Der var kunstnerbolig i Lyngby

Lyngby Skole. I baggrunden Tingvad og Borum. Koloreret luftfoto 1955 af Sylvest Jensen.

I 1964 blev alle tre skoler i den gamle kommune nedlagt – de to i Borum og den ene i Lyngby. Børnene flyttede til den nye centralskole ved Sabro Korsvej. Det gjaldt for alle de tre medvirkende kommuner: Borum-Lyngby, Lading og Sabro-Fårup.

Hvad skulle der nu ske med bygningerne? I Borum blev Bysvinget 16 og 18a ret hurtigt solgt til privat beboelse – dog fortsatte kommunebiblioteket i en periode i en skolestue. Skolepladsen omme bagved og en opfyldt grund mellem skolerne og bækken blev styk for styk udstykket til parcelhuse. Herefter opstod Langelinie 43, Langelinie 45, Bysvinget 18 og Bysvinget 20.

I Lyngby gik det helt anderledes. Her beholdt Borum-Lyngby Kommune skolebygningen, og efter 1970 gjorde den nye storkommune Århus heldigvis heller ikke noget for at komme af med den gamle skole.

Tværtimod blev den lokale ungdomsklub videreført i mange år, indtil Sabro fik den nedlagt i en periode med små årgange.

Bygningen i Lyngby indeholdt også to boliger. På første sal boede Karen og Niels Peter Degn med familie (1942-1970) efterfulgt af Bent “Pløkker” Jakobsen fra Borum med familie. I stuen fortsatte lærer Hermansens familie med at bo i otte-ni år efter skolens nedlæggelse.  I alle årene kunne beboerne i Lyngby også bruge den gamle skole som “forsamlingshus” i forståelse med kommunens fritids- og kulturforvaltning.

Som det mest mærkværdige opfandt kommunen tillige noget helt nyt i den lejlighed, hvor læreren havde boet: en kommunal kunstnerbolig. Af og til også kaldt en æresbolig.

De nærmere omstændigheder står ikke helt klare, men det foregik utvivlsomt i den periode, da Thorkild Simonsen, den senere borgmester m.m., var en fremstormende rådmand (1971-81) for kulturen. Simonsen var oprindelig maler, men dog vist ikke kunstmaler. På kommunens vegne stillede han et legat til rådighed for skiftende kunstnere på den måde, at de kunne bo og arbejde gratis i den gamle skole i Lyngby.

I 1991 fortalte Lokalavisen om én af dem:

“Århus Kommune ejer en gammel skole i landsbyen Lyngby mellem Borum og Aarslev. Den gamle skolestue bruges stadig som ungdomsklub, forsamlingshus og mødested for lokalbefolkningen. Men den gamle førstelærer-bolig tjener nu som kunstnerbolig for den 39-årige grafiker og billedhugger Steffen Tast.

Blandt 14 ansøgninger valgte kommunen ham som legatmodtager af boligen for en periode på 2-3 år. Af samme årsag har Steffen Tast derfor også kun fremlejet sin ejerlejlighed i midtbyen samt værkstedet i Knudriisgade.

Det er derfor ikke for økonomiens skyld, at Steffen Tast søgte på landet til en bolig, som nok er billigere end et normalt lejemål, men som også har sine ulemper: han har måttet købe en bil for at passe sit job som sygeplejerske i aftenvagt på Kommunehospitalet” (…)

“Han arbejder foruden grafikken med materialer som træ, papir, glas, acrylplade, søm, skruer, trådnet eller sand. I øjeblikket har han gang i en kæmpestor skål med en diameter på to en halv meter formet af hvidmalede pinde stillet på højkant. Skålen skal med på kunstnernes efterårsudstilling på Charlottenborg ved København til efteråret”.

“Gennem årene har Steffen Tast solgt værker til Århus Komune, Århus Amt, Rosenholm Kommune, Ålborg Kommune, Herning Kunstmuseum og Kiel Kulturamt samt en udsmykningsopgave, en kæmpestor stiliseret bjørneklo i aluminium, for boligforeningen Solgården i Hjortshøj”.

På avisens billede sidder Steffen Tast på boligens trappesten og snitter pinde til den omtalte skål.

 

Systemet med den kommunale kunstnerbolig fortsatte lige til 1997. Det år ramte den store Århus-sparekniv lille Lyngby. For var det egentlig en kommunal kerneopgave at drive en kunstnerbolig og et gratis forsamlingshus i en meget lille landsby? Flertallet i byrådet mente nej.

Som en enkelt linje i et af de sædvanlige budgetforlig stod derfor: Salg af Lyngby Gl. Skole.

Så gik alarmen i lokalsamfundet, og det endte med det lykkelige resultat, at Folkekirken købte skolen af den pengemanglende kommune og tilmed satte et par millioner i at renovere den efterhånden lidt slidte og umoderne bygning. Skal enkeltpersoner fremhæves for denne indsats, må det blive de daværende menighedsrådsmedlemmer Gunnar Damgaard Nielsen og Knud Danmand Sørensen samt provsten (altså den daværende).

I 1998 åbnede Borum-Lyngby Sognegård, og biskop Herluf Eriksen kastede glans over den lille landsby ved den officielle åbning. Lyngbyerne bevarede deres samlingssted.

Fra ombygningen af skolen til sognegård 1997-98.

Ved ombygningen og renoveringen blev der fra starten taget hensyn til, at Lokalhistorisk Arkiv skulle have et lille hjørne. Det blev på første sal med adgang af den stejle trappe, der ses til højre på billedet herover.

Borum-tur i tiden 1956 – ca. 1966

Birgit Sørensen fortæller for Dameklubben. Her er de nået til de to skoler i Borum.

