Aksel Vognmands hus – den gamle telefoncentral

Gadebillede, Langelinie vinteren 2016-17. Nummer 39 står til salg. Uha. Hvad skal der ske?

Af Holger Dalegaard
og Peter Poulsen

Der ligger et vigtigt, lille hus i landsbyen. Det ligger lige ud til Langelinie, og uden det hus ville Borum tage sig meget ringere ud. I dag kan enhver se det.

De fleste i Borum husker Aksel “Vognmand” Nielsen (1922-2013). I hans velmagt kørte han omkring i Østjylland med egnens flotteste lastbil. Den var ikke stor og slet ikke moderne, men Aksel pudsede, plejede og malede vognen, så selv hjulene skinnede i flere farver. “Hold Dem til Volvo – den holder til Dem”, citerede han et ældgammelt reklameslogan.

Ældgammelt var også huset, som han vedligeholdt med samme omhu, hvilket indebar den store fordel, at han altid stod klar til snak, når nogen kom forbi.

Sådan noget bindingsværk passer jo ikke sig selv – især ikke når det efterhånden er blevet lidt vel trøsket inde bag tjæren. Asfalten på vejen lå lidt højere end huset, så Aksel havde også en fare for vandindsivning at tage vare på. Rækværket fik af og til skrammer af en bil.

Og så skulle bindingsværkets tavl jo også opstreges, som traditionen på Århus-egnen bød engang, og som næsten ingen andre end vognmanden i Borum efterhånden holdt i hævd. Når muren havde fået sin gule cempexo, stregede Aksel murstensmønstret op i hvidt med en smal børste. Ikke fordi han skulle, men fordi sådan havde man altid gjort. Flot og meget traditionsbevidst.

Levende tradition: Aksel “Vognmand” Nielsen stregede bindingsværkets tavl op i murstensmønster, som man i umindelige tider har gjort i Østjylland. Det havde han et helt bestemt tag på. Billedet er taget af Niels Hansen omkring 1988.

Nede i kælderen havde han sin hule. Vognmanden, der aldrig glemte, at han før lastbilen havde kørt med heste, fremstillede som en habil sadelmager fint seletøj til andre hesteinteresserede.

Aksel Nielsen var indfødt i Borum. Da Tove og han blev gift, overtog de Aksels bedsteforældres hus i 1952 og fik over seks årtier som ejere.

Ægte bindingsværk på ny

2018 blev året, da hele det bevaringsværdige hus kunne være endt som et hul i luften efterfulgt af… ja, hvad som helst som kommunen kunne have godkendt til at udfylde den bevarende lokalplan for Borum med.

Sådan gik det heldigvis ikke, og det blev sjovt nok en anden, nyere og noget mere effektiv vognmand, der valgte at give det gamle hus et fuldstændig nyt liv på dets egne, historisk korrekte betingelser. Lindskow Udlejning ApS købte i 2017. Tilsyneladende billigt, men især efter et års mindre vellykket udlejning kunne alle se, at her var der virkelig brug for mere end lidt maling, kit og nye stikkontakter.

Oprindeligt rød. Altså muren.

Mens Borum skiftevis måbede og glædede sig, valgte Sanne og Per Lindskow faktisk at forny hele Langelinie 39 styk for styk – fra syldsten til tagryg. Per brækkede ned i den varme sommer, og en dag kom noget så sjældent som en ægte bindingsværkstømrer til Borum. I hans kyndige hænder røg råddent træ ud og ægte egetømmer ind – komplet med tapper, nagler, hageblade, trætjære og alt til faget henhørende (hvilket ikke omfatter sømbeslag, kunne vi erfare). Sandt at sige blev der ikke mange meter  tilbage af det gamle bindingsværks tømmer og bogstaveligt talt ikke en pind af loft og tag. Undervejs gjorde Lindskows mange sære opdagelser. En af dem var, at det gule hus oprindelig havde været rødt.

Så bygges der med egetømmer. Kim Christensen fra Jysk Bindingsværk går ikke på kompromis, når det kommer til samling og udmuring af bindingsværket.

