Fuld beskæftigelse i 1928

Anius Andersen, Lyngby, (siddende) og hans fætter slog skærver ved Borumbro. Vejen er datidens Stillingvej.

Hvem sidder der bag skærmen? Alle kender Jeppe Aakjærs sang om Jens Vejmand, der huggede vilde gnister af morgenvåde sten. Sangen er fra 1905.

På denne perle af et billede ser vi et fuldstændig tilsvarende syn, men så sent som i 1928. Skærmen værnede mod blæst og regn, og så var det ellers bare at tage fat med hammeren.

Billedet er taget ved Borumbro og dermed lige på randen af vores lokalområde. Vejen, der ses med sine vejtræer, er Skanderborgvej, der nu hedder Stillingvej, og fordybningen i baggrunden må nok være Lyngbygård Å.

Råmaterialet var almindelige marksten, og vejenes behov var næsten umætteligt for skærver og sand. På den måde var der dengang med garanti altid arbejde nok til dem, der virkelig ville arbejde – så længe de nu kunne holde til det.

De to vejmænd er Anius Andersen, Lyngby (siddende), og hans fætter, som vi ikke kender navnet på. Billedet modtog arkivet midt i 1990’erne fra smedemester Anders Andersen, Mundelstrup Stationsby.

Vejmand passer den gamle sten ved Borumbro

Frederik Baltzersen, søn af Baltzer Frederiksen, passede blandt andet landevejen gennem Borum. Her er han omkring år 1900 i gang med finrivningen omkring kongens gamle vildtbanesten fra 1700-tallet.

Vejene omkring Borum har altid været arbejdsplads for småfolk. Da veje blev passet med håndkraft af henholdsvis amt og kommune, var der altid nok at gøre. Om ikke andet skulle vejtræerne beskæres.

Her er en gammel borummer i gang med at vedligeholde pladsen foran den fine sten, der i sin tid udgjorde en skelpæl for kongens jagtområde, Skanderborg Domæne. De kongelige jagtområder blev også kaldt vildtbaner, og kendere kalder stenene for vildtbanepæle.

Vildtbanen sluttede mod nord ved Lyngbygård Å, så Borum Sogn var lige nøjagtig ikke omfattet af det område, hvor der faktisk gjaldt dødsstraf for at skyde vildtet. Stenen stod indtil cirka 1975 direkte ud til landevejen ved lokaliteten Borumbro – stedet hvor vejen krydsede over åen.

Nu ligger Stillingvej højt over stedet, for den nye og meget bredere vej er placeret på en dæmning over åen. Men stenen blev reddet og flyttet over på Borum-siden af åen, hvor man i dag møder den ved Kringlen. Der kommer dog ikke just en vejmand og river pænt omkring den.

Fra små kår

Frederik Baltzersen, født 1856, var ud af en gammel Borum-slægt, hvor mændene skiftevis hed Baltzer (Baltasar) Frederiksen og Frederik Baltzersen. Præsterne havde dog deres hyr med at skrive det fremmedartede navn ind i kirkebøgerne, selv om det faktisk kommer fra en af de hellige tre konger på Jesu tid, så der ses mange versioner af stavningen.

Ved “Frederich Baltharzen”s fødsel skrev præst Hørning dog uden tøven faderens titel sådan: Indsidder. Det betød en mand, der boede til leje med sin familie hos andre, og det var allerede dengang et lidt gammeldags udtryk. Han kunne også have skrevet “laveste socialklasse”.

Familien var som regel at træffe i de mindre, jordløse huse. I 1883 fik Frederiks far, Baltzer Frederiksen, dog skøde på matrikel 19l, der er Langelinie 37. Dengang var det bygget sammen med Langelinie 39. Nu var det jordløse hus dog hans eget. Baltzers stilling angives som karetmager. I 1891 overgik huset til hans datter, Maren Baltzersen, der tilsyneladende boede der sammen med sin niece Ane Frederiksen. De nærmere familieforhold må slægtsforskere udrede.