Birgit Sørensen fortæller for Dameklubben. Her er de nået til de to skoler i Borum.

Den halve by rundt, set med barneøjne

På opfordring af dameklubben i Borum fortalte jeg 4/5-2017 om steder i byen, mens vi gik rundt. Det er her skrevet ud, så det forhåbentlig kan læses, uden at jeg peger imens.

 

Af Birgit Sørensen
Langelinie 63

1956: Født i Borum

Jeg er født i Borum. Min mor, Inger, født Olsen, var også født i Borum, og min far, Niels Henning Dremstrup Hansen, var fra Mundelstrup.

De boede til leje hos Jens Back, Bysvinget 6, da jeg kom til verden.

Mor var 25 og min far 24 år. Mor var hjemmegående efter giftermålet, havde før da arbejdet som sygehjælper på Sabro Alderdomshjem. Og min far var på det tidspunkt lastbilschauffør. Han arbejdede hos et af byens vognmandsfirmaer: Thorvald Olsen (mors farbror), Langelinie 55 (Henrik Søgaard)

Mors kusine og mand, Aksel og Tove, havde også vognmandsfirma (Langelinie 39)

Mors søster og mand + 3 børn boede i forsamlingshuset. Det var Ella og Ove Christensen, med deres børn, Kurt, Ulla og Jette. I 1958 byggede de dog hus på den nuværende adresse Borum Landevej 20.

Min mors forældre, Agnes og Jens Henrik Olsen, boede i huset ved kirken, nedad mod byen. Det hedder nu Borum Byvej 8

Jeg blev født den 24/6-56. Dengang var det hjemmefødsler. Den lokale jordemoder cyklede rundt, og denne weekend havde hun travlt…. Hun havde 3 fødsler denne weekend. Nummer 1, der kom til verden, var i det nederste hus på Møllevejen inden broen (Borum Møllevej 5), en pige (Marianne). Længere oppe ad Møllevejen (nr 15), en dreng, (Hans Christian, bor nu i huset ved siden af forsamlingshuset, Borum Byvej 11) den 23/6, og så ved Jens Back mig den 24/6.

De to første fødsler forløb fint, men hos min mor opstod der komplikationer. Moderkagen var gået i stykker, lægen blev kontaktet, og vi blev sendt med ambulance til Århus.

 

En meget lille Birgit foran Bysvinget 6. Klik og se de mange detaljer.

En meget lille Birgit foran Bysvinget 6. Klik og se de mange fine detaljer.

Hos Back

Vi boede altså til leje hos Back.

Lejligheden i den vestlige ende af huset rummede en stue, et soveværelse, køkken og en lille gang.

Der var en lille kakkelovn i stuen der varmede hele lejligheden op. Das var i udhuset, fint bag en karlekammerskabs-dør, og bagerst i skuret var vaskehuset med en gruekedel.

Vi hentede koldt vand ved håndpumpen ude foran huset.

Foran huset var der en lille græsplæne og et dejligt æbletræ. Urtehave på husets sydside, hvor vi dyrkede grønsager.

Vi havde intet køleskab, men ude i haven gravede far nogle cement-brøndringe ned, og ned i hullet kom flaskemælken. Jeg kan huske hvor dejligt det var at få et glas koldt mælk – lige fra den primitive køleskabsanordning.

 

Back

Jens Back var en lille mand med en stor pukkel på ryggen. Back boede i den anden ende af huset. Denne lejlighed var endnu mindre end vores. Jens Back var en vellidt mand. Han arbejdede med forefaldende arbejde. Var hjælper hos købmand Kjær, Borum Byvej 16, indsamlede til Julens Glæder og sygekassen. Var medhjælper ved det kommunale vejvæsen, satte bl.a. sneskærme op. Han hjalp også mølleren, der arbejdede ved Kjær, med at male korn.

De små husmænd kunne få opbevaret deres korn og senere komme og få det malet.

Jens Back kom rundt til rigtig mange af byens borgere. Han spiste mange steder og havde mange faste traditioner. Hos vores familie fik han altid søndagsrundstykker, hver eneste søndag, og han var med til frokost 1. juledag indtil han døde i 1980. Ved oprydningen efter hans død fandt man alle de kommunale lønposer – mange uåbnet. Back havde bare åbnet en pose, når han skulle bruge penge.

Han var en vellidt mand, en særling i byen. Han gemte alt, og der var mange stabler af alt muligt. Var yderst nøjsom.

Hvis der var brug for barnepasning en aften, kom Back ind og hørte efter mig, medens vi boede i lejligheden.

Byen havde et frosthus på nuværende Borum Møllevej 31 (Nicolaj og Anni Bøgelund). Der kunne man leje et frostrum. Her hentede vi det frosne kød. Det var især spændende at få lov til at komme med ind i frosthuset om sommeren, at mærke frosten og se al rimfrosten og rimånden, for så igen at komme ud i varmen.

Børnepasning også af kusinerne og faster. Mine kusiner Jette og Ulla, der boede i forsamlingshuset, kom og legede med mig. Min faster Gerda, 17 år, boede til leje hos Karl og Marie Nielsen i den gamle mejeribolig, ved siden af forsamlingshuset, nu Hans Christian Sørensen, Borum Byvej 11.

 

Købmand Kjær

Købmandsgården, Borum Byvej 16, hvor der senere blev kollektiv. Der var der en lille bagvej ned, hvor jeg kunne gå, og jeg fik lov til at hente småting til mor. Om sommeren var der hele vejen ned blomstrende geoginer i alle farver. Det var et eventyr at gå en sommerdag mellem alle blomsterne. I den lille bolig mellem bageren (Borum Byvej 14) og købmanden boede fru Kjærs gamle far, Damborg. Det var ham, der holdt hele urtehaven samt prydhaven. Han var en gammel, gammel mand, der ikke talte til børn, jeg var lidt bange for ham.