Her på egnen har vi ikke set en så omfattende og fagmæssig renovering af en historisk bygning siden branden og genopførelsen af Borum Vandmølles stuehus i 1981. Resultatet ser ud til at blive fantastisk.

Et sjældent længehus

Er det så i virkeligheden bare et nybyggeri, vi efterhånden ser ligge og tage sig godt ud på den markante plads ved Langelinie? Slet ikke. Det er stadig et ældgammelt hus i præcis det gamle hus’ sted, dimension og ånd, men stort set bygget af nye materialer.

Alt træ har sin tid. Også egetræ rådner.

Proportionerne er for eksempel helt specielle. Vognmandens hus var – og er – næsten kvadratisk. Syv og en halv meter på den ene og knapt otte meter på den anden led. Dertil kom en påhængt veranda mod øst – en “velstandsknast” som de blev lavet i begyndelsen af 1900-tallet. Men de otte meter på grundhuset er faktisk dybden, og dette er højst usædvanligt for et længehus, der jo – som navnet siger – bør have en lang facade med smalle gavle.

Aksel fortalte da også uden udpræget utilfredshed, at han engang havde haft besøg af en fin professor i arkitektur, der studerede det sjældne fænomen i Borum og målte huset op.

Engang var det langt

Lad os også gå tilbage i tiden:

I 1800-tallet udgjorde Langelinie 39 kun den ene ende af et ganske langt hus, hvor det nuværende Langelinie 37 udgjorde den anden ende. Til alt held er et foto heraf bevaret i arkivet. Så et længehus er det skam. Den store dybde fortæller måske noget om det gamle bindingsværk, hvoraf store dele tydeligvis var genbrug. Eventuelt fra en meget større bygning.

Det kan man da kalde et længehus. Langelinie 37-39 hang sammen som en lang længe. Billedet er fra omkring 1914, da egnens telefontråde endnu endte her.

Alderen forbliver faktisk en af husets helt store hemmeligheder. Langelinie 37-39 kan være endog meget gamle huse. En enkelt reference bliver, at deres grunde ses allerede på udskiftningskortet fra 1796. Bygningerne kan være ældre – men sådan set også yngre. Alle gamle spor kan være væk. Men de kan sådan set også stå i samme profil og med samme fodaftryk som noget endnu tidligere. Udskiftningskortet afmærker faktisk flere skitser af bygninger. Lige her ser det egentlig ud, som om der lå en længe klos op ad bækken, men om kortet kan tolkes så bogstaveligt, er nok tvivlsomt. Det viser hele sognet og er noget gnidret inde i byen.

Er Gertrud og Niels’ hus, Langelinie 37, så på et tidspunkt udskilt fra vognmandens? Nej, faktisk ikke. Med begge er vi bestemt i afdelingen for “jordløse huse”, som man sagde engang (dermed mentes ejendomme, hvor man ikke kunne leve af landbrugsjorden), men der er forskelle. Sidstnævnte har det selvstændige matrikelnummer 32 og et pænt stort stykke havejord på 1000 kvadratmeter. Førstnævnte har nummer 19l og en absolut minimal grund. Hovedmatrikelnummer 19 var den gamle, firlængede Bækgård (Langelinie 33/Byvej 10).

Vestgavlen af de gamle hus stod dobbelt, viste det sig. Som det ses af de sært anbragt taphuller, havde en del af tømmeret også haft en fortid i andre bygninger. Det er nu ikke ualmindeligt for gamle bindingsværkshuse.

Husene er snarere stillet op ad hinanden for at spare en gavl. Senere – helt præcis i 1927 – blev den venstre side af det største hus (altså midterste del af længen) revet ned og erstattet af en stald med plads til en hest, en ko og en kalv og til deres vinterfoder. Det er den træbygning, som Aksel Nielsen senere satte en port i og omdannede til garage for Volvo-lastbilen, der lige akkurat kunne kantes ind, når han kom hjem.