Malet på porcelæn

Erna og Tage Kragh, Borum Byvej, var ud af samme familie. Tage var så glad for billedet af vejmanden ved Borumbro, så at han malede det af i en forbedret udgave. Det skete på en indrammet porcelænsplade, som efter hans død i 2016 overgik til Lokalhistorisk Arkiv.

Tages udgave ses her:


Leif rev selv sit barndomshjem ned

Skovlund fotograferet i 1950'erne. Vi ser mod sydvest hen over ådalen mod Hørslev.

Skovlund fotograferet i 1950’erne. Vi ser mod sydvest hen over ådalen mod Hørslevs enge.

Når man kører mod syd fra Borum ad landevejen mod Labing og Harlev, passerer man lige hen over dette sted.

Gården Skovlund lå ved den gamle Stillingvej (forrest i billedet) lige før Borumbro.

Århus Amt rev gården ned, da landevejen blev gjort højere og bredere i 1976-77. Ja, faktisk gik det rent tilfældigt så grumt, at Leif Lundgaard Jensen som maskinfører ved et entreprenørfirma blev sat til at rive sit eget fødehjem ned.

Det gjorde han så.

Gårdens historie begynder 200 år tidligere, da skolen i Borum fik tildelt godt syv tønder land jord på Broholm, en lille banke nord for åen, fordi ”degn og skoleholder har krav på at få så meget jord, at han ved fordel af dettes dyrkning kan få den fourage som er nødvendig til at føde de tre kreaturer, som de kongelige anordninger tilstår skoleholderen græsning og foder til”.

Siden holdt skolelæreren op med også at være landmand. Efter lidt handel og sammenlægning blev 18 tønder land samlet, og Skovlund blev bygget på dem.

Nu er alt væk, og man skal bruge øjnene godt for at få øje på, at der lå en gård lige vest for og til dels inde under landevejen. Der står kun nogle få træer tilbage, som endnu er lidt højere end resten. Sikkert nogle af de samme træer, der ses på billedet fra 1950’erne.

Fra lærerens skole

Borums børn stillet op til fotografering for ca. 100 år siden.

Borums børn stillet op til fotografering for ca. 100 år siden.

Her er alle børnene i Borum fotograferet foran lærerens skole, nuværende Bysvinget 18, cirka 1917.

T.v. står lærer Carl Emil Johansen, som var ansat ved Borum Skole fra november 1888 til sin død i 1921. T.h. står lærerinde frk. Helga Laursen, der var ansat til sin død i 1936.

Skolen blev bygget på gadejord i 1825 og genopført efter brand i 1861. I 1830 blev Lyngby-Yderup skilt ud fra skoledistriktet.

I 1901 blev der bygget endnu en skole i Borum. Som supplement opførtes en ny bygning, kaldet forskolen, nu Bysvinget 16, og der blev ansat en lærerinde.

Materiale i arkivet viser, at da Carl Emil Johansen blev ansat, ønskede han ikke selv at dyrke den jordlod på cirka syv tønder land ved Borumbro, som i 1796 var tildelt skolen. Han bortforpagtede jorden for 350 kr. om året.

Borum Skole bestod frem til 1964 af de to dele med en lærer i den gamle skole og en lærerinde i den nyeste. Så blev Sabro Korsvejskolen taget i brug. Lærerens skole blev solgt til vognmand G. Rahbek, som med to busser kørte skolebørnene fra Borum og Lyngby til Sabro, og også lærerindens skole blev solgt til privat beboelse.

Det har de været siden, og på skolepladsen bagved er husene Bysvinget 18 og Langelinie 43-45 siden bygget.

 

Borum Bro

Stillingvej gik oprindelig helt ned til broen over åen. Tegning 1956: Asger Muchitsch.