 

Foran Bysvinget 8 og 10 med familie.

Foran Bysvinget 8 og 10 med familie og naboer.

Naboerne

Dagmar Lindgård, gammel elskelig dame, boede i det første hus, set fra Jens Backs hus (Bysvinget 8). Der fik jeg tit en leverpostejmad og saftevand og sad og hyggesnakkede på den gamle slagbænk. Hyggeligt køkken med en flot tallerkenrække. Lige uden for havedøren var der en stor, grøn aspargesplante, og jeg elskede at spise de grønne stængler, og senere betragte den fjerlette plante.

Kan også huske, at jeg sommetider sov til middag hos hende.

I det næste hus (de to var ikke bygget sammen på det tidspunkt ), Bysvinget 10, boede Katrine og Regnar og deres søn John. Der var også en storesøster, Lone. Men jeg legede kun med John.

Vi kunne rigtig blive enige om at pumpe vand op med håndpumpen og lave smatkager, og pynte dem med bellis.

Regnar havde åbenbart begået underslæb i en vognmandsforretning, og måtte ind og sidde. Så Katrine var alene med børnene. Katrine var en festlig kone. Altid i godt humør. Jeg har arvet den hurtigste og lækreste kringleopskrift fra hende.

 

Fællesvask

På den tid, var det muligt at leje en elektrisk vaskemaskine. Vi lejede den hos købmand Kjær. Man bookede en aftale om, hvilken dag maskinen var til rådighed. Og købmanden kom trillende med den. Det var en lille, smart sag, med en vrider på, til at presse vandet ud af tøjet, en lille Ferm. Så skulle der vaskes. Kogevask i gruekedlen og resten i Fermen.

Nabokonen, Katrine, og mor lavede på et tidspunkt en bytteaftale, således at de skiftedes til at vaske, men vaskede så for begge husholdninger. Det gik så, lige indtil en dag da far kom cyklende hjem, og Katrine råbte ham an, at hun gerne ville have hans skjorte med til vask.

Det blev for meget for far, og efter den tid vaskede de hver især for sig selv.

Nede ad vejen (i Frank Bredahls hus, Bysvinget 4) boede der 2 gamle mænd ( 60-65 år!) De var brødre, Peter og Magnus Pallesen. Dem besøgte jeg også tit, når jeg var heldig at få lov til at hente mælken.

Mælken blev leveret af mælkemanden, og den blev stillet nede ved vejen. Det var de gamle, hvide flasker med de flotte aluminiumskapsler i forskellige farver. Kapslerne var så spændende, og der var næsten altid stukket en finger igennem, inden jeg nåede hjem med flasken. Dengang var det den lokale mælkemand, Tage Nielsen (i huset ved siden af forsamlingshuset, Borum Byvej 15) og hans medhjælper, Ib, som vi alle kender, der kørte rundt. Først med hestevogn, og siden i bil.

 

Birgit til danseskole i Borum Forsamlingshus 1960. Bemærk ribberne i salen på gavlvæggen mod vest og de cigaretrygende mødre i baggrunden

Birgit til danseskole i Borum Forsamlingshus 1960. Bemærk ribberne i salen på gavlvæggen mod vest og de cigaretrygende mødre i baggrunden

Danseskole

Omkring 1959 var en ung danselærer til fest i Borum Forsamlingshus. Der fik han en idé og fik en dialog i gang med min moster Ella, der bestyrede huset og lavede mad til festerne, at det kunne være spændende at tage rundt i Århus’ opland og lære børnene at danse. Hvad hun mente om det. Han var ung og havde så meget lyst til at prøve det af, at hun gik med til at lave en aftale. Så således startede danseinstituttet Brøgger. Der gik jeg til dans, fra jeg var 4 år sammen med alle byens børn. Hver dansesæson blev afsluttet med et afdansningsbal, hvor alle forældre kom og så på. Det var så spændende og stort, når vi lavede fælles indmarch.

 

Brøggers Danseskole startede med en idé i Borum.

Brøggers Danseskole startede med en idé i Borum. Vi kan navngive en meget stor del af de stærkt koncentrerede børn på dette foto fra 1960

 

 

 

 

 

 

 

 

Søndagsskole

Da jeg blev 5 år, fik jeg lov til at komme i søndagsskole. Det var hos Marie Møller, der hvor Peter Ekman bor, Bysvinget 1. Det varede en times tid, og jeg syntes, at det var spændende at få fortalt historier om Adam og Eva og jordens skabelse.

 

Søskende

I 1960 kom min lillesøster, Bente, til verden i Back hus, og i 1966 blev Ulla født på Bysvinget 11, som vi mellemtiden var flyttet til.

 

Julle Rishøj og Åge Rishøj (boede i Lars og Lones hus, Bysvinget 12 og før da på Langelinie 62).

Rishøj var handelsmand. Han gik altid med en hvid kittel og en stor cigar i munden.

Julle var en festlig dame, tog ud og spillede til fester og gav privat undervisning på det flotte flygel, der stod så majestætisk i stuen, bl.a. for byens lidt ældre børn. Det var altid spændende at gå forbi ude på vejen, når verandadørene var åbne om sommeren, og musikken strømmede ud.

Deres svigersøn og datter Poul Erik og Birgit og deres 3 børn, Birthe, Finn og Niels, legede jeg tit med, når de var på besøg hos Julle og Rishøj, i deres skønne store have. (De boede selv i Rishøjs tidligere gård, hvor Jan og Gitte Holm- Nielsen nu bor, Langelinie 62), som var byens gamle forsamlingshus.