Seks voksne og et barn under samme tag

Grundlæggende har næsten alle huse i Borum By rummet en håndværker eller handlende. Efter udskiftning og en del udflytning af gårdene tjente landsbyen i 1800-tallet og det meste af 1900-tallet næsten udelukkende som servicecenter for landbruget. Længe før vognmandens tid udgjorde huset Langelinie 39 en tømrermesters bolig og base.

I 1901 boede her faktisk hele seks voksne og et stort barn under samme tag: Tømrermester Johannes Nielsen og hans hustru Ane Kirstine, deres søn, tømrersvend Anders Nielsen på 24 år, den ukonfirmerede søn Anton Marius på 13 år, tjenestepigen Magda på 17 år, tømrersvenden Peter på 21 år og tømrerlærlingen Rasmus, der også var 21 år. Den slags kan man læse i de sirligt førte folketællinger, hvis man altså ved, hvor man skal lede.

Bomholts butik, Langelinie 37, med staldbygning til Langelinie 39. Foto fra ca. 1950, før stalden blev bygget om til lastbilgarage.

Tømrer og centralbestyrer

Jamen var huset ikke også telefoncentral? Rigtigt husket. Telefonen kom til Borum i 1896, hvor læge Götsche (Langelinie 71) og købmand Eistrup (Langelinie 50) blev de første abonnenter.

Det nye kommunikationsmiddel spredte sig med en fart som en kattevideo på Facebook. I arkivet har vi Jydsk Telefon Aktie-Selskabs telefonbog fra 1914, og i den er Borum Central med 45 abonnenter allerede blevet knudepunkt for en større egn.

Familien Nielsen svarede “Borum” i røret, når brugerne drejede på håndsvinget og kaldte op, selv om Herskind Brugs, Vedelslund i Sjelle, Ristrup i Sabro, Lyngbygård Gods og Mundelstrup Station (DSB) var blandt abonnenterne. Nogle af dem delte en linje fra centralen, for eksempel “Kvottrup Telefonkonsortium”.

Vi ved intet om, hvor stort omfang telefonpasningen havde i forhold til tømrerarbejdet, men gætter på, at førstnævnte let kunne klares ved, at der altid var mindst én person hjemme i den store husstand.

Sønnen Anton, der tog over i 1918, satsede dog stort på det nye. Han byggede huset på Byvej 3 (som eternitplader på træskelet – man er vel tømrer), og Jydsk Telefon flyttede centralen til … ja, Centralen, som huset vist stadig kaldes, selv om det er over 50 år siden, at de gamle fastnettelefoner blev automatiske.

“Centralen”, Borum Byvej 3, fotograferet i 1987 af Stig Andersen.

Samme år flyttede i hvert fald en helt ny familie Nielsen ind i huset på Langelinie 39. Andreas Nielsen – Aksels morfar, født 1869 – var, hvad vi i dag vil kalde en aktiv pensionist. Han havde solgt Højballegård (Eshøjvej 92), men havde stadig lidt dyr og ejede et pænt stykke skov på højre side af Møllevejen nordvest for vandmøllen.

Anton Nielsen fik i 1927 også en rolle i spillet om det kommende forsamlingshus, men den rolle må vi fortælle om en anden gang.

En aktiv pensionist: Skov-Andreas

Samme år flyttede i hvert fald en helt ny familie Nielsen ind i huset på Langelinie 39. Andreas Nielsen – Aksels morfar, født 1869 – var, hvad vi i dag vil kalde en aktiv pensionist. Han havde solgt Højballegård (Eshøjvej 92), men havde stadig lidt dyr og ejede et pænt stykke skov på højre side af Møllevejen nordvest for vandmøllen.

Om morgenen kunne man se ham tage til skovs med en gig (tohjulet hestevogn) efterfulgt af en ko med kalv. Mens “Skov-Andreas” slog hø med le inde mellem træerne, græssede hest og kreaturer, som han tøjrede i lysninger og ved skovveje. Om aftenen kom dyrene ind i den føromtalte stald. En lille plads adskilte (og adskiller) beboelseshuset fra stalden. Også på den lille, nu opfyldte eng ved Brundsving (i dag under husene Langelinie 49 og 51) græssede Nielsens dyr, og svigersønnen Carl (Aksels far) fik en hjælpende hånd på sit husmandssted, Langelinie 57. Den gamle mand havde fuldt op at gøre.

