Helt oppe på Granhøj

2010-2-1-eshoejvej-790001Vi har en Eshøj, en Vindhøj, en Glamhøj og en Blankhøj her i Borum-Lyngby. De er ret kendte.

Men så kommer Baunehøj, Blakhøj, Åbenhøj, Thoushøj, Draghøj, Trehøje, Tinghøje, Kophøj, Stejlhøj, Guldhøj, Stenhøj og alle de andre navngivne bakketoppe.

Navnenes oprindelse fortaber sig ofte. Helt sikkert gælder det her, hvor vi nu står: på de toppede brosten i Granhøjgård, Eshøjvej 79. Det højst beliggende hus i lokalområdet.

Gården på Granhøj blev bygget på det yderste af Borum Bækgårds udlod ved Lading skel i 1870. De første år bar den da også navnet Bækgårdsminde. Der var bindingsværk og stråtag, og i årenes løb blev der restaureret og bygget til, indtil den store katastrofe indtraf i 1958. Da nedbrændte gården totalt. Både indbo og besætning indebrændte, så det var meget ubehageligt. De nuværende bygninger af mursten blev opført bagefter.

Dette dejlige billede er fra 1926, hvor ejerne af Granhøjgård var Kristiane og Jens Sørensen. Det er dog ikke dem, men børn og børnebørn der står på billedet sammen med gårdens stolthed, to litauiske heste. Den ældste datter, Gerda, er på besøg med sine tre drenge. Til venstre står hendes lillesøster Inga og til højre lillebror Børge, der overtog gården i 1945.

Bronzealderhus anno 1994

Rejsegildet blev holdt i sne.

Rejsegildet blev holdt i sne.

Borum Eshøj blev udgravet i 1870’erne med stort udbytte. Tre velbevarede lig fra bronzealderen dukkede frem – to mænd og en kvinde – og især deres dragter er enestående.

Igen 120 år senere tog arkæologer fat med stor omhu, men desværre knap så synlige resultater. Til gengæld skete det med stor inddragelse af lokale kræfter, skolen, amatørarkæologer og så videre. En kraftanstrengelse af de sjældne.

Både amatører og professionelle blev så bidt af forhistorien på det imponerende sted, at de besluttede at arrangere to store friluftspil og rekonstruere et bronzealderhus, som det kunne have set ud i Borum i ældre bronzealder for 3000 år siden. Her er arbejdet nået til

Bronzealderhuset og indgangen til oldtidsparken fotograferet i efteråret 2016

Bronzealderhuset og indgangen til oldtidsparken fotograferet i efteråret 2016

rejsegildet i 1994.

Også to af gravhøjene blev senere rekonstrueret med påkørt jord. Et hus fra stenalderen bliver vist med stolper, og kortlægningen af området fortsætter, samtidig med at der holdes mere lokale arrangementer i og omkring bronzealderhuset. Senest blev der gravet i resterne af selve Borum Eshøj i 2011.

 

Her graves professionelt

Udgravningstegning

J. Magnus-Petersens detaljerige tegning af udgravningen i 1875.

I 1875 blev en af Danmarks første professionelle arkæologiske udgravninger foretaget i Borum.
Borum Eshøj rummede tre usædvanligt velbevarede lig med klæder i egekister – alt fra bronzealderen.

Fire år før havde lokale indbyggere – først og fremmest en ærkeskurk ved navn Søren Ovesen – ellers gjort, hvad de kunne for at ødelægge oldtidsminderne.
Tegningen viser den officielle registrering af udgravningen. Nationalmuseets tegner, J. Magnus-Petersen, har siddet i timevis for at udføre totalbilledet af udgravningsfeltet.

Læs hele historien om kampen om Borum Eshøj i 1800-tallet.

Videnskabeligt interesseret? Se Nationalmuseets officielle site om Borum Eshøj.

Sidste nyt fra Institut for bl. a. Forhistorisk Arkæologi ved Aarhus Universitet om udgravninger i 2011

Med god sans for historisk parallel stillede medarbejdere fra Moesgård op til dette foto i 2011.

