Spiret – en evighedsopgave

Foreløbig sidste ophejsning skete i 2019. Foto: Hanne Petersen

Folk, der flytter til Lyngby og af vanvare kommer til at bruge ordet “kirketårnet”, bliver hurtigt belært. Det er aldeles ikke et tårn, men et spir. Ja, faktisk kaldes den fine konstruktion på taget af Lyngby Kirke i fagsproget for en tagrytter.

Sådan en fyr er ret sjælden på Danmarks gamle middelalderkirker. Malt, Gredstedbro og Rødding i Syd- og Sønderjylland. Låsby, Stilling og Lyngby her på egnen. Randlev ved Odder. Kvorning mellem Randers og Viborg. Ikke mange flere.

Men tagryttere er jo flotte og derfor et yndet statussymbol på visse herregårde, slotte og såmænd også nyere kirker som den i Åbyhøj.

Kommer tilflytteren i Lyngby nu i menighedsrådet en dag, så er det ikke spor usandsynligt, at han/hun møder spiret igen. Dets vedligeholdelse har nemlig vist sig at være lidt af en evighedsopgave.

Fra 1600-tallet

“Vores” tagrytter er en konstruktion i bindingsværk og med blytag. Fin og ikke så lidt af et særpræg for Lyngby er den. Men den sidder i fri luft, og den skal kunne klare kirkeklokkens svingninger, hvad der som regel går bedst i begyndelsen.

Tagrytteren blev første gang sat op i 1600-tallet, da Lyngby Kirke var ejet af Lyngbygård. Vi ved ikke, hvor mange gange den er blevet repareret og fornyet i de forløbne år, men det er ikke få.

I arkivet har vi billeder fra renoveringet i 1935, 1973, 2003 og 2019. De sidste tre gange blev hele konstruktionen hejst ned med kran og siden løftet op på plads igen.

1935: Alle håndværkere og hele menighedsrådet stillede op ved rejsegildet efter årets fornyelse af tagrytteren. Bemærk den lange stige op til arbejdspladsen. I midten med cigar og stok over armen pastor Jørgen Jensen.

1973: Klokke og tagrytter taget ned i forbindelse med en større restaurering af hele kirken.

2003: Ny rekonstruktion på jorden. Her hejses arbejdet på plads højt til vejrs. På billedet tømrersvend Finn Sørensen, Borum.

Bysmeden i Lyngby

december-2003-17-3-lyngby-kirke-forbedretTalrige er de billeder, der er taget med den smukke Lyngby Kirke som baggrund. Men hvad er det nu lige, der foregår ovre i højre side her?

Jo, vi er såmænd over 100 år tilbage i tiden. Dengang havde Lyngby som så mange andre landsbyer en bysmed.

Da gårdmændene skulle finde plads til ham og hans smedje, valgte de et stykke gadejord klos op ad kirkegården. Ja, smedjen blev nærmest bygget sammen med stendiget. Så smeden i Lyngby var en kirkens mand, hvad enten han ville eller ej.

Selve kirkebygningen er i øvrigt fra ca. år 1200. Læg mærke til skorstenen. I 1890’erne fik kirken kakkelovn.

Kort over Yderup Byes Jorder 1781

marts-udskiftningskort-yderupDette kort viser, hvordan jorden i Yderup blev opmålt i 1781 og nyfordelt, udskiftet, i 1811.

For en gangs skyld var opgaven enkel. Her var kun fire gårde, og de fik hver et lagkagestykke som en halv stjerne mod øst.

Oprindelig hørte lille Yderup til True Sogn, men kirken i True blev så hårdt vandaliseret under svenskekrigene i 1618 til 1648, at indbyggerne rev ruinen ned, og så blev Yderup en del af Brabrand Sogn lige indtil 1811.

Der var langt at gå eller køre til kirken i Brabrand, og efter de mange års besvær blev Yderup lagt til Lyngby Sogn, hvor Lyngbygård ejede kirken.

Kirkegården i Lyngby vidnede indtil for få år siden om sammenlægningen, idet et stykke jord nær kirkens nordside blev opdelt i fem lige store gravsteder til de fire gårde og en husmand, som Yderup dengang og i mange år bestod af. Gravstederne ligger den dag i dag i nummerorden efter matrikelnumrene i Yderup.

Man kan forestille sig, at lyngbyerne, der jo var kommet først, sikrede sig deres gravsteder på solsiden af kirken, mens Yderups afdøde måtte nøjes med den mørke og kolde side, hvor der var god plads.