Nyt liv i landsbyen

Imens dette skete, udviklede den anden ende af huset sig helt anderledes. Under stråtaget rummede Langelinie 37 i 40 år familien Bomholt. Niels var tækkemand, men også meget andet. Dorthea og Niels Bomholt købte to biler og kørte begge lillebil, som man sagde. Altså taxi. De drev også en lille butik med is og slik.

Fra Tove og Aksel Nielsens storhedstid i det gule hus på Langelinie. Lastbilen, som Aksel passede og plejede med stor omhu, findes der desværre kun dette ene billede af – måske fra omkring 1970. Bag på billedet står, at pigen skal være Birgit Svendsen, Højballegård.

Tove og Aksel Nielsen fik mange år i det gule – men oprindeligt røde – bindingsværkshus på Langelinie, og her voksede døtrene Lise Lotte og Inge Merete op.

Merete har hjulpet med enkelte oplysninger til denne artikel. Resten af det fortalte er en blanding af egne hukommelser og materiale i Lokalhistorisk Arkiv.

Vi er overbeviste om, at det nye, gamle hus bliver attraktivt for de kommende beboere. Langelinie 39 får nyt liv, og det gamle er nu dokumenteret.

November 2018

Holger Dalegaard og Peter Poulsen

Så fik Esther “Pløkker” en medalje

2009-14-1-bodil-esther-glenthoej-faerdigtEsther Jacobsen (i midten) boede som nabo til kirken på Langelinie 34 lige til sin død i 1993. Dag ud og dag ind steg hun ad en lille trappe over kirkediget og gik de få skridt hen til kirken. Her ringede hun solen op og ned ved at trække i et reb, der hang ned ved tårnet.

Som enke efter ringer og graver Erhardt Jacobsen – kaldet Pløkkeren, fordi han også var skomager (og altså satte pløkker i folks skosåler) – fortsatte hun i flere årtier trofast med at passe Borum Kirke.

I 1972 var tiden endelig kommet til at modtage en pokal for ”god og trofast tjeneste 1948-72”, som der står på den. Dette billede er dog fra 1986, hvor sognepræst Jørgen Glent­høj (t.h.) tildeler Esther “Pløkker” Jacobsen en medalje på hendes 75 års fødselsdag. Bodil Hansen, Borum Byvej 8, hjælper til.

Supermarkedet holdt i 20 år

2009-14-6-langelinie-52-til-trykÅret er 1987, og nu skal det ikke skjules mere: Borums supermarked er blevet så elendig en forretning, at Ellen og Baune Jakobsen drejer nøglen om for sidste gang. Datoen står på ruden.

Det var ellers den legendariske Harry Lauge Johannesen (købmand i Borum 1945-76), der åbnede noget så moderne som en selvbetjenings-butik på Langelinie 52. Men Lauges selvtegnede bygning fra 1967 fik en kort levetid. Meget kortere end alle dengang havde ventet.

Inger og Henning Riis overtog fra Lauge. De havde tidligere været ”den frie købmand” i Lyngby og True og troede nok, at nu havde de endelig fundet noget fremtidssikkert. De byggede stort hus (Borum Møllevej 29) og lagde flot ud. Men allerede omfartsvejen fra 1977 gjorde indhug i omsætningen for den tidligere strøgbutik på Langelinie.

Henning Riis døde pludseligt, og Inger Riis forsøgte i et par år at drive butikken videre. Hun kom hver dag med lokalbussen fra Langkærparken i Tilst, så det blev lidt skrøbeligt. Plaget af indbrud var hun også.

Da en gammel borummer, Ellen Jakobsen, opvokset Borum Møllevej 7, overtog, havde omegnens butikker for længst fået alt for godt fat. Blandt andet steg omsætningen i Herskind Brugsforening, der stadig lå og ligger ud til Langelinie. Ellen havde i forvejen en forretning med stoffer, altså tekstiler, som hun flyttede med ind i det rummelige supermarked. Men efter en kort periode med en vis optimisme måtte hun også give op.