Bissen, bonden og bronzealderen

Den oprindelige størrelse af Borum Eshøj - her rekonstrueret grafisk af Moesgård Museum.
En valdig kuppel 72dpi

Så stor menes den største af højene i gruppen at have været. Bemærk den lille rest til højre. Rekonstruktion: Moesgård Museum

Hvordan Palle reddede gravhøjen ud af kløerne på Søren – og alligevel ikke lo bedst til sidst

Peter-Poulsen-6-07Af Peter Poulsen

Artikel trykt første gang i Østjysk Hjemstavn 2007
– her let bearbejdet.

Nogle gange skal der både en magtfuld konge og en behjertet bondemand til for at klare sig mod en begærlig voldsmand. Og kampen kan endda ende næsten uafgjort. Det handler denne historie fra 1800-tallet om.

Havde skurken vundet over helten, ville Danmark have været fattigere på viden om en af forhistoriens mest fascinerende epoker: bronzealderen.

En ubegribelig flothed

Hvert år ødelægges endnu en lille smule viden om, hvordan vore forfædre levede. Det er næsten naturens – og kulturens – gang. De arkæologiske spor nede i jordlagene forgår. Når landmænd og skovrejsere pløjer dybere og dybere, bliver muld og kulturlag rodet rundt som en lagkage i en skraldevogn. Og der bygges huse og veje som aldrig før.

Men gravhøjene har til dels været en undtagelse. For 3000 år siden dyrkede bronzealderens danskere også jorden. Men de tog sig den næsten ubegribelige flothed at skrælle græstørvene af store arealer, når der virkelig skulle sættes mindesmærker over udvalgte medborgere. Tørv for tørv blev stablet op, og det havde to effekter:

Menneskene ofrede deres produktionsgrundlag for en sag, hvis betydning vi ikke kender.

Og der blev rejst nogle høje, som ikke blot var markante, men hvor de kemiske forhold betød, at lig, kister, ja endog tøj blev bevaret i en iltfri suppe af stillestående vand lige frem til vores tid.

Hvis altså…

Uden miniskørt

I et særligt, kultisk område vest for Århus gjorde arkæologer i 1875 de vigtigste fund fra Danmarks bronzealder. Hele tre velbevarede, påklædte menneskekroppe blev det til. En ældre mand, en midaldrende kvinde og en ung mand fra omkring 1350 f.Kr.f. Især deres tøj – kapper, skørter, ja selv et hårnet, ligger i dag vel bevaret.

Havde én af dem nu været en ung kvinde, og havde hun som et fund fra Egtved båret et pikant, lille snoreskørt, ville de garanteret have været mere kendte uden for fagfolks kreds.

Men det var på et hængende hår, at de enestående fund blev reddet fra en næsten systematisk ødelæggelse i et drama over mere end 20 år i 1800-tallet.

Iværksættertypen Palle

 104 meter over havet knejser toppen af bakkedraget Højballe. Et

Der har været et mylder af høje. Det er kommunevejen Bakkevej/Eshøjvej, der går fra øverste venstre til nederste højre hjørne. Øverst t.h. Viborgvej (Rute 26).

åbent og ret øde sted, hvor der endnu i dag er en milevid udsigt lige til Mols, Jelshøj og søhøjlandet ved Ry. På dette pragtfulde sted byggede bronzealderens folk omkring 40 gravhøje. Ja, virkelig byggede.

Øverst oppe stod den ni meter høje og hele 38 meter brede Borum Eshøj omgivet af en stensætning.

60 meter længere nede og et par kilometer mod syd ligger landsbyen Borum, og midt i den residerede bonden Palle Hansen i 1851 på Bækgården.

En dynamisk erhvervsmand på 30 år, ville man sige i dag. Allerede patriark i en husstand, der med tiden kom op på 17 personer, heraf 10 ansatte. En iværksættertype, der anlagde teglværk og vindmølle og eksporterede heste og kreaturer. Men også en åndeligt vakt sjæl, en bonde der var påvirket af den gryende grundtvigske bevægelse og blev personlig ven med en af dennes vigtigste produktudviklere, højskolemanden og foregangsmanden i Den jyske Folkeforening Lars Bjørnbak (1824-78) fra Viby.

Palle Hansen. Maleri.

Palle Hansen. Maleri.

Bonden tager på slottet

Bjørnbakkeren Palle i den stråtækte gård over for landsbykirken ejede et stort areal, og det var helt i tidens ånd, at han udstykkede en lod oppe i udmarken, byggede gården Højballegård og solgte den.

