Så fik Esther “Pløkker” en medalje

2009-14-1-bodil-esther-glenthoej-faerdigtEsther Jacobsen (i midten) boede som nabo til kirken på Langelinie 34 lige til sin død i 1993. Dag ud og dag ind steg hun ad en lille trappe over kirkediget og gik de få skridt hen til kirken. Her ringede hun solen op og ned ved at trække i et reb, der hang ned ved tårnet.

Som enke efter ringer og graver Erhardt Jacobsen – kaldet Pløkkeren, fordi han også var skomager (og altså satte pløkker i folks skosåler) – fortsatte hun i flere årtier trofast med at passe Borum Kirke.

I 1972 var tiden endelig kommet til at modtage en pokal for ”god og trofast tjeneste 1948-72”, som der står på den. Dette billede er dog fra 1986, hvor sognepræst Jørgen Glent­høj (t.h.) tildeler Esther “Pløkker” Jacobsen en medalje på hendes 75 års fødselsdag. Bodil Hansen, Borum Byvej 8, hjælper til.

Supermarkedet holdt i 20 år

2009-14-6-langelinie-52-til-trykÅret er 1987, og nu skal det ikke skjules mere: Borums supermarked er blevet så elendig en forretning, at Ellen og Baune Jakobsen drejer nøglen om for sidste gang. Datoen står på ruden.

Det var ellers den legendariske Harry Lauge Johannesen (købmand i Borum 1945-76), der åbnede noget så moderne som en selvbetjenings-butik på Langelinie 52. Men Lauges selvtegnede bygning fra 1967 fik en kort levetid. Meget kortere end alle dengang havde ventet.

Inger og Henning Riis overtog fra Lauge. De havde tidligere været ”den frie købmand” i Lyngby og True og troede nok, at nu havde de endelig fundet noget fremtidssikkert. De byggede stort hus (Borum Møllevej 29) og lagde flot ud. Men allerede omfartsvejen fra 1977 gjorde indhug i omsætningen for den tidligere strøgbutik på Langelinie.

Henning Riis døde pludseligt, og Inger Riis forsøgte i et par år at drive butikken videre. Hun kom hver dag med lokalbussen fra Langkærparken i Tilst, så det blev lidt skrøbeligt. Plaget af indbrud var hun også.

Da en gammel borummer, Ellen Jakobsen, opvokset Borum Møllevej 7, overtog, havde omegnens butikker for længst fået alt for godt fat. Blandt andet steg omsætningen i Herskind Brugsforening, der stadig lå og ligger ud til Langelinie. Ellen havde i forvejen en forretning med stoffer, altså tekstiler, som hun flyttede med ind i det rummelige supermarked. Men efter en kort periode med en vis optimisme måtte hun også give op.

Intern konkurrence var der minsandten også kommet på det tidspunkt, nemlig i form af ”Det gamle Bageri” ved Elsebeth Pedersen i det ellers forlængst nedlagte bageri på Borum Byvej 14, første sal til venstre. Det var nærmest en lille døgnkiosk med noget så moderne som udlejning af videofilm på VHS-bånd og med længere åbningstider, end det dengang var normalt.

Det gamle Bageri stod imod en lille smule længere end supermarkedet og lukkede i 1988.

På soklen af Lauges supermarked blev siden bygget to boliger, nemlig det harmoniske dobbelthus Langelinie 52-54. Det holder væsentligt bedre.

Familien flytter – men bliver i Borum

Flytning 1986.

Flytning 1986.

”De fleste ordentlige folk har efterhånden boet i mindst to huse i Borum”, sagde en vittig mand engang.

Sandt er, at både Borum og Lyngby adskiller sig fra de fleste andre danske landsbyer på to måder: 1) Når de unge flytter hjemmefra til f.eks. Århus eller København, så vender de ofte hjem igen efter nogle år og stifter familie her, hvor de kom fra. 2) Mange flytter efter behov fra ét hus til et andet, men bliver hos os i lokalsamfundet.

Sine Christensen (f. 1974) er et prægtigt eksempel på begge dele. Hun bor nu i sit hus nummer fire i Borum (to som barn og to som voksen). Her er (f.v.) børnene Sine, Tobias og Sofie i 1986 i gang med den første af flytningerne, nemlig fra Løkkediget 1 (der dengang hed Langelinie 58) til familien Christensens nybyggede hus, Langelinie 44. Eva Ross Petersen, Langelinie 36, hjalp til.

I baggrunden ses værksted og udendørs stålreoler fra dengang, da der stadig var smed (Kim Vogt) i byen. Huset på Løkkediget 1 var i øvrigt oprindelig smedefamilierne Jensens bolig. Mere herom her.

Moderne tider: Claras træ kom ud at flyve

Træet lettede i1978 fra et hjørne mellem Langelinie 40 og Langelinie 42.

