Borums mindste hus

Bysvinget 23 i 1979.

Bysvinget 23 i 1979.

Her ligger et rækkehus, fra før det ord overhovedet var opfundet.

Idéen er klar: Når man bygger to huse sammen – eller deler ét langt hus op i to – sparer man en gavl. Den kunst har været særdeles udviklet i Borum. Et af landsbyens gamle særpræg er de mange sammenbyggede huse.

Toppen af kunsten nås her med Bysvinget 23, der ligger som det midterste af tre. I skarp konkurrence med Langelinie 40 er det også byens mindste hus.

Vi befinder os i den del af byen, der blev hærget af den store brand i 1861 og derefter gradvis blev genopbygget. Gamle kort og billeder viser i øvrigt, at selve gaden oprindelig gik noget tættere på husene end i dag.

Billedet er taget i 1979. Det er et godt eksempel på, at også nyere fotografier kan vise en udvikling.

Før Borumtoften – historien om en gård på Langelinie

Landlig idyl. I dag er næsten alt ændret.

Landlig idyl. I dag er næsten alt ændret.

Året er 1968, og flaget er hejst for Niels Erik Andersens fødselsdag. Det er højsommer, august, og Volvoen holder i skyggen af kostalden.

Vi er på landet, og bevares, det er vi da også stadigvæk sådan så nogenlunde på samme sted i dag.

Men stærke kræfter har gjort, hvad de kunne, for at urbanisere Borum og oprette et stykke Århus netop her: Borumtoften.

“Ældreboliger”

Hvor flagstang og sirlige haver befandt sig på billedets tid, går i dag en asfalteret vej. I 1990 skete nemlig en af de største omkalfatringer i Borums nyere historie, da Brabrand Boligforening gjorde sit indtog inviteret af præstefruen, Marie Glenthøj, Borum Byvej 4, og Socialdemokratiets gamle kæmpe, Aage Hansen, Bysvinget 18.

Stald og lade blev revet ned, og boligforeningen byggede seks rækkehuse på gårdens toft. Flere år senere fulgte – uden sammenhæng med boligforeningen – Sophie Toft og Morten K. Larsens private hus, Borumtoften 4 (cirka der hvor stalden stod).

I dag er alle dele af gården væk – stuehuset røg som det sidste i 2014. Paradoksalt nok blev hele den udvikling sat i gang af en såkaldt bevarende lokalplan i 1988.

Marker ned mod ådalen

Vejen til boligforeningens indmarch blev ryddet med lokalplan 335, hvor tæt-lav boligbebyggelse efter en samlet plan direkte blev udlagt – for første gang i byens historie.

Boligerne var tænkt som ældreboliger for folk i Borum. Det mente initiativtagerne, at der var stort behov for. Da det kom til virkelighedens verden, flyttede dog kun tre enlige borummer ind i halvdelen af de seks rækkehuse.  De er døde nu. Og det var så det ældrebolig-eventyr.

Nybyggeriet fik navn efter toften til gården Langelinie 42 = Borumtoften 2 = matr. nr. 15a. Denne toft strakte sig oprindelig fra stalden langs præsteboligens skel til Løkkediget. Dette dige befandt sig omtrent der, hvor omfartsvejen nu ligger (og altså ikke hvor den senere vej Løkkediget er anlagt).

Mens Borumtoftens nybyggeri lagde et lag på Borum, kan vi i arkivet følge gårdens historie bagud. Foruden den nævnte toft havde gården fra 1796 marker ned mod ådalen i syd og mod Lyngby-vejen i øst. Dertil kom lidt skov og mose og en klat jord øst for Borum Østergård ned mod Tingvad.

Ret til mælk, tørv og brænde

I arkivet opbevarer vi et skøde fra 1944 på gården. Niels Andersen solgte til sin søn, Henning Andersen, for 28.700 kroner. Med i handelen fulgte blandt andet to heste og 14 kreaturer.

Men forældrene fik meget mere end penge, da de forlod gården og flyttede til datidens “ældrebolig”, et lille hus på Borum Byvej 17. Søn og svigerdatter havde flere pligter, for skødet indeholdt nemlig en temmelig gammeldags aftægts-forpligtelse. Vi gengiver den her ordret:

“Jeg Niels Andersen forbeholder min hustru og mig ret til, sålænge en af os lever, at få leveret vederlagsfrit fra vor søn på vor bopæl en liter sødmælk daglig og en fedegris hvert år, således at vi får en halv gris leveret efterår og forår, når min søn slagter.

Endvidere har jeg forbeholdt mig ret til at skære de tørv i mosen, som jeg kan overkomme til vort private brug samt til at få et passende kvantum brænde årligt fra skoven.

Hvis min hustru og jeg flytter fra Borum, skal min søn ikke være forpligtet til at levere os mælk, tørv eller brænde, men skal i stedet betale os et årligt beløb på 200 kr., sålænge en af os lever, og beløbet skal betales hvert år på den dato, da vi fraflytter Borum By, første gang ved fraflytningen.

