Aksel Vognmands hus – den gamle telefoncentral

Gadebillede, Langelinie vinteren 2016-17. Nummer 39 står til salg. Uha. Hvad skal der ske?

Af Holger Dalegaard
og Peter Poulsen

Der ligger et vigtigt, lille hus i landsbyen. Det ligger lige ud til Langelinie, og uden det hus ville Borum tage sig meget ringere ud. I dag kan enhver se det.

De fleste i Borum husker Aksel “Vognmand” Nielsen (1922-2013). I hans velmagt kørte han omkring i Østjylland med egnens flotteste lastbil. Den var ikke stor og slet ikke moderne, men Aksel pudsede, plejede og malede vognen, så selv hjulene skinnede i flere farver. “Hold Dem til Volvo – den holder til Dem”, citerede han et ældgammelt reklameslogan.

Ældgammelt var også huset, som han vedligeholdt med samme omhu, hvilket indebar den store fordel, at han altid stod klar til snak, når nogen kom forbi.

Sådan noget bindingsværk passer jo ikke sig selv – især ikke når det efterhånden er blevet lidt vel trøsket inde bag tjæren. Asfalten på vejen lå lidt højere end huset, så Aksel havde også en fare for vandindsivning at tage vare på. Rækværket fik af og til skrammer af en bil.

Og så skulle bindingsværkets tavl jo også opstreges, som traditionen på Århus-egnen bød engang, og som næsten ingen andre end vognmanden i Borum efterhånden holdt i hævd. Når muren havde fået sin gule cempexo, stregede Aksel murstensmønstret op i hvidt med en smal børste. Ikke fordi han skulle, men fordi sådan havde man altid gjort. Flot og meget traditionsbevidst.

Levende tradition: Aksel “Vognmand” Nielsen stregede bindingsværkets tavl op i murstensmønster, som man i umindelige tider har gjort i Østjylland. Det havde han et helt bestemt tag på. Billedet er taget af Niels Hansen omkring 1988.

Nede i kælderen havde han sin hule. Vognmanden, der aldrig glemte, at han før lastbilen havde kørt med heste, fremstillede som en habil sadelmager fint seletøj til andre hesteinteresserede.

Aksel Nielsen var indfødt i Borum. Da Tove og han blev gift, overtog de Aksels bedsteforældres hus i 1952 og fik over seks årtier som ejere.

Ægte bindingsværk på ny

2018 blev året, da hele det bevaringsværdige hus kunne være endt som et hul i luften efterfulgt af… ja, hvad som helst som kommunen kunne have godkendt til at udfylde den bevarende lokalplan for Borum med.

Sådan gik det heldigvis ikke, og det blev sjovt nok en anden, nyere og noget mere effektiv vognmand, der valgte at give det gamle hus et fuldstændig nyt liv på dets egne, historisk korrekte betingelser. Lindskow Udlejning ApS købte i 2017. Tilsyneladende billigt, men især efter et års mindre vellykket udlejning kunne alle se, at her var der virkelig brug for mere end lidt maling, kit og nye stikkontakter.

Oprindeligt rød. Altså muren.

Mens Borum skiftevis måbede og glædede sig, valgte Sanne og Per Lindskow faktisk at forny hele Langelinie 39 styk for styk – fra syldsten til tagryg. Per brækkede ned i den varme sommer, og en dag kom noget så sjældent som en ægte bindingsværkstømrer til Borum. I hans kyndige hænder røg råddent træ ud og ægte egetømmer ind – komplet med tapper, nagler, hageblade, trætjære og alt til faget henhørende (hvilket ikke omfatter sømbeslag, kunne vi erfare). Sandt at sige blev der ikke mange meter  tilbage af det gamle bindingsværks tømmer og bogstaveligt talt ikke en pind af loft og tag. Undervejs gjorde Lindskows mange sære opdagelser. En af dem var, at det gule hus oprindelig havde været rødt.

Så bygges der med egetømmer. Kim Christensen fra Jysk Bindingsværk går ikke på kompromis, når det kommer til samling og udmuring af bindingsværket.

Her på egnen har vi ikke set en så omfattende og fagmæssig renovering af en historisk bygning siden branden og genopførelsen af Borum Vandmølles stuehus i 1981. Resultatet ser ud til at blive fantastisk.