 

Karen Lauersen og Frits og deres søn Laurits, Bysvinget 3

Karen var kogekone og tog ud og lavede mad ved de fine fruer i Borum

(Dyrlægen, fru Lauge osv.), og hun hjalp også Moster Ella i forsamlingshuset.

Frits var arbejdsmand, som jeg husker det.

Karen og Frits var gode venner med moster og Ove,

Laurits var taxachauffør med kørsel fra Borum.

 

Karetmageren (nu: Straszek, Bysvinget 5)

Oluf og Kristine Jensen, og deres yngste søn, Ib.

Hos karetmageren var der altid en dejlig duft af træ. Det var dog sjældent, at vi fik lov til at komme ind for at se på alle de spændende maskiner. Ib kender vi alle i dag, han bor længere ude på Langelinie 77A. Han var dengang en stor dreng.

 

Her er man gået i gang med at grave ud til kælder til det nye hus på Bysvinget 11 i 1960. Alt skete med håndkraft. Personerne er f.v. far Niels Henning, morbror Torben Olsen, Bent Christensen, Birgit på skuldrene af Jette Christensen og bedstefar Jens Henrik Olsen. I baggrunden ses Borumgård, Langelinie 59

Her er man gået i gang med at grave ud til kælder til det nye hus på Bysvinget 11 i 1960. Alt skete med håndkraft. Personerne er f.v. far Niels Henning, morbror Torben Olsen, Bent Christensen, Birgit på skuldrene af Jette Christensen og bedstefar Jens Henrik Olsen. I baggrunden ses Borumgård, Langelinie 59

1960: Bysvinget 11

Dette år byggede familien sit eget hus på Bysvinget 11 – dengang var der nu ikke gadenavne og husnumre.

Min far købte grunden af Holger Christensen, det er der, hvor Skifters boede, Borumgård, Langelinie 59.

Han købte grunden for kr. 3000,-. Dengang var der kun Kaja og Richard, fodermesterfamilie fra Borum Østergård, der havde bygget, med seks børn, hvoraf de tre var hjemmeboende, nemlig på Bysvinget 7.

Senere kom byens malermester i det gule hus, Børge og Ketty Sørensen, og byggede Bysvinget 9. Han boede før i Stigs lille hus, Borum Byvej 27, med 3 børn. Og til sidst byggede Tonny Olsen, nu Pernilles Schmidts hus, Bysvinget 13a.

Selvbyg: Huset var med selvbyg. Familien hjalp med at grave ud til kælder, og huset blev bygget for kr. 30,000,-.

Vi havde en lille gravhund: Dejts. Hvis mor ville have min far til at komme hjem, skrev hun en seddel og bandt den om halsen på hunden, og gav den besked på at finde far, og hunden gik så op på byggegrunden med beskeden.

Bysvinget 11 som helt nybygget i 1960 - med wc, indlagt vand og kakkelovn.

Bysvinget 11 som helt nybygget i 1960 – med wc, indlagt vand og kakkelovn. I baggrunden t.h. Langelinie 64 og 66.

Nu fik vi wc indlagt og koldt vand. Der var en kakkelovn i stuen.

Det viste sig hurtigt, at den ikke kunne varme huset op, så efter et par år fik vi indlagt centralvarme. Der var et fyr i kælderen, som skulle fodres med brænde.

Senere fyrede vi med koks, og midt i 60 erne kom oliefyret ind.

 

Hunde

Da far var jæger, havde vi altid jagthunde, men nr. 2 vi fik, var overhovedet ikke jagt-interesseret, men utrolig selskabelig. Især når der var godbidder i farvandet. Den blev noget så tyk og fik selvfølgelig navnet Tykke, egentlig hed den Smut

Den gik på rundtur, når der ikke var noget spiseligt hjemme. Den besøgte Karen Lauersen, sad pænt og ventede på dørtrinnet, hvis hun ikke var hjemme, skrabede på døren for at være helt sikker. Kom gerne ind. Når der ikke var mere servering der, gik den over til Julle Risshøj, og begge døre (Karen og Julles) var helt opkradset. Der var der også godbidder med endnu bedre en dejlig stol i stuen, den kunne slå mave i.

Så hvis vi skulle i byen, og hundene skulle ind, måtte vi rundt i nabolaget for at finde hunden, inden vi kunne komme afsted.

Når hunden var så tyk og altid godt mæt, kunne den sommetider trænge til en hvilepause, dette gerne midt på vejen, lige i svinget. Dette gav problemer for Bussen, der ikke kunne komme forbi, og hunden flyttede sig ikke, selv om bussen dyttede.

Så hvis der var en bus, der dyttede, måtte vi springe ned til vejen og få den flyttet. Ja den holdt os i gang, den lille tykke hund.

 

Legekammerater

Jeg legede med en 2 år ældre pige, Annie, der var datter af Holger Christensen (Skifters gård).

Dengang var hovedhuset på gården mod nord. En stor flot gårdsplads. Jeg gik ad markvejen derop, eller løb tværs over marken. Det var en gård med et stort køkken, dagligstue, fin stue, spisestue og stadsstue. Badeværelse med badekar. En helt ny verden for mig.. Der var en stor, skøn have, mange frugtrær og mange muligheder for at lege og lave huler. Der var 2 ældre brødre som sommetider legede med. Vi spillede Antonius, byggede drager og legede dåseput.

 

Transformator

Der stod en stor firkantet klods halvejs nede ad vejen op til Bysvinget 11, et tårn dækket af metalplader, og der lød altid en summen fra boksen. I dagtimerne var det helt fint, men uhyggeligt efter mørkets frembrud. Så kunne vi få benene på nakken og komme forbi.

