest og dans og spil nu er det fastelavn

Navnet sidst i andet vers blev sikkert skiftet ud med den aktuelle “konge” – altså den ældste af drengene.

Og melodien? Den var i 6/8-takt. Tage Kragh skriver herom:

Sangen den kan synges som en March og danses som en Trekant

En skole i det åbne land

september-2010-12-1-lyngby-skole-forbedretI 2011 fyldte denne bygning 100 år – cirka. Hvor mærkeligt det end lyder, kan Arkivet ikke med sikkerhed fastslå præcis hvornår Lyngby Skole blev taget i brug. Sognerådets protokol er nemlig noget mangelfuld. Sandsynligvis var det i 1911.

Ved samme lejlighed blev børnene i Tingvad og Hvinning Mose i Borum flyttet til Lyngby Skoledistrikt.

Mange år efter lå skolen stadig frit i det åbne land lige uden for Lyngby. På billedet fra 1953 er hverken huse eller den nye sø at se, og i baggrunden har ingen så meget som tænkt på True Skov.

Til gengæld ser du til højre små skolehaver, som børnene i Lyngby selv dyrkede.

Skolerne i Borum-Lyngby blev nedlagt i 1964. Den i Lyngby forblev dog i lang tid i kommunalt eje. I 1998 åbnede skolen som sognegård, hvor Lokalhistorisk Arkiv siden har haft til huse.

Den nye skole og alle 40 børn i Lyngby

apr-2009-5-5-lyngby-skoleHer ses den splinternye skole i Lyngby. Året må være 1912. Da flyttede lærer J. M. Vogelius Jensen med familie og en nyansat lærerinde, frøken Frandsen, ind i den nye bygning.

De 40 børn fra Lyngby, Yderup og Tingvad flyttede fra den gamle skole, Lyngbygårdsvej 38, til rummelige og moderne forhold. Her står de alle opmarcheret – pigerne med hvide forklæder, drengene i knæbukser og alle i træsko.

I Borum-Lyngby Sogneråds protokoller kan vi læse om hele beslutningsprocessen, inden byggeriet gik i gang i 1911. Skolen blev nedlagt i 1964, hvorefter den fungerede som ungdomsklub, forsamlingshus og kommunal kunstnerbolig.

Sognegård blev bygningen i 1998, og her bor Lokalhistorisk Arkiv.

Født for 100 år siden

2002-2-1-lyngby-skole-0001Børnene på dette herlige billede har to ting til fælles: De er født for lidt mere end 100 år siden, og de går i skole i Lyngby.

Vi ser den store klasse – der var to – flankeret af lærerparret Jensen.

Der står ikke dato bag på det fine billede, som en professionel fotograf fra Brabrand kom og tog, men vi føler os ret sikre på, at billedet er taget kort tid efter den officielle indvielse af den fine, nye skole i Lyngby i 1912.

Før da gik Lyngby-børnene helt bogstaveligt i ”den stråtækte skole”, nemlig i det hus, der nu er Vibeke og Richards hjem, Lyngbygårdsvej 38.

På væggen i baggrunden ser vi et bevis for, at danske landsbybørn allerede dengang fik udsyn til verden. Der hænger både et verdenskort og et kort over Europa.

Skolestuen har siden 1998 været møde- og selskabslokale i Borum-Lyngby Sognegård, og de ord, du lige har læst, er skrevet i lærer Jensens lejlighed. Dér bor Lokalhistorisk Arkiv.

Opsyn med skolen

Skolekommissionen fotograferet i skarp sol foran Lyngby Skole.

Skolekommissionen fotograferet i skarp sol foran Lyngby Skole.

I dag skal alt evalueres og måles i folkeskolen, og ingen skolebestyrelse med respekt for sig selv forsømmer at skrive ord ned om vision, mission og målsætning. Det hele er meget fint og meget teoretisk.

Men også i gamle dage og længe før de store ord på Forældreintra førte lokalsamfundet opsyn med skolerne og sikrede sig, at børnene nåede de resultater, man dengang ønskede.

Præsten var den fødte formand for skolekommissionen, som kontrolorganet hed. Kommissionen er her på besøg i Lyngby Skole i 1932. De fire gæster er Peder Pallesen, Borum, Groes Andersen, pastor Jørgen Jensen og Rigmor Eriksen, Lyngby.

Der var skole i Lyngby til 1964. Derefter blev bygningen brugt som blandt andet ungdomsklub og kommunal kunstnerbolig. Den blev sognegård i 1998.