Et sjældent længehus

Er det så i virkeligheden bare et nybyggeri, vi efterhånden ser ligge og tage sig godt ud på den markante plads ved Langelinie? Slet ikke. Det er stadig et ældgammelt hus i præcis det gamle hus’ sted, dimension og ånd, men stort set bygget af nye materialer.

Alt træ har sin tid. Også egetræ rådner.

Proportionerne er for eksempel helt specielle. Vognmandens hus var – og er – næsten kvadratisk. Syv og en halv meter på den ene og knapt otte meter på den anden led. Dertil kom en påhængt veranda mod øst – en “velstandsknast” som de blev lavet i begyndelsen af 1900-tallet. Men de otte meter på grundhuset er faktisk dybden, og dette er højst usædvanligt for et længehus, der jo – som navnet siger – bør have en lang facade med smalle gavle.

Aksel fortalte da også uden udpræget utilfredshed, at han engang havde haft besøg af en fin professor i arkitektur, der studerede det sjældne fænomen i Borum og målte huset op.

Engang var det langt

Lad os også gå tilbage i tiden:

I 1800-tallet udgjorde Langelinie 39 kun den ene ende af et ganske langt hus, hvor det nuværende Langelinie 37 udgjorde den anden ende. Til alt held er et foto heraf bevaret i arkivet. Så et længehus er det skam. Den store dybde fortæller måske noget om det gamle bindingsværk, hvoraf store dele tydeligvis var genbrug. Eventuelt fra en meget større bygning.

Det kan man da kalde et længehus. Langelinie 37-39 hang sammen som en lang længe. Billedet er fra omkring 1914, da egnens telefontråde endnu endte her.

Alderen forbliver faktisk en af husets helt store hemmeligheder. Langelinie 37-39 kan være endog meget gamle huse. En enkelt reference bliver, at deres grunde ses allerede på udskiftningskortet fra 1796. Bygningerne kan være ældre – men sådan set også yngre. Alle gamle spor kan være væk. Men de kan sådan set også stå i samme profil og med samme fodaftryk som noget endnu tidligere. Udskiftningskortet afmærker faktisk flere skitser af bygninger. Lige her ser det egentlig ud, som om der lå en længe klos op ad bækken, men om kortet kan tolkes så bogstaveligt, er nok tvivlsomt. Det viser hele sognet og er noget gnidret inde i byen.

Er Gertrud og Niels’ hus, Langelinie 37, så på et tidspunkt udskilt fra vognmandens? Nej, faktisk ikke. Med begge er vi bestemt i afdelingen for “jordløse huse”, som man sagde engang (dermed mentes ejendomme, hvor man ikke kunne leve af landbrugsjorden), men der er forskelle. Sidstnævnte har det selvstændige matrikelnummer 32 og et pænt stort stykke havejord på 1000 kvadratmeter. Førstnævnte har nummer 19l og en absolut minimal grund. Hovedmatrikelnummer 19 var den gamle, firlængede Bækgård (Langelinie 33/Byvej 10).

Vestgavlen af de gamle hus stod dobbelt, viste det sig. Som det ses af de sært anbragt taphuller, havde en del af tømmeret også haft en fortid i andre bygninger. Det er nu ikke ualmindeligt for gamle bindingsværkshuse.

Husene er snarere stillet op ad hinanden for at spare en gavl. Senere – helt præcis i 1927 – blev den venstre side af det største hus (altså midterste del af længen) revet ned og erstattet af en stald med plads til en hest, en ko og en kalv og til deres vinterfoder. Det er den træbygning, som Aksel Nielsen senere satte en port i og omdannede til garage for Volvo-lastbilen, der lige akkurat kunne kantes ind, når han kom hjem.

Seks voksne og et barn under samme tag

Grundlæggende har næsten alle huse i Borum By rummet en håndværker eller handlende. Efter udskiftning og en del udflytning af gårdene tjente landsbyen i 1800-tallet og det meste af 1900-tallet næsten udelukkende som servicecenter for landbruget. Længe før vognmandens tid udgjorde huset Langelinie 39 en tømrermesters bolig og base.

