De voksnes fastelavnsløjer

februar-1987-18-1-sluppen-forbedretVi står i Bysvinget, og flere af Borums borgere har klædt sig ud til narrestreger og musik. Nu tager de på tur rundt i byen for at samle ind til fest.

Det besynderlige fænomen ”Sluppen” ruller ud med hesteforspand og festmusik en februardag i 1944.

Egentlig stammer traditionen fra havnebyer, hvor man kørte en stor jolle, en slup, i optog gennem byens gader.

Men i Borum, som man jo ikke med selv den bedste vilje kan betegne som en havneby, ville de også samle ind til fest. Sluppen var på en måde de voksnes svar på fastelavnssoldaterne, og den kørte lige til 1951.

På billedet står f.v. Gunni Fenge, Rasmus Jensen, Kristian Taastrup, Helmer Koch, Oskar Annesen, Viggo Annesen, Annelise Pedersen, Evald Thomassen, Karl Frederik Johansen og en karl ved navn Esmann.

Fotograf forskrækker fastelavnssoldater

forside-2011

Klik for større billede.

Dette er det ældst bevarede billede af vores fantastiske fastelavnssoldater, en 340 år gammel tradition. Fotoet har været i Glostrup, inden det vendte hjem, og det rejser en del spørgsmål.

Allerførst: Hvorfor lukker næsten alle drengene øjnene? Ser de ikke også lidt bange ud? Det kan vi faktisk godt svare på. For det første havde de sandsynligvis aldrig før prøvet at blive fotograferet. For det andet havde de ikke lyst til at blive blændet af blitzen, og det blev man. Det var næsten en hel bombe af magnium, fotografen fyrede af dengang.

Billedet er fra enten 1921 eller 1927. Alle medvirkende er nok døde i dag. Men vi har fået at vide, at drengen i første række helt til venstre hed Otte Simonsen. Ham kan vi finde i kirkebøgerne. Han blev konfirmeret i 1929, og han kom fra ejendommen Engholm, der i dag har adressen Tingvad 12.

Hvor er billedet taget? I Borum Forsamlingshus, hvor man faktisk havde gymnastikribber i gamle dage? Nej, for huset blev først bygget i 1928.

I Staacks lokale, forgængeren på Langelinie 62? Måske.

I en af skolerne? Ikke helt usandsynligt. Men skønt Tingvad (undtagen Bækkelund, Tingvad 20) hører til Borum, gik børnene derfra faktisk i skole i Lyngby. Her vides det, at der engang sad ribber i en af skolestuerne, som også var en slags forsamlingshus.

Så måske er det slet ikke fastelavnsdrengene fra Borum, men fra Lyngby m.m., vi kigger på.

Ringridning Borumgård

Dette er så at sige fastelavnssoldater til hests. Hvad vi ser, er forløberen for den nuværende tradition, hvor drengene til fastelavn går hele sognet rundt, synger og samler ind til fest.
Her er vi i 1930, og dengang red karlene i Borum  rundt på hesteryg. På billedet er der hele 29 af dem, og der var ikke som i dag nogen aldersgrænse ved konfirmationen.

Men ellers er der rigtig meget, der ligner den tradition, der stadig lever. Se bare uniformerne og opstillingen t.h. med konge, klovn osv. Nummer otte fra venstre er for eksempel kongen, og både han og hesten bærer krone.

Bag på billedet står “ringridning”, så den sport må også have været en del af dagens program.
Stedet er stuehuset til Borumgård, Langelinie 59. Det imponerende hus med svungne gavle og fire skorstene lå på nordsiden af gårdspladsen indtil 1970’erne, hvor de daværende ejere, Ingrid og Søren Skifter, rev det ned og byggede helt nyt og mere tidssvarende stuehus til Borumgård – denne gang på sydsiden af gårdspladsen.

Soldaterne i sneen

1990-17-3-FEB-Fastelavnssol

Fastelavnssoldater i Borum fotograferet 1933

Man skal ikke være flyttet hertil ret langt væk fra for at opleve skikken med fastelavnssoldater som højst usædvanlig, om ikke ligefrem skræmmende.
“Soldaterne” findes kun på Århus-egnen, og Borum er et af de steder, hvor traditionen lever stærkest og mest autentisk med en hel dags hårdt arbejde af de ukonfirmerede drenge.
I Lyngby måtte man for år tilbage fortynde den ægte vare med piger for at blive nok.
Oprindelig menes det at have været gårdenes karle, der red rundt og samlede ind til fastelavnsfesten.
Før knejterne i Borum næste gang skal på vandring, kan de kaste et blik på disse forgængere fra 1933 og konstatere, at uniformerne ligner, og at de samme roller blev besat dengang som nu: Kongen (med kronen), to fanebærere, prinsen (helt t.v.), generalen, kassereren (nr. 6 f.h.) og klovnen (helt t.h.).
Personerne i 1933 var dog (f.v.): Helmer Sørensen, Erik Kristiansen, Karl Bundgaard, P. O. Winther, Vagn Olsen, Henning Andersen, Karl Hansen, Niels Jørgen Hansen, ukendt, Godtfred Asmussen, Aage Olsen, Niels Bundgaard og Orla Ljunggren. Billedet er taget i Winthers gård, Skivholmevej 21.

Læs mere:
Fakta om fastelavnssoldaterne i Borum
Personlig beretning om fastelavnsfest i 1983