Træet lettede i 1978 fra et hjørne mellem Langelinie 40 og Langelinie 42.

Naur er normalt et lille træ eller en beskeden busk, der bruges som hækplante.

Men hos Clara Andersen, Langelinie 42, senere Borumtoften 2, var et par stykker af slagsen ret usædvanligt blevet til store træer. Her ses et af dem, en naur som sluttede sit lange liv med en flyvetur.

Hvorfor nu det? Jo, træet stod i et hjørne mellem to elektriske luftledninger. Skulle det fældes, måtte Galten Elværk først slukke for strømmen og afmontere elforsyningen. Udgift og besvær.

I stedet fik man fat i en mobilkran, som dengang var noget ret sjældent, og løftede forsigtigt træet væk. Det syn blev der snakket en del om i Borum i vinteren 1977-78.

Et ældgammelt landsbyhus

et-aeldgammeltOppe for enden af en lille vej ved kirken i Borum ligger dobbelthuset Langelinie 34-36.

På dette billede har Inge Marie og Poul Nielsen taget opstilling bag det lille stakit ved den fælles vandpost, og vi skriver 1920.

Poul arbejdede som vejmand ved amtet, og efter hans død blev Inge Marie husbestyrerinde hos præsten.

Gården til venstre lå på Borumtoften 2, og de sidste rester af den faldt først i 2016.

Landsbyhuset – et jordløst hus, som man i fjerne tider kaldte sådan et – står derimod endnu som et af Borums mange dobbelthuse og bebos af Gitte Wendelboe, Hannah og Thomas Strand Horsager. Det er ældgammelt, men mildest talt noget forandret. Næsten hver generation har sat sine spor.

Hvor gammelt er det? Minimum 160 år, kan vi fastslå. I arkivet har vi nemlig et skøde fra 1856 på Langelinie 34-36. Frijsenborg solgte huset til Jens Nielsen Kande. Prisen var 905 rigsdaler, men så gik grunden også helt ned til vejen, hvor dobbelthuset Langelinie 38-40 siden blev bygget.

I solskin på Langelinie

i-solskinDet var dengang, da Borum vrimlede med butikker. Drengene Egon og Søren sidder her med katten foran butiksvinduet i familiens hus, Langelinie 37.

Forældrene drev i 1930’erne en uhyre alsidig forretning. Det var de nødt til for at få enderne til at nå sammen.

Niels Bomholt tækkede huse og reparerede cykler, både han og fru Dorthea Bomholt kørte lillebil (taxi), og så havde de en lille butik. Dér kunne man få chokolade, slik og tobaksvarer, og der var udsalg af is fra Vesterbro Mejeri i Århus.

I vinduet kan man skimte plakater fra Kasino-Teatret. Butikken trak en masse unge mennesker til. Af og til var der så fyldt med liv i stuen, at familien knapt selv kunne få plads. Dorthea Bomholt døde som 37-årig.

Langelinie 37 har haft talrige skikkelser. Dette billede fik arkivet i sin tid af Bomholts datter, Jenny Taastrup, Langelinie 48. Hende kan du se som fem-årig foran barndomshjemmet her.

Indkøbsvogn

1992-20-2-langelinie-50-0001-landturManden på den flade fjedervogn hedder Anders Kjeldsen, og han var købmand i Borum i årene 1923-44.

Her er han på vej hjem fra landturen ud ad Langelinie, og billedet er taget ud for nummer 67.

Købmændene i Borum – der var tre – bragte naturligvis varerne hjem til kunderne, og så afregnede man en gang om måneden.

Kjeldsens butik lå i huset Langelinie 50, der desværre ikke eksisterer mere. Det blev revet ned efter en brand i december 2000.

Læg mærke til hjulene på vognen. De er lavet af træ. Gummihjul slog først rigtigt igennem i årene efter Besættelsen.

Bysvinget med Lybæksminde

JanuarFor 100 år siden så der sådan ud i Borum. Motivet var yndet. Vi har det i flere udgaver i arkivet taget med nogle års mellemrum.

Vi ser op ad Bysvinget, og det er skolerne til venstre og husrækken fra nummer 17 til 25 til højre. I baggrunden kan man skimte vindmøllen på nummer 5, karetmagerens hus. I forgrunden løber Langelinie og bag gaden og det noget forfaldne hegn ligger bækken, der dengang gik frit gennem byen.

Det hvide bindingsværkshus blev kaldt ”Lybæksminde”, og her boede ”Gamle Stine” i 1920’erne og 1930’erne. Borum-Lyngby Kommune købte huset i 1939 og rev det ned. Huset stod nogenlunde mellem det nuværende Bysvinget 20 og legepladsen, men noget lavere end det nuværende terræn.