I 1901 boede her faktisk hele seks voksne og et stort barn under samme tag: Tømrermester Johannes Nielsen og hans hustru Ane Kirstine, deres søn, tømrersvend Anders Nielsen på 24 år, den ukonfirmerede søn Anton Marius på 13 år, tjenestepigen Magda på 17 år, tømrersvenden Peter på 21 år og tømrerlærlingen Rasmus, der også var 21 år. Den slags kan man læse i de sirligt førte folketællinger, hvis man altså ved, hvor man skal lede.

Bomholts butik, Langelinie 37, med staldbygning til Langelinie 39. Foto fra ca. 1950, før stalden blev bygget om til lastbilgarage.

Tømrer og centralbestyrer

Jamen var huset ikke også telefoncentral? Rigtigt husket. Telefonen kom til Borum i 1896, hvor læge Götsche (Langelinie 71) og købmand Eistrup (Langelinie 50) blev de første abonnenter.

Det nye kommunikationsmiddel spredte sig med en fart som en kattevideo på Facebook. I arkivet har vi Jydsk Telefon Aktie-Selskabs telefonbog fra 1914, og i den er Borum Central med 45 abonnenter allerede blevet knudepunkt for en større egn.

Familien Nielsen svarede “Borum” i røret, når brugerne drejede på håndsvinget og kaldte op, selv om Herskind Brugs, Vedelslund i Sjelle, Ristrup i Sabro, Lyngbygård Gods og Mundelstrup Station (DSB) var blandt abonnenterne. Nogle af dem delte en linje fra centralen, for eksempel “Kvottrup Telefonkonsortium”.

Vi ved intet om, hvor stort omfang telefonpasningen havde i forhold til tømrerarbejdet, men gætter på, at førstnævnte let kunne klares ved, at der altid var mindst én person hjemme i den store husstand.

Sønnen Anton, der tog over i 1918, satsede dog stort på det nye. Han byggede huset på Byvej 3 (som eternitplader på træskelet – man er vel tømrer), og Jydsk Telefon flyttede centralen til … ja, Centralen, som huset vist stadig kaldes, selv om det er over 50 år siden, at de gamle fastnettelefoner blev automatiske.

“Centralen”, Borum Byvej 3, fotograferet i 1987 af Stig Andersen.

Samme år flyttede i hvert fald en helt ny familie Nielsen ind i huset på Langelinie 39. Andreas Nielsen – Aksels morfar, født 1869 – var, hvad vi i dag vil kalde en aktiv pensionist. Han havde solgt Højballegård (Eshøjvej 92), men havde stadig lidt dyr og ejede et pænt stykke skov på højre side af Møllevejen nordvest for vandmøllen.

Anton Nielsen fik i 1927 også en rolle i spillet om det kommende forsamlingshus, men den rolle må vi fortælle om en anden gang.

En aktiv pensionist: Skov-Andreas

Samme år flyttede i hvert fald en helt ny familie Nielsen ind i huset på Langelinie 39. Andreas Nielsen – Aksels morfar, født 1869 – var, hvad vi i dag vil kalde en aktiv pensionist. Han havde solgt Højballegård (Eshøjvej 92), men havde stadig lidt dyr og ejede et pænt stykke skov på højre side af Møllevejen nordvest for vandmøllen.

Om morgenen kunne man se ham tage til skovs med en gig (tohjulet hestevogn) efterfulgt af en ko med kalv. Mens “Skov-Andreas” slog hø med le inde mellem træerne, græssede hest og kreaturer, som han tøjrede i lysninger og ved skovveje. Om aftenen kom dyrene ind i den føromtalte stald. En lille plads adskilte (og adskiller) beboelseshuset fra stalden. Også på den lille, nu opfyldte eng ved Brundsving (i dag under husene Langelinie 49 og 51) græssede Nielsens dyr, og svigersønnen Carl (Aksels far) fik en hjælpende hånd på sit husmandssted, Langelinie 57. Den gamle mand havde fuldt op at gøre.

Nyt liv i landsbyen

Imens dette skete, udviklede den anden ende af huset sig helt anderledes. Under stråtaget rummede Langelinie 37 i 40 år familien Bomholt. Niels var tækkemand, men også meget andet. Dorthea og Niels Bomholt købte to biler og kørte begge lillebil, som man sagde. Altså taxi. De drev også en lille butik med is og slik.

