Et ældgammelt landsbyhus

et-aeldgammeltOppe for enden af en lille vej ved kirken i Borum ligger dobbelthuset Langelinie 34-36.

På dette billede har Inge Marie og Poul Nielsen taget opstilling bag det lille stakit ved den fælles vandpost, og vi skriver 1920.

Poul arbejdede som vejmand ved amtet, og efter hans død blev Inge Marie husbestyrerinde hos præsten.

Gården til venstre lå på Borumtoften 2, og de sidste rester af den faldt først i 2016.

Landsbyhuset – et jordløst hus, som man i fjerne tider kaldte sådan et – står derimod endnu som et af Borums mange dobbelthuse og bebos af Gitte Wendelboe, Hannah og Thomas Strand Horsager. Det er ældgammelt, men mildest talt noget forandret. Næsten hver generation har sat sine spor.

Hvor gammelt er det? Minimum 160 år, kan vi fastslå. I arkivet har vi nemlig et skøde fra 1856 på Langelinie 34-36. Frijsenborg solgte huset til Jens Nielsen Kande. Prisen var 905 rigsdaler, men så gik grunden også helt ned til vejen, hvor dobbelthuset Langelinie 38-40 siden blev bygget.

I skovens dybe, stille ro

Hvor det beskedne skovfogedhus puttede sig i Vind Skov, ligger i dag en rigmandsfamilies eksklusive sommerhus.

Hvor det beskedne skovfogedhus puttede sig i Vind Skov, ligger i dag et eksklusivt fritidshus.

Dybt inde i Vind Skov lå denne bygning så sent som 2004. Forladt, med røde skodder for vinduerne og så godt som glemt. Billedet er taget 23. marts 2003.
Meget få kommer her forbi, selv om den østligste gård i Borum, Overskovlund med adressen Viborgvej 717C, faktisk også ligger herude. I sandhed et naturområde.
I 2004 skete der dog pludselig en masse, der brød den stille idyl. Huset blev revet ned og en del af skoven ned mod Stormosen fjernet. Grænsehandels-familien Fleggaard købte skoven for 4,4 mio. kr. og fik tilladelse til at bygge et større sommerhus som ”ombygning” af den forladte spejder- og jagthytte.
Historien om huset ude i skovens dybe, stille ro går langt tilbage, for her boede Frijsenborgs lokale skovfoged. Han havde også ”en del agerland og engbund” og nævnes allerede i protokollen om udskiftningen af jorden i Borum Sogn i 1796, men skovfogeden boede indtil branden i 1861 formentlig i Bysvinget, hvorfra skovvejen udgik.
I arkivet har vi en brandforsikringsprotokol fra 1869, der meget præcist beskriver to nybygninger i skoven – hus og stald. Huset af et så moderne materiale som cement.
Det er ikke noget nyt, at rigmænd boltrer sig i Vind Skov. Da bønderne i midten af 1800-tallet overtog deres egne gårde, forblev skoven samlet under grev Krag Juul Wind(!) Frijs. Senere ejere: Baron Juul Rysensteen, Mundelstrupgård. Udstykningsforening 1907. Mikkel Thomsen, Borum Østergård 1918. Søren Loft m.fl. 1941. S. A. Fangel, Aarhus Emballagefabrik 1948. Frijsenborg-Wedellsborg (igen) 1985. Og nu altså Fleggaard.

Selvejer eller fæstebonde

faestebonde

faestebondeI 1796 blev alle jorder i Borum udskiftet. De mange smalle lodder blev lagt sammen, så hver gård stort set fik sin jord anbragt samlet. Men grevskabet Frijsenborg ejede stadigvæk alle gårdene. Og dog.

I et årsskrift for Hinnerup Egnsarkiv kan man læse om en meget interessant retssag, som Frijsenborg anlagde mod fem af gårdmændene i Borum. De mente nemlig, at de selv ejede jord og gårde og nægtede derfor at gøre hoveri for godsejeren.

Brand i Norring

Her er hele artiklen:

“Da adskillige huse og gårde i Norring By var brændt i 1798 under Grevskabet Frijsenborg blev 8 gårde og huse udflyttet, hvortil godsets bønder blev tilsagt at være behjælpelige med kørsel og arbejde.

Selvejerbønder i Borum, 5 gårdmænd, Peder Pedersen, Jens Jørgensen, Morten Sørensen, Jens Pedersen og Niels Nielsen under Frijsenborg nægtede at taget til Norring for at gøre arbejde og kørsel, da de hævdede, at de som selvejere ikke havde sådanne pligter uden for deres eget sogn.

Forvalter Borch, Frijsenborg, anlagde derefter sag mode de 5 selvejere ved Frijsenborg Birketing 13/11 1798, hvor de alle blev dømt til at forrette kørsel og arbejde, til de afbrændte og udflyttede gårde og huse i Norring By efter skete inddeling, lige med Frijsenborgs andre bønder og fæstere og ligesom fæstebønderne i Borum By imod lige begivenhed at nyde lige hjælp at forrette det tilbagestående arbejde lige med fæsterne i Borum har forrettet under mulkt til sognets fattige af 48 skilling. Hvor hver dag de udeblev og endelig betale mulkt hver 4 rigsdaler, som skal tilfalde de ved deres udeblivelse fornærmede udflyttere Christen Pedersen og Christen Jensen og betale rettens omkostninger med 24 skilling. Alt inden 3 solemærker (døgn).