Men da han allerede året efter opdagede, at en smart vej-entreprenør systematisk gik i gang med at køre sten væk og dermed bid for bid fjerne forfædrenes spor fra den vældige høj, tog han affære. Personligt fik han den fredet ved i 1853 at rejse over til kongen i det dengang meget fjerne København og slå alarm.

Det var langt mindre almindeligt. Men det virkede.

Borum Eshøj skulle “conserveres for Eftertiden”, fastslog den arkæologisk interesserede kong Frederik VII (Margrethe har det ikke fra fremmede), og så gav Indenrigsministeriet ordre til amtets vejfolk om at holde nallerne væk.

En senere beundrer, landstingsmand Rasmus Nielsen, skrev i 1949 i Østjysk Hjemstavn, at initiativet “viste Bondemandens rørende Omhu for at bevare et af Danmarks anseeligste Oldtidsminder, og man faar den dybeste Respekt og Ærbødighed for Palle Hansens enestående indsats”.

Kongen fik også et godt indtryk. Måske hjalp det, at Palle medbragte to bronzesværd fra højen som gaver – og et bevis på, at her nok var mere at komme efter.

Under alle omstændigheder passede Palles uimponerede handling perfekt til den bjørnbakske bevægelses slogan: “Kundskab er magt, uvidenhed er trældom”.

Den nordlige bækgård i Borum, Borum Byvej 12, i dag.

Voldsmanden Søren

Søren Ovesen var tre år yngre end Palle. Han var også landmand i Borum, men på en noget anden måde.

I Lokalhistorisk Arkiv for Borum og Lyngby Sogne kan man læse hele tre voldsanmeldelser mod ham fra tjenestefolk i 1860’erne og 1870’erne.

Johane Marie Bryggebusck var for eksempel “bleven mishandlet (af Søren, pp) med flere Stød og Skub med at tage hende fat i Halsen og Brystet og støde hende fra et Sted til et andet”, og det skete flere gange. Da hun i et af tilfældene flygtede ud over marken “indrendte han hende igen i sine Strømpefødder og gendte hende tilbage med Hug og Stød, indtil hun kom i Gården. Da ville han tvinge hende til at malke. Det var hende ganske umuligt at kunne efter denne Mishandling”.

Højballegård, Eshøjvej 92, i dag.

Højballegård, Eshøjvej 92, i dag.

Tjenestekarl Hans Larsen forlod stedet en 1. maj, men tydeligvis før de røde faners tid. Arbejdsgiveren havde nemlig “voldelig overfaldet ham og misthandlet ham og tilført ham et betydeligt Sår i Hovedet med flere andre Skrammer og ophovnede Steder, så at han næsten var i en bedøvet Tilstand af det store Blodtab, og da han gentagne gange har truet ham med endnu værre Behandling, så så Klageren sig nødsaget til at forlade Tjenesten”.

Sogneforstanderskabets såkaldte forligsmægler – forløberen for vor tids mediator – måtte dog i alle tre tilfælde opgive sagen. I to af tilfældene blev Søren blot væk fra mødet. Vi kender typen…

“Med enestaaende Raahed”

Skæbnen vil, at Søren Ovesen blev ejer af Højballegård, og driftig var han også. Landevejen Århus-Viborg gik på dette tidspunkt stadigvæk lige forbi højen, idet den fra Mundelstrup gik via Borum til Lading. Der var god brug for sten til de evige Jens Vejmænds slid med at slå skærver og fylde huller. Så Søren tog straks fat med at sælge fra.

Hvad mere var: Længere inde i højen viste jorden sig at være den sorteste muld. Fed og næsten som gødning, blev den beskrevet. Det virkede som et mirakel og i hvert fald en stor fristelse. Så den humus, som kollegerne 3000 år før havde samlet ved møjsommeligt at stable græstørv på græstørv, tog Søren fat på at sprede ud over de forpinte jorder. Undervejs stødte hans folk på en egetræskiste. En træstamme, troede de først.

Vognene kørte hen over den, og da man kom længere ned i lagene, og stammen viste sig at være hul, ja da ragede arbejdsfolkene indholdet ud. Det blev spredt for alle vinde. Kraniet blev blandt andet flere år senere fundet i nabolandsbyen Lading. Hår og tænder endte i Skjoldelev yderligere et par kilometer væk.