Mit liv i og med Lyngby

Aase voksede op i Lyngby Skole - nu sognegård.
Aase voksede op i Lyngby Skole - nu sognegård.
Aase voksede op på førstesalen af Lyngby Skole – nu sognegård.

Af Aase Suk

Fra 1949 til 1959

Jeg blev født i april 1949 i taglejligheden i den gamle lærerindelejlighed i Lyngby Skole. Vi boede der, fordi skolen ikke længere havde to lærere, men kun én, så lejligheden var blevet ledig.

Erindringsforfatteren i en alder af 10 år.

Erindringsforfatteren i en alder af 10 år.

Min familie bestod af far, Niels Peter Degn, min mor Karen og min bror Leif. Vi havde også en hund, Bonzo.

Far var chauffør i farfars vognmandsforretning. Mor var tildels hjemmegående, hun var dog medhjælp rundt omkring på gårdene med roehakning og i høsten med at binde neg og sætte sammen.

Hun hjalp også med hovedrengøring hos Fogsgaards, hvor hun, før hun blev gift, havde været tjenestepige og husbestyrerinde.

Min fødsel var en hjemmefødsel, som de fleste var dengang.

Der var som regel en kone fra byen, der hjalp jordemoderen med det praktiske. Ved min ankomst var det Andrea af Andreas’ (Lyngbygårdsvej  59), der hjalp til. Min mors ældre søster boede i Lyngby dengang, så hun måtte tage sig af min bror i et par dage.

Min farmor og farfar boede også i byen. Min farmor, som jeg husker svagt, da jeg kun var knap 5 år, da hun døde, var næsten altid sengeliggende. Hun havde overlevet den spanske syge i 1919, men kom sig aldrig helt.

Hun og min farfar havde mødt hinanden i Lyngby, og hun var ikke mere end 18 år, da de blev gift og fik min ældste faster i 1910. Endnu en pige blev født i 1912 og min far i 1914.

Da 1. Verdenskrig startede i 1914, blev min farfar indkaldt til militæret, og min farmor var så alene med tre små børn på 4, 2 og 0 år plus en lille ejendom med husdyr. De var meget fattige, har mine fastre fortalt.

Jeg voksede op i skolen, hvor jeg boede til 1969.

Jeg havde en tryg barndom, selv om pengene var små, og rammerne var spartanske. Vi havde i min tidlige barndom ikke rindende vand i køkkenet, men måtte hente det kolde vand i en hane i gangen nede ved hoveddøren. Der var brændekomfur til opvarmning af køkkenet og til at lave mad på. Der var en indbygget vandgryde til opvarmning af vand til opvask og lignende. I stuen var der en sort kakkelovn, der blev varmet op med træ og briketter. Vi havde elektrisk lys og en radio, ellers bestod stuemøblerne af et spisebord med fire stole, en skænk og et dækketøjsskab plus en divan med et slumretæppe over. Vi havde også et ur, som stod på skabet. Der var soveværelse, et kammer og et spisekammer. I gården var der wc (das). Bad foregik i en zinkbalje på køkkengulvet eller i vaskehuset, og det var ikke én gang om ugen, vi fik bad.

I Lyngby var der i 1953-54, hvor mine erindringer begynder, en købmandsforretning og om sommeren et ishus hos Tinne Hollesen (Lyngbygårdsvej 36), der også passede telefoncentralen. Vi havde rullende bager, ostemand, slagter, fiskemand, grønthandler og uldkræmmer. Bageren og slagteren kom én gang om ugen, oste-, fiske- og grønthandleren hver anden uge. Uldkræmmerne (der var to) kom et par gange om året hver.

Vi havde ikke køleskab eller fryser, men et isskab. Vi fik isblokke fra Vesterbro Mejeri, som blev slået i små stykker med en økse og kom op i en aflang zinkspand, der blev sat ned i isskabet, som var lavet af træ og beklædt med zinkplader indeni. Isskabet stod i spisekammeret. Jeg husker stadig lugten af kølig is og zink, det var en sommerlugt, for om vinteren var der så koldt i spisekammeret, at isskab var overflødigt. Der var af og til is på den indvendige side af vinduerne i lejligheden og nogle vintre frøs potteplanterne om natten inde i stuen.

Det var bedst at vente med at stå op, til mor havde tændt op i komfuret. Det gav en dejlig varme.

Der var ikke særlig fodkoldt, for der var også kakkelovn i skolestuen under vores lejlighed, hvor læreren fyrede op hver morgen ved 6-tiden på skoledage. Da vi også gik i skole om lørdagen, var det kun søndag, der ikke var varmet op i skolestuen.