Intern konkurrence var der minsandten også kommet på det tidspunkt, nemlig i form af ”Det gamle Bageri” ved Elsebeth Pedersen i det ellers forlængst nedlagte bageri på Borum Byvej 14, første sal til venstre. Det var nærmest en lille døgnkiosk med noget så moderne som udlejning af videofilm på VHS-bånd og med længere åbningstider, end det dengang var normalt.

Det gamle Bageri stod imod en lille smule længere end supermarkedet og lukkede i 1988.

På soklen af Lauges supermarked blev siden bygget to boliger, nemlig det harmoniske dobbelthus Langelinie 52-54. Det holder væsentligt bedre.

Familien flytter – men bliver i Borum

Flytning 1986.

Flytning 1986.

”De fleste ordentlige folk har efterhånden boet i mindst to huse i Borum”, sagde en vittig mand engang.

Sandt er, at både Borum og Lyngby adskiller sig fra de fleste andre danske landsbyer på to måder: 1) Når de unge flytter hjemmefra til f.eks. Århus eller København, så vender de ofte hjem igen efter nogle år og stifter familie her, hvor de kom fra. 2) Mange flytter efter behov fra ét hus til et andet, men bliver hos os i lokalsamfundet.

Sine Christensen (f. 1974) er et prægtigt eksempel på begge dele. Hun bor nu i sit hus nummer fire i Borum (to som barn og to som voksen). Her er (f.v.) børnene Sine, Tobias og Sofie i 1986 i gang med den første af flytningerne, nemlig fra Løkkediget 1 (der dengang hed Langelinie 58) til familien Christensens nybyggede hus, Langelinie 44. Eva Ross Petersen, Langelinie 36, hjalp til.

I baggrunden ses værksted og udendørs stålreoler fra dengang, da der stadig var smed (Kim Vogt) i byen. Huset på Løkkediget 1 var i øvrigt oprindelig smedefamilierne Jensens bolig. Mere herom her.

Moderne tider: Claras træ kom ud at flyve

Træet lettede i1978 fra et hjørne mellem Langelinie 40 og Langelinie 42.

Træet lettede i 1978 fra et hjørne mellem Langelinie 40 og Langelinie 42.

Naur er normalt et lille træ eller en beskeden busk, der bruges som hækplante.

Men hos Clara Andersen, Langelinie 42, senere Borumtoften 2, var et par stykker af slagsen ret usædvanligt blevet til store træer. Her ses et af dem, en naur som sluttede sit lange liv med en flyvetur.

Hvorfor nu det? Jo, træet stod i et hjørne mellem to elektriske luftledninger. Skulle det fældes, måtte Galten Elværk først slukke for strømmen og afmontere elforsyningen. Udgift og besvær.

I stedet fik man fat i en mobilkran, som dengang var noget ret sjældent, og løftede forsigtigt træet væk. Det syn blev der snakket en del om i Borum i vinteren 1977-78.

Et ældgammelt landsbyhus

et-aeldgammeltOppe for enden af en lille vej ved kirken i Borum ligger dobbelthuset Langelinie 34-36.

På dette billede har Inge Marie og Poul Nielsen taget opstilling bag det lille stakit ved den fælles vandpost, og vi skriver 1920.

Poul arbejdede som vejmand ved amtet, og efter hans død blev Inge Marie husbestyrerinde hos præsten.

Gården til venstre lå på Borumtoften 2, og de sidste rester af den faldt først i 2016.

Landsbyhuset – et jordløst hus, som man i fjerne tider kaldte sådan et – står derimod endnu som et af Borums mange dobbelthuse og bebos af Gitte Wendelboe, Hannah og Thomas Strand Horsager. Det er ældgammelt, men mildest talt noget forandret. Næsten hver generation har sat sine spor.