“En enestaaende Raahed”, skrev museumsinspektør H. C. Broholm 80 år senere om “udgravningen” i 1871 af den midaldrende kvindes grav.

Et af fundene fra 1875 i nutidig konservering og udstilling.

Der lå også metal, og så var Søren på pletten. Han troede, at det var guld og tog det med til en forhandler i Århus, der dog måtte skuffe med, at det “kun” var 3000 år gammel bronze. Guldsmeden henviste til den lokale, forhistoriske sagkundskab.

En smutter i tingbogen

Men hør, var højene ikke udtrykkelig blevet fredet?

Jo, og endda længe før selve begrebet fredning kom ind i lovgivningen. Men måske netop derfor var der sket en smutter.

Nok havde Hasle Herreds Ret i 1854 skrevet det kongelige dekret ind i forpagter Christian Thomsens skøde med håndskrevne, gotiske bogstaver. Men så blev der handlet et par gange, og da Søren kom til fadet, var de sjældne ord, der indskrænkede den ellers så ukrænkelige ejendomsret, lige så stille løbet tilbage i blækhuset.

Fredningen var reelt ophævet.

Så Aarhuus Stiftstidende, der skrev et par nyhedsartikler om “et antiqvarisk Fund af overordentlig stor Interesse”, havde principielt ret, da man beskrev Sørens “Velvillie” ved at stille (resterne af) fundet til rådighed for “den herværende antiqvariske Samling”, altså forløberen for Moesgård Museum i Århus.

Palle døde i sommeren 1874. Af ærgrelse, må man næsten tro. Men også to måneder efter en sølvbryllupsfest, hvor lokale, stormænd og “bjørnbakkere” havde hyldet ham og fru Ane Nielsdatter.

Det bedste forsvar er…

Ane Nielsdatter. Maleri.

Ane Nielsdatter. Maleri.

Nu blev det Ane mod Søren. Og snart – skulle det vise sig – Søren mod Ane. For da parret – sikkert hjulpet af “antiqvarikerne” i Århus – havde fortsat med at fremture om fredning, brugte Søren den gamle taktik: det bedste forsvar er et angreb. Sejrssikkert sagsøgte han enken.

Hun blev så bange, at hun skrev til København og bad om, at højen ikke blev fredet. Ane tilbød endda at lægge 300 kroner – i dag cirka 60.000 kroner – på bordet, så “Direktionen for de Antikvariske Mindesmærker” (rigsantikvaren) kunne grave ud og holde Søren skadesløs for det.

Konflikten endte uafgjort, for nu var centraladministrationen vågnet for anden gang. Professor Conrad Engelhardt fra “Oldnordisk Museum” – det hed det virkelig – skrev til Søren, forhandlede med ham og fik – mod gode penge fra både staten og enken – en aftale. Nu kunne der endelig foretages en professionel udgravning.

Hvilket skete i 1875, hvor nyheden om de sensationelle fund gik over landet som et velkomment sus i en nyvakt, nationalistisk epoke. Lige fra hovedstadens Illustreret Tidende, der bragte en farvelagt tegning af sceneriet, til Himmerlands-forfatteren Johannes V. Jensen, der kvad storladent i digtet Manden i Kisten – blandt andet sådan:

“Slægter kommer, Slægter forgaar.
Højen stod vel tre Tusinde Aar”

Rekonstrueret oldtid

Også videnskabens metoder forbedres. I 1990’erne tog Moesgård Museum fat på at grave igen. Ikke i resterne af selve Borum Eshøj, men i nogle af de andre høje, der kun kunne anes som små forhøjninger i marken.

Denne gang stod det på i flere år under ledelse af museumsinspektør, dr. phil. Niels H. Andersen, der generøst øste af sin viden til den interesserede lokalbefolkning.

Talrige arkæologer, studerende og frivillige hjælpere var i gang, der blev opført friluftspil, bygget hus-rekonstruktioner og endelig ligefrem læsset jord op, så der atter står et par “gravhøje” øverst på bakkedraget.

Men fund var det småt med. Nu er næsten alt virkelig væk, hvilket en sidste udgravning af hovedhøjen bekræftede i 2011.

Trættekær til det sidste

Og Søren, voldsmanden og danefæ-ødelæggeren, der endte med at få betaling for kost og logi, leje af jord, ja endog for metalværdien af nogle guldgenstande?