Der var to skoleklasser, store klasse og bette klasse. Drenge og piger gik i samme klasse. Tre år i bette klasse og fire år i store klasse. Store klasse begyndte dagen kl 8 og gik hjem kl. 12, bette klasse fra 12.30 til 15 – altså seks dage om ugen. I store klasse startede dagen med Fadervor og morgensang. Der var kun én lærer ansat til alle elever, og om søndagen var han kirkesanger, så der var ikke megen fritid. Der var gudstjeneste hver søndag.

Min bror og jeg havde en nem skolevej. Det var ned ad trappen rundt om hjørnet, så var vi i skolegangen. Til højre var der toiletter med træk og slip, et til pigerne og et til drengene plus et pissoir. Der var også en håndvask med koldt vand. Det var luksus for os. Vi havde das i gården uden lys og ingen håndvask, men trods alt 00-toiletpapir.

De andre børn gik eller cyklede til skole. Der var langt fra Rummelihul til skolen, og det var op ad bakke. Cyklerne var gamle, tunge jernheste uden gear, og det var sommer som vinter, der skulle trampes i pedalerne.

Der var asfalteret vej gennem selve byen (ca. 500 meter). Resten var grusveje. Der var elmaster langs med vejene, men ingen gadebeslysning. Der var ikke mange, der havde bil i Lyngby i ’50erne, så skolevejen var barsk, men rimelig trafiksikker. Der var ingen vejnavne eller husnumre, så posten kendte alle. Hvis der kom nye til byen, kunne han spørge købmanden, hvor de var flyttet ind.

 

Undervisning

I skolen blev vi undervist i disse fag:

Bibelhistorie

I de små klasser hørte vi historierne fra Det gamle Testamente om David og Goliath, Jonas, der blev slugt af en hval, og om baby Moses, der blev sat ud i floden i en kurv flettet af siv og blev reddet fra døden af en prinsesse. Det var spændende.

Vores lærer, A. Hermansen, var en mester til at fortælle og læse historier.

Dansk

I 1. klasse fik vi udleveret et brunt, linieret kladdehæfte, hvor vi skulle skrive en hel side med hvert bogstav i alfabetet. Først alle de små bogstaver og så de store. Det kunne godt være rigtig kedeligt, for vi skulle både sidde stille og tie stille.

Vi skulle også lære at stave d-e-t det v-a-r var i-k-k-e ikke l-e-t let. Jeg troede, som nok andre børn også har troet, at jeg kunne læse fra første dag i skolen, men ak.

Regning

Var ikke mit bedste fag. Det kunne gå i skolen, hvor vi regnede med æbler og appelsiner, men senere, da det drejede sig om rumindhold og den slags, var jeg ikke helt med længere.

Geografi

Da verdenskortet blev rullet ned, gik det op for mig, at Danmark var et af verdens mindste lande. Det var ikke nogen rar oplevelse, men det hjalp lidt, da vi fik at vide, at Grønland også hørte med til os.

Vi havde, så vidt jeg husker, ikke så meget verdenshistorie og geografi før 4. klassetrin.

Sang

Vi sang meget i både betteklasse og storeklasse. Det var salmer og sange, der passede til årstiden, og historiske sange.

Gymnastik

Da vi havde samme lærer til alle fag, var gymnastik ikke det helt store. Vi havde en gymnastiksal, men ingen bademuligheder, så det var små lette fjedrehop på stedet om vinteren og rundbold udendørs om sommeren.

I store klasse var der hvert år eksamen med karakterer for de ældste børn. Der var en skolekommission, som sad og hørte på. Den bestod af præsten og nogle forældre. Det var den mest lydløse dag i hele året. Man kunne høre sit eget hjerte slå, og hænderne var våde af angstens sved.

 

Byens liv

Der var 13 huse i Lyngby inkl. skole, købmandsforretning og kirke. Der blev ikke bygget et eneste hus i Lyngby i 1950’erne.

Købmandsbutikken og arealet foran kirken var samlingssted for børn og unge. Der blev spillet bold, leget dåseleg, sjippet, og en enkelt nævekamp kunne også forekomme.

Lyngbygård var så afgjort den største arbejdsplads i sognet.

Det var almindeligt at se et hestekøretøj, men midt i 50’erne vandt traktorerne indpas i de fleste landbrug. Fra vinduet i vores stue kunne vi se jernbanen, hvor de sorte damplokomotiver kom kørende med en lang række vogne efter. Det var sjovt at stå og tælle, hvor mange der var. Toget kunne være rigtig langt, en slæber som det hed.