 

Fuhlendorf (Benny Berg Jensens hus, Bysvinget 15)

Haven var fantastisk. Der var blandt andet det flotteste pærekvædetræ, helt eventyrligt at betragte, og et drivhus der bugnede af grønsager og mange sommerblomster til udplantning i haven.

 

Ida (Lone Hansens bedstemor), Bysvinget 17

 

Hoppes hus, Bysvinget 14.

Der flyttede vor dansklærer over efter skolesammenlægningen i 1964.

 

Skolen

Jeg gik i skole i Karen og Torben Hansens Hus, Bysvinget 16. Ud mod den lille skolegård var den store skoletrappe på sydsiden af huset.

Skolegården var lukket med en smedejerns låge, hvor der stod skole. Her kunne vi så, hvis vi var heldige, hilse på vore mødre og små søskende, hvis de kom forbi i et frikvarter og skulle til købmanden.

Finn ”Maler” fik engang hovedet til at sidde fast i O´et. Smeden måtte tilkaldes for at få ham savet fri. Vi stod selvfølgelig alle sammen og grinede, men blev gennet ind, inden smeden gik i gang.

Vi gik to klasser sammen ad gangen. Første og lille anden, store anden og lille tredje, osv.

Vi gik selvfølgelig også i skole om lørdagen.

Regnelærer Georg Andersen, boede i Dalums hus, Bysvinget 18a. Mange historier går der om, at han slog for et godt ord – med violinbuen.

Gymnastik foregik i forsamlingshuset. Der var ribber ved bagvægen, plint, bom og måtter i vaskehuset. Vi gik på en lang række 2 og 2 om til huset, og retur igen. Intet bad…

 

Skolesammenlægning

Det var nytænkning, at 3 kommuner gik sammen om Sabro-Korsvejskolen, der blev grundlagt i 1964. Her var der så skolebus, der fragtede børnene frem, i sommerhalvåret skulle børn fra 4 klasse dog cykle i skole.

En stor omvæltning var det at starte på den store skole med 28-30 børn i klasserne, når jeg kom fra en klasse på 7: 4 piger og 3 drenge.

Der var en skolebestyrelse også dengang. I den sad bl.a. min bedstefar, Jens Henrik Olsen, Borum Byvej 8.

Det var lidt unikt, at fem sogne kunne arbejde sammen på tværs om et nyt skoleprojekt. Det var: Lading, Skjoldelev, Borum, Lyngby, Sabro og Fårup (Mundelstrup) Sogne med opland.

Fra 1970 lå de i øvrigt i to forskellige kommuner (Hammel og Århus). Langt senere, da kommunerne havde lavvande i kassen og ikke længere ville være med til at betale for skolegang for deres børn i en anden kommune, blev børnene fra Lading og Skjoldelev kaldt hjem til egne kommune, og skolen blev en ren århuskommuneskole.

 

Ester sypige, Bysvinget 21

Ester havde klumpfod og bar stærke, stærke briller. Hun var en sød dame, der modtog bestilling på hjemmesyet tøj.

 

Gurlis hus, Bysvinget 23

Der boede en ældre, lille mand, Søren Højgård, der gik med stok og hat.

 

Cilius Østergård, Bysvinget 25 (Niels Lemperts)

Det var dengang et meget forfaldent hus

 

Posten hus, Bysvinget 20

I sin tid var det overlærerens køkkenhave med gamle frugttræer, og Kjærsig hus, nu Bysvinget 18, var den store skolegård. Allernederst en garage til overlærens bil. Jeg kalder Bysvinget 20 for Postens hus, fordi det var landpostbud Arne Toft, der byggede det.

 

Kommunens største vejkryds

Trekanten havde græs i en trekant i midten. Der var også busstoppested.

 

Smedjen, Langelinie 47, og smedeboligen, Bysvinget 27

De var slet ikke opført. Den gamle smedje lå lige vest for værkstedet, hvor der nu er en åben plads.

 

Vandværket

Vi havde lokalt vand. Det dejligste vand. Om sommeren var der vandingsforbud. Dengang vandede vi urtehaverne og græsplænerne. Fordelingen blev senere, at de ulige husnumre vandede i ulige uger og omvendt.

 

Dyrlægeassistents bolig, Langelinie 49

Huset blev bygget af dyrlæge A. P. Rasmussen (Langelinie 69). Vandværkets grund blev senere en del af haven hertil.

 

Købmand Kjær/Købmand Lauge: Gammel og ny butik.

Borum havde 2 købmænd i byen, Kjær af den lidt gamle type med en disk, hvor man afgav ordre, og købmanden fandt varerne på hylderne til en. Kjær, Borum Byvej 16, solgte alt – fra korn til høns, søm og skruer, og til frisk skåret pålæg, leverpostej, pølser og ost efter vægt.

Lauge var også i starten en gammeldags butik på samme måde som Kjærs, og havde butik, hvor Birgit Bertelsen bor, Langelinie 50. Men først i 1969 kunne Lauge se udviklingen med selvbetjening, og han åbnede en ny butik, Langelinie 52-24, som han selv havde bygget.

Der kom flere meter varer på hylder, og smarte indkøbsvogne. Vi gik ind ad den ene dør, og ud ad den anden.

Jeg elskede at lave julepynt og kunne næsten ikke vente til det blev første december. Lauge fortalte friskt til alle, at han gjorde klar til julepyntning, når jeg kom og skulle købe fiskelim og glanspapir, og klatrenisser. Så var tiden inde.

 

Branddammen

Branddammen foran nuværende Langelinie 43 var åben. Vandoverfladen lå omkring halvanden meter nede og var støbt i et betonbassin. Et trådhegn omkring skulle beskytte os børn mod at falde ned i det kolde vand. Om vinteren, når der var frost, blev lågen åbnet, og de store børn løb på skøjter på dammen, også om aftenen blev der skøjtet i skæret af gadelamperne. Bassinet ligger der endnu, men er fyldt op og står nu som en græsplæne.