Det syn, som her er bevaret på en tegning, forsvandt i midten af 1970’erne.
Landevejen mellem Randers og Skanderborg, Stillingvej, krydsede over Lyngbygård Å på  Borum Bro. Det gør den sådan set stadigvæk, men nu på en høj dæmning, så vej og vand helt har tabt kontakten.
Borumbro (som regel skrevet i ét ord) er et ældgammelt stednavn, der også blev brugt om et par ejendomme på begge sider af åen. I dag er kun dem i Framlev Sogn bevaret.
Ejendommen på Borum-siden, “Skovlund”, blev revet ned, da Århus Amt i 1976-77 anlagde den nuværende landevej, og kun en lille gruppe træer vest for vejen viser i dag, hvor den stod.
Selve åen blev ved samme lejlighed rettet ud, så “kringlerne” forsvandt. Siden har man forsøgt at reparere på det brutale indgreb i engen, blandt andet med en passage i åen til lystfiskere, oddere og andre pattedyr.
Og “kringlerne” eller “kringlen” er – i hvert fald som navn – genopstået i form af en park, som Borum Menighedsråd anlagde i 2011.
Aarhuus Stiftstidendes tegner, Asger Muchitsch, Kvottrup, udførte den tegning, du ser her, og avisen ledsagede den 6. august 1956 af en tekst af lokalhistorikeren August F. Schmidt, Brabrand. Han fandt det sandsynligt, at kongen havde passeret broen, da han i 1563 var indkvarteret hos herredsfoged Peder Pedersen i Borum. Det lyder rigtigt.
Hvor gammel er Borum Bro? Det fortaber sig. Oprindelig har her nok været et vadested, men vi ved, at allerede under svenskekrigene i 1500-tallet blev den daværende bro så hårdt medtaget, at den måtte repareres.
Afgørende for, hvor man valgte at krydse e så forholdsvis stort vandløb som Lyngbygård Å, har været, at der var nogenlunde fast grund under fødderne indtil selve åen. Det er netop tilfældet her. Det lidt højere land på Borum-siden blev kaldt for Broholm.

Skanderborg-hulen

Sagn fortæller om røvere, der (1800-tallet?, 1700-tallet?) spændte snore på tværs af landevejen mellem Borumbro, s.d., og Borum By.

De røvede de rejsende, når disse og deres eventuelle vogne på rejsen mellem Skanderborg og Randers kom slæbende sig op ad den stejle bakke, hvor der dengang var skov på begge sider, og kylede ligene i åen.

Landevejen blev brugt en del af kongelige sendebud mellem Skanderborg og Dronningborg (Randers).

Endelig blev der sendt soldater ud for at få standset forbryderne, og det lykkedes. I dag ses stedet som en/to pladser langs den nedlagte del af Stillingvej (se Borumbro).

Kringlen

Kringlen, som den så ud endnu i 2007.

Øst for Borumbro (se dette) lå området Kringlen . Navn efter Lyngbygård Ås slyngningsform på stedet.

Her ved landevejen var frem til ca. 1910 et utvungent møde- og badested, som blandt andet blev brugt grundlovsdag 5. juni. Senere blev der nogle gange holdt sankthans-bål på stedet.

Efterhånden ændrede Kringlen karakter og blev et naturområde med lidt græssende kreaturer, men  i 2011 blev det kraftigt ombygget af Folkekirken, og den vilde plantevækst blev gjort til græsplæne. Kringlen anvendes nu bl.a. til friluftsgudstjenester og siden 2013 til Borum Fri Festival.

Der er rejst en større pavillonbygning med front mod åen og anlagt stier, bålpladser og faste bænke som i en bypark.

I 2016 fastslog myndighederne, at Folkekirken (Borum Menighedsråd og Århus Vestre Provsti) havde anlagt det hele uden tilladelse og krænkede naturbeskyttelseszonen langs åen. Der blev stillet krav om at fjerne en hel del af installationerne. Sagen blev i 2018 forligt ved nogle ombygninger. Samtidig blev åløbet forbedret med sten og gydegrus til ørrederne, og der kom mere vand i den afsnørede arm – en af de oprindelige kringler.