 

Mode og motion

En del af mit tøj var brugt, arvet efter min tre år ældre kusine. Jeg fik dog også lidt nyt hvert år.

Der var to hjemmesyersker i omegnen, Kirstine Meyer (Glamhøjvej 37) og Marie Kristensen (Lyngbygårdsvej 55). Marie var også frisør. Min mor fik syet tøj til hende og mig ved dem begge. Vi fik også kataloger fra Daells Varehus og Sommers Magasin.

Da jeg var fire år, begyndte min bror (ni år) og jeg at gå til dans hos danselærer Knud Jensen. Det foregik på Mundelstrup Kro i 50’erne og 60’erne. Jeg var, trods mine kun fire år, med fordi min mor skulle cykle ved siden af min bror, og der var ingen steder at anbringe mig imens (ingen børnehave), så jeg sad bagpå ved mor i en cykelstol af jern, som var monteret på bagagebæreren.

Mange børn og nogle voksne har klemt fingrene i den slags cykelstole, da de kunne virke som en smækfælde, når de blev klappet ned.

Der var en såkaldt frakkeskåner (et stykke voksdug) monteret over baghjulet på cyklen, så småbørn ikke kunne få benene i klemme i hjulet. Jeg lærte selv at cykle, da jeg var syv år og havde fået en brugt børnecykel, som min noget ældre fætter havde sat i stand og malet.

 

Fest og glæde

I skolen var der to fester om året, som vi glædede os til.

Det var fastelavnsballet og juletræsfesten. Vi havde vores helt egne soldaterdrenge, som gik rundt i hele sognet og samlede penge ind til fastelavnsballet ved at synge: ”Vi er raske Lyngby drenge” Mel: Vi er børn af sol og sommer.

Til festen var der levende musik og dans, sodavand og fastelavnsboller.

Til juletræsfesten var der dans og sanglege omkring juletræet. Lærer Hermansen læste en julehistorie, og så var der en godtepose til hvert barn. Det var en papirspose, for plastic kendte vi ikke.

Der var altid en appelsin og et æble i, der var også flødekarameller, chokolade og lakrids.

Det var to dejlige aftener.

 

Vi havde intet tv i mit hjem, men vi hørte radio. Far og mor skulle høre Pressens Radioavis hver dag. Der var også hørespil og ældre dansemusik en gang om ugen, somme tider dansede vi med hjemme i stuen.

For os børn var der en udsendelse, der hed Godnat til de Små med Inge Aasted og selvfølgelig Giro 413 om søndagen.

 

Kost og logi

Før jeg begyndte at gå i skole i 1956, sov jeg til kl. 10-11 stykker, så jeg fik mine otte timers søvn så godt og vel.

Jeg sov i en udtræksseng i soveværelset. Madrassen var stoppet med tang (ålegræs) og pude og dyne med dun og fjer fra høns, ænder og gæs. Om vinteren havde jeg en mursten, som var opvarmet i komfurovnen, i min seng. Den var pakket ind i en avis, så jeg ikke brændte fødderne på den. Da jeg stod sent op, spiste jeg ikke morgenmad, men havregryn med mælk og sukker til frokost. Om vinteren fik vi en Tunol-perle (D-vitamin) hver dag.

Vi fik varm mad om aftenen, da far jo ikke var hjemme om dagen. Aftensmaden blev serveret kl. 17.30 og bestod af forret og hovedret.

Forretten var gerne grød eller vælling lavet af ris, byggryn, rismel og mælk eller kærnemælk. Vandgrød med æblemos, tvebaksmælk og gul sagosuppe. Hovedretten bestod næsten altid af kartofler med kød. Det kunne være stegt flæsk, frikadeller, kødrand, boller i karry og medisterpølse. Der var også kålretter som stuvet hvidkål, kåldolmer, hvidkålssuppe med kogte ben. Grønkål og rosenkål fik vi også.

Lørdag var tit kødløs dag med pandekager og øllebrød, omelet eller æggekage.

Søndag var det mere hele stykker kød som koteletter, rullesteg, benløse fugle og stegt kylling med persillefyld. Der var ikke forret om søndagen, men dessert: frugtgrød, budding, svesker med flødeskum m.m.

 

Sundhed og omsorg

En gang om året havde vi besøg af en læge i skolen.

Vi fik foretaget en syns- og høreprøve, og vi blev også målt og vejet og efterset her og der. Vi blev vaccineret for kopper og difteritis m.m.

Jeg har haft det, der blev kaldt de almindelige børnesygdomme såsom mæslinger, skoldkopper, kighoste, røde hunde og fåresyge.