Bysvinget, der oprindelig var en del af hovedvejen mellem Århus og Viborg, lå dengang lidt længere mod øst ind mod rækkehusene end i dag. Vasketøjet på billedet hænger nogenlunde, hvor vejen går i dag.

Den gamle Borum Østergård og vandværket

Måske Borums flotteste gård: den særdeles velbevarede Langelinie 62.

Måske Borums flotteste gård: den særdeles velbevarede Langelinie 62.

Dette foto er fra 1950’erne, men hvor er vi henne? Det eneste, du lige umiddelbart kan genfinde, er trappen til højre. Den går op til Langelinie 60.

Den flotte og særdeles bevaringsværdige gård til venstre ligger i dag næsten skjult af træer og buske. Det er den oprindelige Borum Østergård, Langelinie 62.

“Trekanten” i forgrunden var faktisk oprindelig en rigtig trekant med et græsbed ude i midten. Senere blev den rationaliseret hen til en ordentlig asfalt-plamage, og først da legepladsen fik lov til at bruge et stykke af den kommunale jord på den ene side, og kommunen satte et lille bed med en bænk på den anden side, blev Bysvingets udmunding i Langelinie til et mere almindeligt T-kryds.

Billedet, arkivnr. 1997-21/4, er samtidig det eneste, som arkivet råder over, af Borum Vandværk. Det er den uanselige bygning til venstre.

Vandværket blev oprettet i 1934. Det var et stort fremskridt at få rindende vand i boligerne, og værket leverede billigt vand. For billigt, viste det sig efterhånden, for der blev ikke sat penge nok af til at vedligeholde ledningsnettet. Arne Toft, Bysvinget 20, som med stor omhu holdt maskineriet kørende, kunne i de sidste år konstatere, at en stor del af vandet aldrig kom frem til folks vandhaner. I et par barske tørkesomre i 1970’erne kom der ikke en dråbe til dem, der boede højst. Når de hen under aften åbnede vandhanen, lød der blot en sugende lyd. Kontraventiler var der nemlig heller ikke monteret.

Og så i 1979 vedtog et flertal på et møde i forsamlingshuset at nedlægge hele skidtet og tage imod et godt tilbud om at blive sluttet til Århus Kommunale Værker, det nuværende Aarhusvand. 32 stemte ja og 12 nej. Værkerne lagde nu næsten hele nettet om, satte målere og kontraventiler op i husene og brandhaner på gaderne og installerede en særlig lille Borum-pumpe på det store vandværk i Tingvad.

Mere om vandværket her.

 

Tømreren

Der er mange tømrere i Borum-Lyngby, men kun Borum Tømrer- og Snedkerforretning ved Børge Pedersen og senere Ole K. Mathiasen har sat sig blivende spor i form af større erhvervslokaler.

Det ene er værkstedet bag boligen på Borum Byvej 1, som Børge Pedersen overtog i 1944 og udvidede i midten af 1900-tallet.

Det andet er værkstedet på Langelinie 76, som hans efterfølger, Ole K. Mathiasen, opførte ca. 1975. Med vanlig humoristisk sans forkortede Ole K. Mathiasen efter nogle år firmaets navn til Borum Tø-Sne. Det blev efter hans død videreført af Jens Mathiasen, og i 2014 indtog Freelancesnedkeren ved Jørn Gade det store tømrerværksted.

Ehem

Ehem. Dette gådefulde navn gav den første egentlige læge i området, Götsche, sin nyopførte villa på  Langelinie 71. Den fungerede som lægebolig indtil årsskiftet 2005/06, da Jesper Munch Lund lagde op efter 27 år som lokalområdets dygtige praktiserende læge. Den flotte villa er opført i 1898.  Betydningen af navnet Ehem er gået tabt.

Lægeboligen

Lægeboligen kaldes villaen Langelinie 71. Den fungerede som sådan indtil årsskiftet 2005/06, da Jesper Munch Lund lagde op efter 27 år som lokalområdets dygtige praktiserende læge. Den flotte villa er opført i 1898 af læge Götsche, den første egentlige læge i området. Han gav huset det gådefulde navn Ehem. Betydningen er gået tabt.

Thovshøj (eller Tovshøj eller Thoushøj)

Thovshøj er navnet på huset på Langelinie 69. Det blev opført i 1950 som aftægtshus for ejeren af Borum Højgård, Søren Jespersen. Siden var det i mange år dyrlægebolig og -praksis. Fra 1980 kollektiv. Fra 1993 privat beboelse. Højen, som husnavnet refererer til, findes der ikke andre skriftlige vidnesbyrd om end husnavnet. Allerede August F. Schmidt undrede sig derfor i 1953, men nåede som andre frem til, at det sigter til den høj, som huset er bygget på – måske ved siden af en gammel, længst sløjfet gravhøj i striben af Langelinie-høje. Se også.