Jo, da udgravningen i 1875 var ovre, og både fundene og Engelhardt forsigtigt var skibet til København, sendte han minsandten yderligere en regning:

Fra Højballegård i Borum til etatsråd Worsaae på Nationalmuseet lød det nok så trættekært, at “dersom de ikke betaler mig mine Penge senest 1. December dette Aar, bliver de sagsøgt, da enhver Jurist tilstaard, at de ikke kan undgaa at betale mig mine Penge”.

Der fulgte en oversigt komplet med priser for havre og byg tillagt renter.

Så måtte Engelhardt over og smile til Søren igen. Og inden han kunne tage hjem, var han gået på forlig, og statskassen blevet yderligere 200 kroner fattigere.

Søren døde 10. august 1878. Stor var min overraskelse, da jeg i kirkebogen læste, at det af alle steder skete “paa Fattegaarden i Aarhus”.

Indtil videre har vi kun delvist fundet ud af, hvorfor det kværulantiske, voldelige og rethaveriske livsløb endte på fattiggården i købstaden. Skal vi gætte på alkohol? Var der noget med et pantebrev og en brandstiftelse?

Fortsættelse kan følge.

__________________________________________________________________________________

Kilder: Arkivalier:
Folketælling 1860
Protokol for forligsmægleren for Borum og Lyngby Sogne 1854-
Kirkebog for Borum Sogn

Artikler:
Østjysk Hjemstavn 1949: To artikler af museumsinspektør H. C. Broholm og landstingsmand Rasmus Nielsen.
Aarhuus Stiftstidende 17. april og 3. maj 1871
Illustreret Tidende 15. oktober 1876
Illustreret Tidende (ny udgave) november 1992
Moesgård Museums hjemmeside 2006-2007

Bøger:
Vilhelm Boye: Fund af Egekister fra Bronzealderen i Danmark, kapitel X (København 1896, Højbjerg 1986)
P. V. Glob: Højfolket (København 1970)
J. Magnus-Petersen (tegner, Nationalmuseet): Minder fra min Virksomhed paa Arkæologiens Omraade fra 1845 til 1908 (København, 1909)
Jørgen Jensen: Bronzealderen bd. 2 (København 1979)
Johannes V. Jensen: Manden i Kisten – i Digte 1901-1941

En stor tak til museumsinspektør Niels H. Andersen, Moesgård Museum.

Udflugt til Borum Eshøj arrangeret af Lokalhistorisk Arkiv 2006. Manden i midten er museumsinspektør Niels H. Andersen, Moesgård Museum. I baggrunden til højre rekonstrueret bronzealderhus.

Udflugt til Borum Eshøj arrangeret af Lokalhistorisk Arkiv 2006. Manden i midten er museumsinspektør Niels H. Andersen, Moesgård Museum. I baggrunden til højre rekonstrueret bronzealderhus.

Når kæmperne slog huller i jorden

Sagn og myter om Borum Eshøj og omegn

Af Peter Poulsen

Den oprindelige størrelse af Borum Eshøj - her rekonstrueret grafisk af Moesgård Museum.

Den oprindelige størrelse af Borum Eshøj – her rekonstrueret grafisk af Moesgård Museum.

Er det virkelig sandt, at en kæmpe engang boede på Borum Eshøj og dukkede sig for en flyvende hammer, så hammeren slog det hul, hvor Lading Sø nu ligger? Ja, selvfølgelig! Den historie kender hvert barn i Borum og omegn.

Så det må uden tvivl være rigtigt…

Men har du også hørt om kæmpen i Borum, der slog hullet til Geding Sø? Eller om hvordan der kom syv bøgetræer i Vind Skov? Eller om kæmpestenen i Storring?

Kedeligt eller spændende

Masser af spændende teorier forklarer, hvordan landskabet i egnen omkring Borum-Lyngby har fået sin form.

Nåja, og så er der selvfølgelig også den kedelige om istiden, morænebakkerne og smeltevandet. Altså den der passer.

Her giver vi ordet til August F. Schmidt, Brabrand, der i 1960 udgav “Fra Aarhusegnens gamle landsbyer”. Han bygger heri rigt videre på folkemindeforskeren Evald Tang Kristensen, der i årene omkring 1900 udgav adskillige bind om sagn og fortællinger.