Mæslingerne var det værste. Jeg havde feber og sov i flere dage. Hvis vi var syge i høsttiden, blev der sendt bud til vores mormor. Hun blev enke, da hun var omkring 60 år, så hun boede hos os i 14 dage eller mere, når det var nødvendigt. Hun havde altid hæklenålen og garn med, og hun ville meget gerne læse for os. Det var dejligt at have hende på besøg.

En stor dag

I slutningen af 50’erne – den nøjagtige dato var 1. maj 1959 – var en stor dag for mig. Jeg fik mit største ønske opfyldt, en grammofon.

Jeg havde lavet en aftale med min far. Hvis jeg selv kunne spare 50 kr. sammen, ville han give mig resten. Jeg kunne lægge 50 øre til side om måneden. Min bror og jeg fik en krone i lommepenge for at hjælpe med opvask og borddækning, hente æg og skrælle kartofler, men næsten halvdelen af kronen gik til Anders And-bladet, som var uundværligt. Jeg fik somme tider lidt penge for at køre en tur med børn i barnevogn og se efter dem et par timer, men det battede ikke meget. Til min 10 års fødselsdag ønskede jeg mig penge, og det hjalp.

Når man havde fødselsdag, blev pigerne i klassen inviteret til sodavand og kage, og hver havde 2 kr. med. Efter fødselsdagen blev pengene talt op. Det var dog et større arbejde for en tiårig, da der både var 1-øre, 2-øre, 5-øre, 10-øre, 25-øre, 1-kroner og 2-kroner (som ogs blev kaldt en daler). 5 kroner var en seddel, ligesom også 10 kr. var af papir, men det vigtigste af alt, det magiske tal 50 var nået, HURRA.

Jeg måtte dog vente til 1. maj, hvor forretningerne havde længe åbent. Vi havde ingen bil, så far og jeg var med rutebilen til Aarhus. Frederiksgade var dengang radioforretningernes gade, og vi fandt en brugt rejsegrammofon, som jeg desværre ikke kan huske prisen på, men far måtte lægge en del penge. Jeg skulle jo også have grammofonplader til. Det var bl.a. årets danske grand prix-vinder med Raquel Rastenni, som sang Uh – jeg ville ønske jeg var dig, og på bagsiden den svenske vinder Augustin. Den plade ejer jeg endnu 54 år efter, men ikke grammofonen. Popmusikken var kommet til Danmark. Vi havde også hørt om en vis Elvis Presley, men det var i 60’erne, det store gennembrud kom, og denne beretning slutter i 1959. Fortsættelse følger måske.

Aase

 

Fastelavnssang

Mel: Vi er børn af sol og sommer

 

Vi er raske Lyngby drenge

vi har Dannebrog i favn

vi har alle ventet længe

på den kære fastenavn

men når dagen nu er kommen

og vi ret den fejre vil

vi opdager tom er lommen

mange penge skal der til

 

derfor kommer vi til eder

for at synge ved jer dør

at vi ej forgæves beder

ved vi jo fra året før

selv om benene er trætte

før det hen ad aften når

da bli’r sind og tanke lette

for vi ved det hjemad går

 

Vi for gaven vil jer takke

kom i aften til vor fest

vi om sagerne kan snakke

more os som vi kan bedst

når musikkens toner klinger

al vor træthed borte er

vi os rundt i dansen svinger

vi det unge Danmark er

 

 

Vores ældste fotografi

Skolefoto 1875

Længe før Lokalhistorisk Arkiv var opfundet, tog Frede Kristensen og Ingvar Jakobsen, Lyngby, på rundtur og indsamlede gamle billeder af lokale minder. Poul Pedersen, Lyngby, lavede dem senere om til en serie lysbilleder.
Hos nu afdøde Søren Fogsgaard, Lyngby Østergård, fandt de dette billede af børn og lærer i Lyngby Skole, og da Fogsgaard kunne datere det helt tilbage til 1875, er det ikke så lidt af et klenodie. Faktisk det ældste fotografi på egnen.
Selve den fotokemiske proces blev først opdaget af opfinderen J. N. Niepce i 1826 og udviklet til praktisk brug i de allerførste kameraer af Daguerre fra 1839. Så det har utvivlsomt været en sensation at blive fotograferet i Lyngby i 1875.
Den første skole lå i Vibeke og Richards nuværende hus, Lyngbygårdsvej 38. Den blev oprettet i 1814, og da den nye skole (nu sognegården) blev bygget i 1910, kom der købmandsforretning bag bindingsværket.
Personerne? Det har vi ingen anelse om.