 

Jenny Taastrup (Mogens Nielsens hus, Langelinie 48)

Hun kom rundt og solgte ugeblade, Anders And og tegneserier. Op til jul havde hun mere specielle blade med som Knold og Tot, Blondie, Basserne og lignende.  Jenny var utrolig dygtig til håndarbejde, til at hækle og strikke. Jeg var somme tider på besøg hos hende sammen med min bedstemor, der også hæklede. Der kunne være opskrifter, der var komplicerede, og Jenny kunne altid hjælpe.

 

Bomholt (Gertrud og Niels’ hus, Langelinie 37)

Bomholt havde kiosk og også taxa kørsel. Senere Viggo rejsebud.

Hos Bomholt kunne man sælge brugte ting. Han tog mindre ting i kommission.

Palles mor indleverede et par sorte laksko, der var blevet for små. Dem købte min bedstemor så til mig (Bedste syntes, det var lidt sjovt, da Palle og jeg blev kærester siden hen).

 

Selvforsyning

Overordnet var Borum en selvforsynet by med masser af butikker, og kvinderne var hjemmegående. Flere var i familie med hinanden, og alle vidste, hvem der var hvem. Skolen lå i byen, så Borum var et trygt sted for børnene.

Vi havde to købmænd som jeg har fortalt om, en bager, skomager, slagter, damefrisør og herrefrisør, karetmager, sadelmager, mejeri (og senere samme sted vognmekaniker), to benzintanke, sparekasse i forsamlingshuset, dyrlæge, læge, tømrerforretning og cykelmekaniker.

Mange borgere i byen havde betroede opgaver såsom sognefoged, skatteindkasserer, sygekassebestyrer og andet.

 

Rundbold

Om aftenen ude foran mekanikeren i det gamle mejeri, Borum Byvej 9, mødtes alle ungerne, og der blev spillet rundbold.

 

Tv

Mine bedsteforældre var nogle af de første, der fik et sort/hvid fjernsyn. Jeg husker især, at jeg var på ferie hos dem, da der var OL i Tokyo i 64 og Mexico i 68. Da sov jeg i deres veranda, vågnede tidligt og tændte for fjernsynet. Lå og hyggede mig.

 

Bil

Bil havde vi ikke, så hvis vi skulle udenbys, lånte vi os frem. Vi lånte tit bil af Thorvald Olsen.

Vi fik først bil sidst i 60 ’erne. En Morris 1000.

 

Telefoncentralen (Nancys hus, Borum Byvej 3)

Vi havde ikke telefon. Hvis vi havde brug for at ringe, måtte vi gå med til telefoncentralen hos Sine. Derfra kunne vi ringe, hvis vi evt. havde brug for lægehjælp eller skulle ringe til andre udenbys.

 

Sommerferie

Der var jeg så heldig at komme på ferie hos min moster i Skæring. Jeg elskede at komme ud at bade. De havde et stort frilandsgartneri, og vi måtte spise af det hele. En kæmpe oplevelse hvert år. Jeg var tit at finde i ærtemarken, nød de søde kirsebær, jordbær og stikkelsbær i alle farver.

Fra lærerens skole

Borums børn stillet op til fotografering for ca. 100 år siden.

Borums børn stillet op til fotografering for ca. 100 år siden.

Her er alle børnene i Borum fotograferet foran lærerens skole, nuværende Bysvinget 18, cirka 1917.

T.v. står lærer Carl Emil Johansen, som var ansat ved Borum Skole fra november 1888 til sin død i 1921. T.h. står lærerinde frk. Helga Laursen, der var ansat til sin død i 1936.

Skolen blev bygget på gadejord i 1825 og genopført efter brand i 1861. I 1830 blev Lyngby-Yderup skilt ud fra skoledistriktet.

I 1901 blev der bygget endnu en skole i Borum. Som supplement opførtes en ny bygning, kaldet forskolen, nu Bysvinget 16, og der blev ansat en lærerinde.

Materiale i arkivet viser, at da Carl Emil Johansen blev ansat, ønskede han ikke selv at dyrke den jordlod på cirka syv tønder land ved Borumbro, som i 1796 var tildelt skolen. Han bortforpagtede jorden for 350 kr. om året.

Borum Skole bestod frem til 1964 af de to dele med en lærer i den gamle skole og en lærerinde i den nyeste. Så blev Sabro Korsvejskolen taget i brug. Lærerens skole blev solgt til vognmand G. Rahbek, som med to busser kørte skolebørnene fra Borum og Lyngby til Sabro, og også lærerindens skole blev solgt til privat beboelse.

Det har de været siden, og på skolepladsen bagved er husene Bysvinget 18 og Langelinie 43-45 siden bygget.

 

Friske skolebørn

I Borum var der ikke bare én skole i gamle dage. Der var to!
De to bygninger ligger der endnu – hovedskolen (Bysvinget 18A) bygget i de lokale, gule mursten og den lidt nyere forskole (Bysvinget 16) i røde sten og med en arkitektur, som man genfinder i masser af danske landsbyskoler.
Begge skolerne blev nedlagt i 1964, da tre kommuner, Lading, Sabro-Fårup og Borum-Lyngby, sammen åbnede centralskolen ved Sabro Korsvej. Nedlagt blev også Lyngby Skole.
Men her er nogle af Borum-børnene fotograferet i 1952. De to i forgrunden hedder Erling Møller og Anker Karlsen (kaldt Bette Wolle).

Her ses begge Borum-skoler i begyndelsen af 1900-tallet.