Vi gengiver her Schmidt med hans egen stavning og tegnsætning.

Sagn om store Sten

August F. Schmidt, professionel folkemindesamler og lokalhistoriker.

August F. Schmidt, professionel folkemindesamler og lokalhistoriker.

“Det var nærliggende for et Bondefolk som det danske at spekulere over, hvorledes alle de store Sten var kommet til at ligge spredt om i Landskabet og ved Kysterne. Nu véd vi, at Kæmpestenene i Istiden for 15-20.000 Aar siden blev ført til Danmark med Isen fra Sverrig og Norge, men herom kunde gamle Tiders Mennesker ikke have nogen Kundskab. Derfor gav de en Forklaring, der havde sin Forudsætning i den Forestillingsverden, de levede i og ansaa for rigtig.
De tænkte sig, at de store Sten var kastet til deres Pladser af Kæmper og Trolde med uhyre Kræfter. Denne Anskuelse har været husket ned gennem Tiderne, saa man i vore Dage har kunnet optegne Sagn herom i alle Egne af Danmark.
Ogsaa ved Hjælp af andre Sagn har man søgt at forklare nogle særegne Stens Tilstedeværelse. Dette ser vi i Sagnet om “Sandemændene” (antagelig nogle Bautasten) i Harlev Sogn. Sagnet om denne Stengruppe er meddelt i Kapitlet: “Mensvoren Jord”.
Kæmpen tømte sin træsko

Fra gammel Tid har Sagnene trukket deres Spind om den vældige Borum Æshøj (Borum S., Framlev H.), hvori der Aar 1875 blev gjort betydningsfulde Oldtidsfund. Et Sagn fortæller, at Højen var dannet af en Kæmpe, der fik Højen opdynget af den Jord, der fandtes i hans Træsko.
En kæmpe, der boede i Højen, slog med Kølle efter en Kollega i Hasle Høj. Han slog fejl og slog derved det Hul, der frembragte Brabrand Sø. Da han slog om, fremkom Gjeding Sø.
Den anden Kæmpe kastede i sin Styrke for langt, hans Kølle fór over Borum Æshøj, skilte den ad med Skaftet af sin Kølle, der fløj længere vestpaa og slog den Fordybning, som nu er Lading Sø.
En anden Sagnoptegnelse meddeler, at Bjærgmanden i en Høj ved Hasle blev budt til Barsel hos Bjærgmanden i Borum Æshøj, hvor han skulde være Fadder. Da imidlertid hans Kone blev syg, kunde han ikke komme. For dog ikke at undlade at give Faddergaven, en Guldhammer, gik han op paa en Høj for at smide den af Skaftet, og den fløj mere til Nordvest og faldt i en Lavning ved Mundelstrup og frembragte derved Gjeding Sø, men Skaftet kom godt nok til Borum Æshøj uden dog at efterlade sig noget Spor.

De syv bøgetræer
Der var en Bjærgmand i Hasle Høj, og der var én i Borum Æshøj. Han i Hasle Høj havde en Kølle, de kaldte en Stridskølle, og Skaftet paa den var kilet med Bøg. Saa kom de i Træde (op at skændes, pp), og ham med Køllen vilde slaa den anden ihjel. Han kylte den ogsaa efter Højen, men den faldt i en Mose Nordøst for Borum. Det var lige i Kanten af Mosen ved Vind Skov, og idet den faldt, gav det saadant et Stød, at Kilerne sprang af, og saa sprang der syv Bøge op fra dem.
Der er ikke flere Bøge i den Skov end de syv. Der var alligevel saadan Kraft fra Stridskøllen, at den straks sprang op igen, og saa blev den ved at flyve videre. Endelige slog den det Hul, som kaldeds Lading Sø, og der ligger Køllen endnu, det gælder blot om, at den kan findes.
Vi har her en særlig Form af et Kæmpesagn. Vind Skov, der nævnes i Optegnelsen, findes Nordøst for Borum.

Trolden i Skivholme
Lærer N. Ø. Lassen, Gjeding, fortæller i Historisk Aarbog for Aarhus Stift 1909, 110, at der boede en Trold under Trolleborg (Skivholme Skov). Han kom i Strid med Trolden i Borum Æshøj, og i sin Vrede kastede Æshøj-Trolden en mægtig Hammer over mod Trolleborg, men Hammeren gik af Skaftet, og det slog det lange Hul, hvori Skivholme By nu ligger. Hammerhovedet naaede lige forbi Trolleborg og slog det dybe Hul, hvor Lading Sø nu findes.