Til sikkerhed for betalingerne ifølge denne aftale begærer vi tillige skødet tinglyst pantstiftende for et beløb på 2000 kr., men vore panterettigheder skal til enhver tid respektere størst mulige lån af offentlige midler”.

Så var der vist tænkt på det hele.

Solgt ad flere gange

“Andersens gård” blev splittet ad stump for stump over mange år.

Først solgte gården den ensomme lod jord, hvor Yderupvej 20 blev bygget. Husmandsstedet Langelinie 57, der oprindelig kun havde nogle få tønder land nord for Langelinie, tilkøbte også en strimmel gårdjord ved Træskobakken.

Det var lidt i småtingsafdelingen. Men ved vejforlægningen i 1977 solgte Clara Andersen, enke efter gårdejer Henning Andersen, resten af sine marker. De kom til at ligge syd for den nye omfartsvej og indgik i vejprojektets indviklede jordfordeling, hvor nogle solgte og andre købte. Køberen var her Peder Pedersen på Bækgården, Borum Byvej 12. På disse marker kom der i 1980’erne og 1990’erne en stor grusgrav.

Tilbage var nu kun “toften” på indersiden af omfartsvejen, men i stalden var der stadig liv. Her holdt gårdejer Erik Rasmussen grise ligesom hjemme på Borum Højgård. Hver dag gik han gennem byen med sin trillebør mellem de to stalde.

Midt i 1980’erne solgte Clara Andersen en byggegrund fra ud mod gaden, nemlig arealet nederst til venstre i billedet. Langelinie 44 blev bebygget af Ellen og Erling Christensen, der i 1986 flyttede fra et gammelt til et splinternyt hus i Borum.

Og i 1990 gik Clara Andersen modvilligt ind på de moderne tider repræsenteret af boligforeningen. Hun solgte hele sin toft og stalden, og så gik nybyggeriet i gang, efter at stalden var revet ned og den nye adgangsvej anlagt.

Byggeriet gik også i stå igen. De seks rækkehuse fylder kun en mindre del af toften. Der er plads til 6 mere, men det er der ikke stor interesse for hverken hos ejer eller naboer.

Længst mod syd på grunden rejser “udsigten” sig. Herfra kan man mod nord se hen over Borum By og til Borum Eshøj. Mod syd ser man lige over på den gård i Labing, hvor Torben Overgaard, boligforeningens daværende direktør, bor.

Stuehuset røg til sidst

Blev sælgeren så rig? Næ, for hun skulle også betale for den nye vej og for at få revet stald og lade ned. Efter eget udsagn blev Clara Andersens eneste fortjeneste på hele operationen med boligforeningen faktisk den byggegrund, som hun adskillige år senere solgte til Sophie og Morten.

Bagefter blev rollerne byttet om. Nybyggerne købte den sidste rest af gården på matr. 15a, stuehuset og gårdspladsen.

I 2014 blev også stuehuset revet ned – inden det faldt selv – og nu er alle spor af “Andersens gård” slettet. Stuehuset var opført i 1881 og menes at have været det sidste bindingsværkshus, der blev nybygget i Borum.

I skrivende stund, 2016, ligger pladsen ud til Langelinie øde og forladt hen. Men et splinternyt hus bliver snart bygget, hvor Andersens stuehus stod. Lokalhistorien går videre.

Gårdsplads ved Langelinie

Mange steder i Borum-Lyngby ser der nogenlunde ud, som der har gjort i mange år. Men ikke her.
Ove Christensen (t.v.) står foran dobbelthuset Langelinie 34-36 med ponyvogn og både egne og naboers børn omkring 1945. Huset (t.h. på billedet) har endnu stråtag og bindingsværk med de opstregede murstenstavl, som er autentiske her på egnen, men efterhånden er blevet ret sjældne.
Hele dobbelthuset Langelinie 34-36 er temmelig gammelt. Vi kender ikke alderen, men vi ved fra et skøde i arkivet, at greven på Frijsenborg i 1856 solgte matr. 41 til gårdmand Jens Nielsen Kande for 905 rigsdaler. Da var det ét hus og én grund sammen med den jord, hvor nr. 38-40 senere blev bygget (i dag delt på matr. nr. 41a, b, c og d.
Ove Christensen boede i den ende af huset, der kan ses t.h. (nr. 36). Børnene i jumben er Torben Olsen, Jonna Udengaard og Kurt Christensen. Foran står Bent Jakobsen (med seler) og Grethe Jakobsen. I 1990 blev Clara Andersens stald og lade bagved (Langelinie 42, nu Borumtoften 2) revet ned. Tre år senere blev den fælles forplads, hvor børnene står, delt op. Endnu en ændring skete i 2015, hvor de sidste rester af gården på Langelinie 42 blev væltet, heriblandt også bygningen i baggrunden af billedet.

På det nederste billede er det Frank Udengaard, der leger med trillebør på vejen op til dobbelthuset. Til venstre skimtes udhus bag hans hjem,  Langelinie 38.