Vandværkets pionerer – spændende kort

Originalkortet i arkivet er håndtegnet og i størrelse cirka A3.

Originalkortet i arkivet er håndtegnet og i størrelse cirka A3.

I 1934 kom der for første gang rindende vand i husene i Borum. Det var dog langt fra alle, der havde råd til eller fandt det nødvendigt at tilslutte sig det nystiftede vandværk. Man havde jo sin brønd (en del dog en brønd til deling).
Dette kort viser, hvilke huse og gårde, der var pionerer. Eskjærgård (Langelinie 81 helt til højre på kortet) fortrød åbenbart, for her er vandledningen streget ud igen. Langelinie 66 (under opførelse?) er til gengæld ført på senere, kan man se.
Kortet afslører også en sti ind til skolen (Bysvinget 18) og gamle veje omkring Borumgård (Langelinie 59 lige midt i kortet).
Den nordlige bygade (Bysvinget) gik helt ind til husene nr. 21-23-25. Endelig er tre nu nedrevne huse med: Lybæksminde på (ca.) Bysvinget 20. Lækkerbo ved Langelinie 53-55. Og et hus nord for Bysvinget 16.
Til vandværket gav sognerådet kommunegaranti på et anseligt lån i Landbosparekassen Aarhus og et mindre i Borum Sparekasse. Og så kom alle udgifterne: Murer Sørensen skulle have 770 og tømrer Jeppesen 200 kr., viser protokollerne. Kristian Kristiansen fik 60 øre pr. meter grøft, han gravede til rørene.
Bestyrelsen så først på et brugt pumpeværk i Kongsvang ved Århus, kan vi læse. Men det duede ikke til formålet. Man købte nyt.
Regningen fra ingeniør Blichfeld i Viborg blev på 11.000 kr.
Værkets første bestyrelse bestod af Laurs Hvidkjær, Marius Rasmussen, Karl Jeppesen, slagter Borlund og købmand Juel Kjær (formand).

Juletræsfest for mange mange år siden

Erindringer fra 1937 til 1947

http://www.borum-lyngby.dk/wp-content/uploads/2011/08/Holger-webstorrelse.jpg Af Holger Dalegaard

Vi har i julen 1997 været til juletræsfest med vores børnebørn Søren og Louise.

Det får mig til at berette om, hvordan min barndoms juletræsfest foregik, da jeg var barn i Borum. Da jeg er født i 1932, har jeg været til juletræsfest i årene 1937 til 1947, men mine søskende har deltaget til 1955.

To slags fester

Der blev holdt to juletræsfester i forsamlingshuset. Én som kaldtes Skolens

juletrae

eller Degnens juletræ, og én som søndagsskolen stod for. Det var to forskellige juletræsfester.

Søndagsskolen blev drevet af en flok med tilknytning til Indre Mission, hvorfor juletræsfesten også blev holdt i ly af kristendommen. Men alle kunne deltage i juletræsfesten, også de som ikke havde gået i søndagsskole, så de sidste gange før jul kom der pludselig flere i søndagsskole, fordi de gerne ville med til juletræet, og de kom ikke igen efter nytår. Der var dog flere, som gik i søndagsskole, selv om de ikke kom fra det, som kaldtes kristne hjem. For det var sjovt at gå i søndagsskole, og juletræsfesten var også fornøjelig for dem, som deltog.
Jeg var ikke med i søndagsskolen og vil kun skrive om skolens juletræ.

Læreren i spidsen

Skolens juletræsfest foregik på en helt anden måde. Her kom alle uanset religion eller status i lokalsamfundet. Som allerede nævnt var det skolen ved lærer Andersen, der stod for organisationen, så juletræsfesten blev afholdt, samt for hele gennemførelsen, sammen med en såkaldt juletræskomité.

Allerede i november fik nogle elever et brev med hjem til deres moder, fordi der skulle være møde i juletræskomitéen, der bestod af seks forskellige mødre, som blev valgt for en to-årig periode, tre nye hvert år. De afgående foreslog en ny, som skulle afløse dem, det fungerede ganske godt, da alle var interesseret i at der ikke opstod klikedannelser inden for juletræsfesten, som der godt kunne ses ved mange andre arrangementer i byen. Også lærerinden deltog i forberedelserne, men da vi tit skiftede lærerinde, var det ret forskelligt hvor aktivt de deltog, og derfor ikke satte deres præg på juletræsfesterne.

Komitéen arbejder

På mødet blev alt gennemgået under lærer Andersens ledelse, da han havde den erfaring, som var nødvendig for at få det til at fungere.

Først blev nogle af de største elever udvalgt til at gå rundt og tegne til juletræ, altså modtage tilmeldinger. Her var der altid rift om at få lov til at gå rundt, modsat når der skulle sælges “høstblomster” og lignende, men lærer Andersen forstod alligevel at finde dem, som havde vist velvilje hele året.

Hele sognet var delt i forskellige ruter, hvor man gik to og to forsynet med en liste, hvorpå man anførte, hvor mange børn og voksne der kom fra hvert hjem, og hvor meget man ville give til afholdelse af festen. Det var helt frit, hvor meget man kunne og ville give, uanset om man kom til festen eller ej. Det var dog karakteristisk, at man næsten altid gav et beløb, da man gerne ville støtte formålet.

Lokal musik

Nu var der overblik over, hvor mange der kom, især var det vigtigt hvor mange børn der kom, da der skulle købes ind til en godtepose, dette indkøb blev delt mellem de to store købmænd i byen. Også et stort juletræ blev bestilt, det var i mange år Kristian Møller (Stillingvej 224), der leverede en stor gran, men da hans træer blev for store, overtog André Pedersen (Byvej 12) denne leverance.