Godkendt af myndighederne
Et andet Sagn beretter, at i Borum Æshøj laa Kæmpen Boris begravet. En Kæmpe herfra vilde slaa Spiret af Store-Ring Kirke ned med en Sten, men den faldt paa Skovby Mark. Dette Sagn henholdt Borum-Lyngby Sogneforstanderskab sig til i en Udtalelse af 4. Oktbr. 1853, som det blev afæsket vedrørende Borum Æshøj. Heri nævnes, at Prins Buris skal være begravet i Æshøj. Denne Prins levede som bekendt paa Valdemar den Stores Tid. 
Som man kan se, har Almuen (det var nu præsten, pp) førhen anstillet visse Betragtninger vedrørende den store Oldtidshøj med det kostelige Indhold. Fra dens Top har man antagelig kunnet se de fleste af de Lokaliteter (Søer, Høje, Kirker), der omtales i Sagnene.

Flere kæmpestenkast
En Sten paa Rammel Aas (Stjær Sogn, Framlev Herred) er kastet efter Mjesing Kirketaarn af den Kæmpe, der byggede Storring Kirke. I Stenen er Mærke af fem Fingre. Nu er den ”kommen væk, der var flere Hundrede Læs i den, … a har set Stenen flere Gange. Det maa have været en Mand, der havde Kræfter,” fortalte E. Tang Kristensens Meddeler, Niels Pedersen, Stjær. En Sten Sydøst for Kolt Kirke er kastet efter Spiret paa denne Kirke fra Borum Æshøj.
Der var mange Læs i Stenen, der blev sprængt 1879. En anden Optegnelse fortæller, at Stenen er kastet efter Kirken af en Trold ved Odder. Han slyngede Stenen i sit Strømpebaand. Stenen er for længst slaaet i Stykker og brugt til Bygningsmateriale. En Sten paa Skovby Mark (Framlev H.) er kastet efter Spiret paa Storring Kirke af en Kæmpe, der stod paa Borum Æshøj og prøvede Kræfter med en anden Kæmpe, der kastede Sten efter Koldt Kirke.
Som man vil have set i Kæmpekastsagnene, indeholder disse ogsaa primitive Forklaringer paa, hvorledes Aarhusegnenes Søer er fremstaaet. De vældige Stens Fald mod Jorden har skabt de Fordybninger, der blev til Søerne ved Brabrand, Gjeding og Lading. (…)

I udsigten fra Jelshøj ved Holme
En Sten ( Borum S., Framlev H.) mellem Borum Æshøj og Lyngballegaard har Svend Felding kunnet løfte op i stive Arme, da han fik en Styrkedrik af en Bjærgmandspige.
(…)
I en Optegnelse fra 1854 ved M. V. Fausbøll meddeles, at Bønder i Holme paa Spørgsmaal om, hvad de ved om Jelshøjene i Holme Sogn, fortæller, at der ligger tre Konger begravede under den største af Jelshøjene, og at den gamle Degn i Maarslet, ”som nu er død, skal have haft en Bog, hvori han kunde læse om dem”. Bogen, hvori han læste om Jelshøj, er maaske Thiele 1819, II, S. 64, eller Thiele 1843, II, S. 228 ff, heri er et Svend Felding Sagn om Kamp mellem Bjærgtrolden i Jelshøj og ham i Borum Æshøj.
Fra Jelshøj er en usædvanlig stor og skøn Udsigt over hele Aarhusegnen. I Thieles ovennævnte Sagnværk (2. Udgave, 1843) findes bl.a. følgende om Svend Felding:

Kæmpen Svend Felding
Han var en drabelig Kæmpe, barnefødt i Falling, Hads Herred. I lang Tid tjente han paa Gaarden Aakær ved Falling, og saasom Vejen var usikker formedelst Trolde og underjordiske, hvilke havde Fjendskab med alt Kristenfolk, saa paatog han sig at være Brevdrager.
Som han engang gik på Vejen, kom Trolden fra Jelshøj paa Holme Mark til ham og begærede, at han skulde staa ham bi i en Kamp med Bjærgtrolden fra Borum Æshøj. Dertil erklærede Svend Felding sig villig og mente sig dertil stærk og dygtig nok. Og for at forsøge hans Kræfter, rakte Trolden ham en vældig Jernstang, at han dermed skulde vise sin Styrke. Men han mægtede ikke at løfte den, ihvor stærk han end var. Trolden rakte ham da et Horn, sigende, at han skulde drikke deraf. Og da han havde drukket lidet, kunde han løfte Stangen, og da han atter havde drukket, var det ham end lettere, men da han havde udtømt Hornet, mægtede han at svinge Stangen, og fik han da af Trolden at vide, at han nu havde 12 Mænds Styrke. Da lavede han sig til at gaa i Strid med den saakaldte ”Bjærgmands Trold”, og blev det ham da sagt, at han paa Vejen skulde møde en rød og en sort Tyr, af hvilke han skulde angribe den sorte og af al Magt drive den fra den røde Tyr. Dette gjorde han, som det var ham sagt, og erfoer han da, efterat Arbejdet var vel bestaaet, at den sorte Tyr var Trolden fra Borum Æshøj, den røde derimod selve Trolden fra Jels Høj, af hvem han da til Tak og Belønning fik til fremdeles Brug de tolv Mænds Styrke, dog med den Betingelse, at om han nogensinde aabenbarede for noget, hvorlunde havde faaet slige Kræfter, da skulde han til Straf ogsaa faa Madlyst for tolv.

Ellepigens drikkehorn
Andre fortæller, at Svend Felding tjente som Smaadreng paa Sjelle Skovgaard (Sjelle S., Framlev H.), og at det engang hændte sig, da han i Ærinde skulde ride til Ristrup, at det blev Aften, inden han naaede hjem igen. Da han kom forbi Borum Æshøj, blev han Ellepigerne vaer, de dansede uafladelig rundt om Hesten. En af disse Piger gik da hen til ham, rakte ham et prægtigt Drikkehorn og befalede ham at drikke. Svend tog vel imod Hornet, men saasom han havde liden Tro til, hvad der var i, slog han det bagud over sig, saa det faldt paa Hestens Bag og tog Haarene bort. Men han holdt Hornet fast i Haanden, gav Hesten af Sporen og red skyndeligt derfra. Da fulgte Ellepigen efter, indtil han var kommen til Trigebrands Mølle, og red han da der over rindende Vand, over hvilket Ellefolket ikke kan følge: Derfor bad Ellepigen indstændigt Svend Felding, at han skulde give hende Hornet tilbage, lovende ham til Belønning tolv Mænds Styrke, og paa dette Tilsagn gav han hende Hornet og fik, hvad hun havde lovet ham. Men han kom derved helt ofte i Forlegenhed, efterdi han tillige havde faaet Madlyst for tolv. Da han samme Dags Aften var kommen hjem, skulde Folkene just have deres Juleøl. Og efterdi de vilde have Svend til Bedste, sendte de ham ned at hente Øllet, sigende: ”Svend! gaa du og hent os vort Øl, saa drikke vi ikke mere i Jule

Evald Tang Kristensen, Danmarks mest ihærdige folkemindesamler, vandrede Jylland tyndt med udgangspunkt i Hadsten.

Evald Tang Kristensen, Danmarks mest ihærdige folkemindesamler, vandrede Jylland tyndt med udgangspunkt i Hadsten.

n.” Svend tav og gik, men kom saa tilbage med en Tønde i hver Haand og en under hver Arm.

Øllebrød i litervis

I et Sagn hos Evald Tang Kristensen fortælles det, at Svend Felding tjente paa Lyngballegaard. Han fik af den forfølgende Bjærgkvinde fra Borum Æshøj ti Karles Styrke som Betaling for at levere Guldbægeret tilbage til hende. Paa Lyngballegaard havde de en stor Dovregryde til ham, den blev kaldt Svend Feldings Dovregryde. “Den blev der i mange Aar, men da Gaarden brændte, kom den nok hen”. Paa Sjelle Skovgaard, det nuværende Vedelslund, skulde man o. 1760 have “Svend Feldings Øllebrødspotte”, den holdt en Fjerdings (1 fjerdingkar = 4,35 liter, pp) Maal?.

20.12.2008
Peter Poulsen