Til evigt minde om Ane Maria – et gravtræ

Marianne Schwartz med det sjældne gravminde.

Marianne Schwartz med det sjældne gravminde, der lå på kirkeloftet i over 100 år.

Ane Maria Nielsdatter, Lyngby, var et enestående menneske. Det kan man læse på dette stykke træ fra 1843.

På den tid fik kun de rigeste en gravsten, når de døde. Jens Vejmand fik som bekendt et gammelt, frønnet bræt, der tilmed stod skævt. Over de fleste blev der dog sat et mindesmærke af jern eller som i Anes tilfælde et såkaldt gravtræ af eg.

Da hendes gravsted siden blev sløjfet, var det blevet så usædvanligt, at fremsynede mennesker lagde brættet op på loftet af Lyngby Kirke. Dér lå det tørt og godt og blev mere og mere sjældent lige frem til 2010.

Den håndmalede tekst med skråskrift står helt tydeligt. Den er lang og rørende sammenlignet med nutidens enkle gravsten.

Efter et mellemspil med Nationalmuseet overdrog Lyngby Menighedsråd opgaven med at konservere og udtegne Ane Maria Nielsdatters minde til Moesgård Museum. Og så er vi pludselig hjemme igen, for Marianne Schwartz (billedet) udførte opgaven på museet. Marianne bor i Borum og har tilmed en forfader i Lyngby.

Det sjældne gravtræ kan nu ses i Lyngby Kirkes våbenhus.

 

Her er den fulde tekst fra forsiden:

Herunder hviler de jordiske Levninger

af

Den i Livet hæderlige og for sin Dyd

almindelig elskede nu hos Gud salige

Ane Maria Nielsdatter

Født i Lyngbye Aar 1761, i den Gaard

som for Tiden beboes af Jens Sørensen; gift

omtrent i 50 Aar med sin forhen afdøde

Mand Gaardmand Anders Pedersen; med

hvem hun levede et lykkeligt men barn=

løst Ægteskab. Efter at hun, omtrent i

13 Aar havde været Aftægtskone, hjemkald=

te den alvise Gud hende efter næsten

2 Maaneders Sygdom, til Evighedens

salige Egne, i en Alder af omtrent 82 Aar

 

Her er teksten fra bagsiden:

Gravskrivt!

Efter Støvets fulde Alder,

Viisdoms Fader Dig hjemkalder,

Til sit blide Himmelhjem;

Hvor Din Aand nu i det Høie,

lever fri for Sorg og Møie,

I Forening med Din Ven.

 

Der i salig Fryd og Glæde,

Hvor de Gode have Sæde,

Samles vi med Dig igjen;

Indtil da vi her vil mindes,

Hvad Du var, og hvad der findes,

af det Held Du bragte frem.

 

Her i Livet vi påskjønner,

Og i Himlen hist belønner,

Gud Dig for hver øvet Dyd,

Som Du elskede herneden,

Og som gav Dig Saligheden,

Gav Dig Fred og evig Fryd.

De iklæder kirken på ny

Procession 1976

Procession 1976

Præsten i Borum-Lyngby, Jørgen Glenthøj, brugte dette udtryk for den begivenhed, der foregår lige her.

Dagen var søndag 17. oktober 1976, og der var 100 mennesker til stede i Lyngby Kirke. Den blev gen-indviet efter tre års ombygning ude og inde. Glenthøj (ikke på billedet) gik bagerst i en procession, hvor kirkens liturgiske inventar blev bragt på plads igen. Kirken var dermed klædt på til brug igen.

F.v. ses kirkeværge Gunnar Nielsen med den syvarmede lysestage, graver Marius Andersen med krucifikset, Jørn Dahl med dåbsfadet, og Linda Jacobsen med dåbskanden.

Allerede i 2003 måtte tagrytteren (”tårnet”), der er fra 1600-tallet, ned på jorden og renoveres på ny. Det samme skete i 1930’erne. Den åbne konstruktion med kirkeklokken i er svær at holde sund.

Begyndende byvækst i Lyngby

1996 var året, da Brabrand Boligforening byggede fire boliger syd for Lyngby Kirke. Det var også samme år, som menighedsrådet overtog den tidligere skole til indretning af graverfaciliteter og til sognegård for Borum-Lyngby. Luftbilledet er taget, netop som oprydningen i det fredede område omkring kirken og skolen er godt begyndt. Nederst i billedet ses det store, nybyggede hus, Lyngbygårdsvej 40A, og legepladsen. Øverst marken mellem byen og Lyngbygård.