Godsets bønder

Politirettens dom af 13/11 1798 blev ved Højesterets kendelse af 16/1 1801 henvist til ny foretagelse og påkendelse af amtmanden, og under 24/11 næst efter har hans kongelige majestæt allernådigst forundt de nævnte selvejere oprejsning til at påanke den under 13/11 1798 afsagte dom til prøvelse ved overpolitiretten.

Forvalter Borch vil i sit indlæg til overpolitiretten anse de indstævnede som godsets bønder og går så vidt, at han angiver, at den ejendomsrettighed, de gør sig til af, består blot af navnet og mener ikke, de er sådanne selvejere, som lovens 3.-12. kapitel omhandler.

De 5 selvejere havde intet videre at fremføre i deres sag, men henholdt sig til deres første indlæg i politiretten og deres ved et tidligere retsmøde fremlagte lovformelige skøder til bevis for deres selveje.

Disse skøder udtrykker sig forskelligt, da nogle af dem nævner “den mig tilskrevne selvejergård”. Andre nævner “selvejerrettighed og bondeejet hartkorn”. Men ingen af dem nævner alene bygningerne.

Der var også fremlagt et af afdøde grevinde Frijs desmescieres ovennævnte Peder Pedersen forundt husbondhold på den selvejergård, som Søren Pedersen sidst beboede, det viser tydeligt nok, at grevskabet på den tid har erkendt Peder Pedersens selvejerrettighed.

Overpolitiret og Højesteret

Sagen er for overpolitiretten d. 21/4 1802, hvor dommen lyder således: Politirettens dom af 13/11 1798 bør ikke falde de for retten indstævnte selvejere, Jens Jørgensen, Morten Sørensen, Peder Pedersen, Jens Pedersen og Niels Nielsen til last eller penges udgift i nogen måde.

De frifindes for forvalter Borchs tiltale i denne sag, og det pålægges forvalter Borch at udbetale de nævnte selvejere de hos dem inddrevne mulkter og omkostninger, nemlig til Niels Nielsen 22 rgd 1 mark 13 skill, til Jens Jørgensen 4 rgd 4 mark 13 skill, til Morten Sørensen 4 rgd 4 mark 13 skill, til Jens Pedersen 22 rgd 1 mark 13 skill, og til Peder Pedersen 4 rgd 4 mark 13 skill, alt at efterkomme inden 3 solemærker (døgn) efter denne doms lovlige forkyndelse. Morgenstjerne

Det kunne forvalter Borch ikke være tilfreds med, og han indstævnede på sit herskabs vegne sagen for Højesteret.

I rettens votering blev det heller ikke draget i tvivl, at samtlige er selvejere ifølge deres skøder, samt at Borum, hvor de indstævnede bor, ikke hører til det sogn, hvor Norring By ligger, og det skønnes, at de ifølge de påberåbte forordninger er fritagne for at præste hjælp uden for sognet.

Herpå blev afsagt dom:

Overpolitirettens dom bør stå ved magt at stande. Processens omkostninger for Højesteret ophæves. Til Justitskassen betales citanten som tabende 5 rgd.

Kilde: Aarhus Amts overpolitiretsprotokol”

De fem gårde i Borum

Så vidt artiklen.

Holger Dalegaard har ved hjælp af udskiftningsmaterialet fra 1796 fundet ud af, hvilke fem gårdmænd og gårde det var, der vandt så knusende over grevskabet Frijsenborg. Det drejer sig om:

Niels Nielsen på gård nr. XIII, matr. nr. 8, i dag Borum Byvej 15 (den oprindelige Borum Vestergård)

Jens Jørgensen på gård nr. XVI, matr. nr. 9, i dag Borum Byvej 18 (Borum Højgård)

Morten Sørensen på gård nr. XVII, matr. nr. 10, i dag Bysvinget 1 (nu kaldet Storkesiggård)

Peder Pedersen på gård nr. XI, matr. nr. 6, sted: Bysvinget 2 (udflyttet til Stillingvej 219, Tanholm)

Jens Pedersen på gård nr. IX, matr. nr. 19, i dag Borum Byvej 10 (den oprindelige Borum Bækgård)

Har de andre gårdmænd i Borum været fæstebønder, så alle mødte frem til byggearbejdet i Norring uden at gøre modstand? Eller har der været andre undtagelser. Det undersøger vi nu.

 

 

Penge til de fattige

ny-oktober-pengeblok

Ingen kan gå ud eller ind af Borum Kirke uden at få øje på denne solide træblok på godt 90 centimeter. Den er af eg og bundet sammen med kraftige jernbånd med en låge i.
Det drejer sig om en indsamlingsbøsse eller pengeblok.
Når man i dag giver en skærv i kirkebøssen, går pengene måske til Folkekirkens Nødhjælp, et missionsselskab eller noget andet godt ude i den store verden. Men da pengeblokken var i sin velmagt, forblev pengene i sognet.
Skillingerne gik til de lokale fattige, som der var mange af i Borum helt op til vores tid.
Pengeblokken er flere hundrede år gammel, nemlig fra 1500-tallet. I herredsbogen for Framlev Herred kom der i 1661 til at stå, at den var “gammel og skakels”. Det sidste betyder skæv.
Lokalhistorikeren August F. Schmidt, der i 1952 skrev om Borums historie, viderebringer en historie om, at pengeblokken en overgang blev brugt som transportabelt pengeskab af Frijsenborgs ridefoged. Fogeden puttede bøndernes skatter i, og hjemme på godset ved Hammel opbevarede greven så selv nøglen.
Om det passer, ved vi ikke. Blokken var tidligere malet sort, men i 1980, da kirken blev restaureret, fandt arkitekten på, at malingen skulle tages af og kun beslagene derefter males. Hver tid sin mode.