Hvor gammelt er det? Minimum 160 år, kan vi fastslå. I arkivet har vi nemlig et skøde fra 1856 på Langelinie 34-36. Frijsenborg solgte huset til Jens Nielsen Kande. Prisen var 905 rigsdaler, men så gik grunden også helt ned til vejen, hvor dobbelthuset Langelinie 38-40 siden blev bygget.

I solskin på Langelinie

i-solskinDet var dengang, da Borum vrimlede med butikker. Drengene Egon og Søren sidder her med katten foran butiksvinduet i familiens hus, Langelinie 37.

Forældrene drev i 1930’erne en uhyre alsidig forretning. Det var de nødt til for at få enderne til at nå sammen.

Niels Bomholt tækkede huse og reparerede cykler, både han og fru Dorthea Bomholt kørte lillebil (taxi), og så havde de en lille butik. Dér kunne man få chokolade, slik og tobaksvarer, og der var udsalg af is fra Vesterbro Mejeri i Århus.

I vinduet kan man skimte plakater fra Kasino-Teatret. Butikken trak en masse unge mennesker til. Af og til var der så fyldt med liv i stuen, at familien knapt selv kunne få plads. Dorthea Bomholt døde som 37-årig.

Langelinie 37 har haft talrige skikkelser. Dette billede fik arkivet i sin tid af Bomholts datter, Jenny Taastrup, Langelinie 48. Hende kan du se som fem-årig foran barndomshjemmet her.

Indkøbsvogn

1992-20-2-langelinie-50-0001-landturManden på den flade fjedervogn hedder Anders Kjeldsen, og han var købmand i Borum i årene 1923-44.

Her er han på vej hjem fra landturen ud ad Langelinie, og billedet er taget ud for nummer 67.

Købmændene i Borum – der var tre – bragte naturligvis varerne hjem til kunderne, og så afregnede man en gang om måneden.

Kjeldsens butik lå i huset Langelinie 50, der desværre ikke eksisterer mere. Det blev revet ned efter en brand i december 2000.

Læg mærke til hjulene på vognen. De er lavet af træ. Gummihjul slog først rigtigt igennem i årene efter Besættelsen.

Bysvinget med Lybæksminde

JanuarFor 100 år siden så der sådan ud i Borum. Motivet var yndet. Vi har det i flere udgaver i arkivet taget med nogle års mellemrum.

Vi ser op ad Bysvinget, og det er skolerne til venstre og husrækken fra nummer 17 til 25 til højre. I baggrunden kan man skimte vindmøllen på nummer 5, karetmagerens hus. I forgrunden løber Langelinie og bag gaden og det noget forfaldne hegn ligger bækken, der dengang gik frit gennem byen.

Det hvide bindingsværkshus blev kaldt ”Lybæksminde”, og her boede ”Gamle Stine” i 1920’erne og 1930’erne. Borum-Lyngby Kommune købte huset i 1939 og rev det ned. Huset stod nogenlunde mellem det nuværende Bysvinget 20 og legepladsen, men noget lavere end det nuværende terræn.

“Lybæksminde” havde navn efter Lybækken, der var det gamle navn for Borum Bæk på strækningen gennem selve byen. Navnet kommer, tror August F. Schmidt (1952) af ly (på jysk: løj), der betyder kuldslået eller lunken.

Bysvinget, der oprindelig var en del af hovedvejen mellem Århus og Viborg, lå dengang lidt længere mod øst ind mod rækkehusene end i dag. Vasketøjet på billedet hænger nogenlunde, hvor vejen går i dag.

Området blev bygget om i årene 1942-43.

 

Den gamle Borum Østergård og vandværket

Måske Borums flotteste gård: den særdeles velbevarede Langelinie 62.

Måske Borums flotteste gård: den særdeles velbevarede Langelinie 62.

Dette foto er fra 1950’erne, men hvor er vi henne? Det eneste, du lige umiddelbart kan genfinde, er trappen til højre. Den går op til Langelinie 60.

Den flotte og særdeles bevaringsværdige gård til venstre ligger i dag næsten skjult af træer og buske. Det er den oprindelige Borum Østergård, Langelinie 62.