Kun detaljerne røber forskellen

Enhver lokal kan se, at dette er et billede af den midterste del af Borum. Men kun nogle detaljer fortæller, at billedet faktisk er 40 år gammelt. Det blev taget af Geografisk Institut ved Aarhus Universitet, da forskere og studerende i 1974-76 lavede en større beskrivelse af landsbymiljø i Århus Kommune.
Vi kan begynde i forgrunden. Her står, at Møllevejen hedder Langelinie. Det gjorde den faktisk i nogle få år fra 1970. Rådhus-logikken var, at Møllevejen allerede lå i Århus (C), og så kunne man ikke have én mere inden for kommunegrænsen. Nogle år senere lykkedes det dog borgerforeningen og beboerne at få indført navnet Borum Møllevej.
Så følger en lygtepæl med luftledninger på. Sådan nogen findes ikke i Borum mere. Bilerne foran det gamle mejeri – en Ford Taunus og et ægte “folkevogns-rugbrød” gør heller ikke. Nu afdøde Frode Hansen, senere Borum Byvej 8, havde i en længere periode i 70erne og 80erne autoværksted her.
På den anden side af vejen ses lidt af Bækgården før totalombygningen i 2006. Nu er det der, der er autoværksted i Borum.
Bag Bækgården ses det gamle bageri, købmandsgården, hvor der indtil 1911 var kro, og den flotte Borum Højgård (Erik Rasmussens gård).

Stenene kom til ære og værdighed på ny

I Borum har vi tre historiske vejvisersten. De står alle tre langs med det forløb, der engang udgjorde landevejen Randers-Skanderborg gennem Borum.

Heldigvis blev de både gemt og glemt, da vejvæsenerne gik over til metalskilte. Lejlighedsvis fik de endda lidt ny maling. Men i de sidste 40 år er der ikke sket spor, for da sorterede de under Århus Kommune.

Tværtimod var de med tiden kommet til at stå noget skævt og trykket.

I sommeren 2010 har Lokalhistorisk Arkiv ført stenene tilbage til den oprindelige udførelse.

Stenmester Hans O. Hansen, Tingvad, forestod selve opmalingen.

Carsten Nielsen og Peter Poulsen, Borum, gravede, hejsede op, gravede noget mere og hejsede ned igen. Stenene er naturligvis anbragt historisk korrekt i de samme huller som før. I øvrigt var de overraskende lange og tunge.

Her ses to af stenene lige efter renoveringen, inden de blev sat tilbage.

Smukkest på egnen

Så idyllisk tog indkørslen til Borum sig ud i 1974. Foto fra rapporten.

I 1974 udgav Geografisk Institut ved Aarhus Universitet en rapport i fire tykke bind med den fælles titel “Landsbymiljø i Århus Kommune”. Værket blev til i samarbejde med kommunen, men det er uvist, om kommunen nogensinde brugte det store arbejde.
Rapporterne om landsbymiljø giver en minutiøs beskrivelse af hver enkelt landsby og indeholder desuden interessante afsnit om både det fysiske miljø – hvordan der så ud – og det sociale miljø, altså hvordan vi landboer havde det med hinanden.
Borum-Lyngby scorede højt på skalaen.
Dette billeder, der stammer fra rapporten, viser “den smukkeste indkørsel overhovedet i kommunens landsbyer”. Sådan betegnede rapportens hovedforfatter, professor A. Krarup Mogensen, den sydlige del af Borum Byvej.
Og sandt er det jo, at der var noget fortryllende over indkørslen til Borum. Vejen var indrammet af store træer. Og Jens Olsens og sadelmagerens dobbelthus (Borum Byvej 8 og 6)  midt i billedet var dækket af planter lige op til stråtaget.
Især sadelmagerens hus, Borum Byvej 6, blev siden “restaureret” på en noget hårdhændet måde. Det kom nemlig på folkekirkens hænder i nogle år, fordi nogen havde fået den idé, at Borum Kirke skulle have en embedsbolig for en graver. Og sådan en bolig skulle have muret gavl og maskinskåret bindingsværk, hvad huset derfor fik i en årrække. Plantevæksten blev brutalt fjernet i samme omgang, hvor der blev brugt en masse penge på den ende af det lille, stråtækte hus, som kirken ejede.
Siden blev huset solgt til privat beboelse – kirken ville alligevel ikke have en embedsbolig for en graver – og er på ny blevet noget pænere. Skiftende ejere – senest Anne Marie Steenild – holder nu huset pietetsfuldt.
Det hjalp naturligvis heller ikke på helheden, at de store elmetræer gik ud, da elmesygen hærgede landet midt i 1990’erne. Træerne blev fældet i 1996, og først en del år senere plantede kommunen lindetræer til erstatning. Med tiden kommer allé-præget altså tilbage.
Men i dag kommer der næppe en professor forbi, kigger sig omkring ved den sydlige indkørsel til Borum og udbryder: “Det må være egnens smukkeste”.