Der blev også bestilt musik til festen. På klaver spillede i mange år Julie Staach (Langelinie 62), som da hun boede i byen havde elever til klaverspil og spillede til fester, indtil hun blev gift med Aage Riishøj Hansen og flyttede til Røgen, men hun kom stadigvæk til Borum og spillede til juletræet.

Som medspiller havde hun Martin Rasmussen fra Herskind Central, der spillede på violin. Senere da Edith Sørensen (Langelinie 37) blev uddannet som pianistinde, overtog hun jobbet, til hun rejste fra byen.

Nu var der klar til festen, som blev holdt 4. eller 5. juledag, som det nu passede bedst. Om formiddagen mødtes komitéen for at pynte træet og lave godteposer. Først blev træet sat på fod, foden var et stort vognhjul, som blev brugt år efter år. Det var et stort træ at få rejst, da der dengang – som nu igen – ingen loft var over salen. Det var også svært at pynte så stort et træ, så det blev dem som kunne kravle op på trappestigen, der måtte udføre det. Andre tog sig af de nederste grene, og resten sørgede for at pakke godteposerne.

Trængsel i gangen

Når klokken blev 19, var det øjeblik kommet, da festen kunne begynde. Alle kom næsten på samme tid, flere som boede ude på markerne kom kørende i hestevogn og fik hesten staldet ind i en gård i byen. Far kørte os tit ned til festen og kørte hjem med hesten og gik så selv derned igen.

Jeg anslår, at der kom mindst 50 voksne og 80-100 børn både store og små.

Det var en frygtelig masse mennesker, der kom og skulle skifte tøj eller i hvert fald fodtøj, så der var trængsel i gangen og garderoben. Flere havde langt at gå eller køre for at komme ind til forsamlingshuset, så man måtte have varmt tøj og solidt fodtøj på såsom gummistøvler eller træskostøvler og så skifte til festtøj, når man kom frem.

Så kom vi ind i salen, hvor træet var tændt og næsten alle gik rundt om træet og sang julesalmer og julesange. Ikke som hjemme rundt om træet hånd i hånd. Her 4-5 ved siden af hinanden.

Ro under oplæsningen

Efter nogle salmer og sange læste lærer Andersen en julehistorie. Det var mærkeligt, at der altid var ro under oplæsningen. Alle hørte efter, han må have været en god oplæser, som forstod at finde en historie, som man gad lytte til. Efter endnu nogle sange startede et løb rundt om træet til sangen: Nu har vi jul igen. Den blev hurtigere og hurtigere, til sidst så hurtig at man kun hørte Jul og Påske. Nu var alle forpustede.

Nu blev træet sat hen i et hjørne af salen, og legene kunne begynde. Her var lærer Andersen igen den store organisator, der forstod at få alle børn med. Man legede: Tornerose, Bjørnen sover, Jeg gik mig over sø og land, og mange flere. Man morede sig gevaldig, der var flere voksne som deltog i legene, så der var til trængsel på gulvet. Også de, som så på, morede sig.

Til sidst havde Lærer Andersen en leg hvor han legede at han skød en raket af. Han tog sin lommekniv og rakte den op i luften medens han gav en hvislende lyd som børnene skulle efterligne, det blev der et vældigt hyl ud af. Jeg husker, at der et par gange kom besøg af en julemand og hans kone, som deltog i legene. Det var Anna og Carl Petersen fra vandmøllen og Karen og Oscar Annesen, der var udklædt som julemænd, det gav en særlig julestemning.

Godteposer og Richs

Efter legene blev der uddelt godteposer til børnene. Alle børn blev gennet ind i den lille sal og i døren mellem salene blev poserne delt ud, så der var ingen mulighed for at få en ekstra pose.

De unge, som var konfirmeret om foråret, måtte vente til sidst, de fik kun en pose hvis der var nok, men jeg husker ikke, at der ikke var nok. Under krigen var det ikke nemt at lave en pose, men her var købmændene meget velvillige med at finde lidt slik, sydfrugter måtte erstattes med æbler, men man var ikke så forvænte, så der var ingen sure miner.

Når poserne var fortæret, fik alle kaffe og brød i den lille sal i flere hold, børnene fik kakao eller sodavand, som der nu kunne skaffes. Under krigen var der ingen kaffe at få. Man måtte bruge kaffeerstatning godt spædet op med Richs, men det blev drukket alligevel, man var ikke vant til andet derhjemme.

Et samlingspunkt

Efter kaffen spillede musikken op til dans, hvor alle morede sig. Mødrene sad på bænkene og nød deres poder, og fædrene diskuterede i mindre grupper. Nogle fik sig et slag kort, det var der andre, som ikke syntes så godt om, men alle skulle jo være der.

Jeg husker at der en gang skete et mindre uheld under en juletræsfest. Forsamlingshuset havde den gang en balkon tværs over huset ved siden af salen. For at komme derop skulle man op ad en trappe. På balkonen sad nogle og kikkede på, hvad der skete nede i salen, og nogle børn morede sig med at lege deroppe. Af ukendte årsager faldt en dreng ned ad trappen og fik en ret stor flænge i sit baghoved, så han måtte på skadestuen for at få det syet sammen. Det gav en del uro, men han slap fra det uden mén.

Juletræsfesten var et samlingspunkt for hele sognet, som særlig tilflytterne syntes var helt enestående. Det skyldtes særlig lærer Andersen, som fra 1931 til skolen blev nedlagt i 1964 gjorde det store arbejde for at få det til at gå så godt, som det gjorde.

Efter skolens nedlæggelse gik juletræsfesten i stå i flere år, indtil Borgerforeningen tog den op igen, men det blev ikke det samme som før.

Vitten 24. februar 1999

Holger Dalegaard