“Trekanten” i forgrunden var faktisk oprindelig en rigtig trekant med et græsbed ude i midten. Senere blev den rationaliseret hen til en ordentlig asfalt-plamage, og først da legepladsen fik lov til at bruge et stykke af den kommunale jord på den ene side, og kommunen satte et lille bed med en bænk på den anden side, blev Bysvingets udmunding i Langelinie til et mere almindeligt T-kryds.

Billedet, arkivnr. 1997-21/4, er samtidig det eneste, som arkivet råder over, af Borum Vandværk. Det er den uanselige bygning til venstre.

Vandværket blev oprettet i 1934. Det var et stort fremskridt at få rindende vand i boligerne, og værket leverede billigt vand. For billigt, viste det sig efterhånden, for der blev ikke sat penge nok af til at vedligeholde ledningsnettet. Arne Toft, Bysvinget 20, som med stor omhu holdt maskineriet kørende, kunne i de sidste år konstatere, at en stor del af vandet aldrig kom frem til folks vandhaner. I et par barske tørkesomre i 1970’erne kom der ikke en dråbe til dem, der boede højst. Når de hen under aften åbnede vandhanen, lød der blot en sugende lyd. Kontraventiler var der nemlig heller ikke monteret.

Og så i 1977 vedtog et flertal på et møde i forsamlingshuset at nedlægge hele skidtet og tage imod et godt tilbud om at blive sluttet til Århus Kommunale Værker, det nuværende Aarhusvand. 32 stemte ja og 12 nej. Værkerne lagde nu næsten hele nettet om, satte målere og kontraventiler op i husene og brandhaner på gaderne og installerede en særlig lille Borum-pumpe på det store vandværk i Tingvad.

Mere om vandværket her.

 

Tømreren

Der er mange tømrere i Borum-Lyngby, men kun Borum Tømrer- og Snedkerforretning ved Børge Pedersen og senere Ole K. Mathiasen har sat sig blivende spor i form af større erhvervslokaler.

Det ene er værkstedet bag boligen på Borum Byvej 1, som Børge Pedersen overtog i 1944 og udvidede i midten af 1900-tallet.

Det andet er værkstedet på Langelinie 76, som hans efterfølger, Ole K. Mathiasen, opførte ca. 1975. Med vanlig humoristisk sans forkortede Ole K. Mathiasen efter nogle år firmaets navn til Borum Tø-Sne. Det blev efter hans død videreført af Jens Mathiasen, og i 2014 indtog Freelancesnedkeren ved Jørn Gade det store tømrerværksted.

Ehem

Ehem. Dette gådefulde navn gav den første egentlige læge i området, Götsche, sin nyopførte villa på  Langelinie 71. Den fungerede som lægebolig indtil årsskiftet 2005/06, da Jesper Munch Lund lagde op efter 27 år som lokalområdets dygtige praktiserende læge. Den flotte villa er opført i 1898.  Betydningen af navnet Ehem er gået tabt.

Lægeboligen

Lægeboligen kaldes villaen Langelinie 71. Den fungerede som sådan indtil årsskiftet 2005/06, da Jesper Munch Lund lagde op efter 27 år som lokalområdets dygtige praktiserende læge. Den flotte villa er opført i 1898 af læge Götsche, den første egentlige læge i området. Han gav huset det gådefulde navn Ehem. Betydningen er gået tabt.

Thovshøj (eller Tovshøj eller Thoushøj)

Thovshøj er navnet på huset på Langelinie 69. Det blev opført i 1950 som aftægtshus for ejeren af Borum Højgård, Søren Jespersen. Siden var det i mange år dyrlægebolig og -praksis. Fra 1980 kollektiv. Fra 1993 privat beboelse. Højen, som husnavnet refererer til, findes der ikke andre skriftlige vidnesbyrd om end husnavnet. Allerede August F. Schmidt undrede sig derfor i 1953, men nåede som andre frem til, at det sigter til den høj, som huset er bygget på – måske ved siden af en gammel, længst sløjfet gravhøj i striben af Langelinie-høje. Se også.