Fra Tove og Aksel Nielsens storhedstid i det gule hus på Langelinie. Lastbilen, som Aksel passede og plejede med stor omhu, findes der desværre kun dette ene billede af – måske fra omkring 1970. Bag på billedet står, at pigen skal være Birgit Svendsen, Højballegård.

Tove og Aksel Nielsen fik mange år i det gule – men oprindeligt røde – bindingsværkshus på Langelinie, og her voksede døtrene Lise Lotte og Inge Merete op.

Merete har hjulpet med enkelte oplysninger til denne artikel. Resten af det fortalte er en blanding af egne hukommelser og materiale i Lokalhistorisk Arkiv.

Vi er overbeviste om, at det nye, gamle hus bliver attraktivt for de kommende beboere. Langelinie 39 får nyt liv, og det gamle er nu dokumenteret.

November 2018

Holger Dalegaard og Peter Poulsen

Smukkest på egnen

Så idyllisk tog indkørslen til Borum sig ud i 1974. Foto fra rapporten.

I 1974 udgav Geografisk Institut ved Aarhus Universitet en rapport i fire tykke bind med den fælles titel “Landsbymiljø i Århus Kommune”. Værket blev til i samarbejde med kommunen, men det er uvist, om kommunen nogensinde brugte det store arbejde.
Rapporterne om landsbymiljø giver en minutiøs beskrivelse af hver enkelt landsby og indeholder desuden interessante afsnit om både det fysiske miljø – hvordan der så ud – og det sociale miljø, altså hvordan vi landboer havde det med hinanden.
Borum-Lyngby scorede højt på skalaen.
Dette billeder, der stammer fra rapporten, viser “den smukkeste indkørsel overhovedet i kommunens landsbyer”. Sådan betegnede rapportens hovedforfatter, professor A. Krarup Mogensen, den sydlige del af Borum Byvej.
Og sandt er det jo, at der var noget fortryllende over indkørslen til Borum. Vejen var indrammet af store træer. Og Jens Olsens og sadelmagerens dobbelthus (Borum Byvej 8 og 6)  midt i billedet var dækket af planter lige op til stråtaget.
Især sadelmagerens hus, Borum Byvej 6, blev siden “restaureret” på en noget hårdhændet måde. Det kom nemlig på folkekirkens hænder i nogle år, fordi nogen havde fået den idé, at Borum Kirke skulle have en embedsbolig for en graver. Og sådan en bolig skulle have muret gavl og maskinskåret bindingsværk, hvad huset derfor fik i en årrække. Plantevæksten blev brutalt fjernet i samme omgang, hvor der blev brugt en masse penge på den ende af det lille, stråtækte hus, som kirken ejede.
Siden blev huset solgt til privat beboelse – kirken ville alligevel ikke have en embedsbolig for en graver – og er på ny blevet noget pænere. Skiftende ejere – senest Anne Marie Steenild – holder nu huset pietetsfuldt.
Det hjalp naturligvis heller ikke på helheden, at de store elmetræer gik ud, da elmesygen hærgede landet midt i 1990’erne. Træerne blev fældet i 1996, og først en del år senere plantede kommunen lindetræer til erstatning. Med tiden kommer allé-præget altså tilbage.
Men i dag kommer der næppe en professor forbi, kigger sig omkring ved den sydlige indkørsel til Borum og udbryder: “Det må være egnens smukkeste”.

Gårdsplads ved Langelinie

Mange steder i Borum-Lyngby ser der nogenlunde ud, som der har gjort i mange år. Men ikke her.
Ove Christensen (t.v.) står foran dobbelthuset Langelinie 34-36 med ponyvogn og både egne og naboers børn omkring 1945. Huset (t.h. på billedet) har endnu stråtag og bindingsværk med de opstregede murstenstavl, som er autentiske her på egnen, men efterhånden er blevet ret sjældne.
Hele dobbelthuset Langelinie 34-36 er temmelig gammelt. Vi kender ikke alderen, men vi ved fra et skøde i arkivet, at greven på Frijsenborg i 1856 solgte matr. 41 til gårdmand Jens Nielsen Kande for 905 rigsdaler. Da var det ét hus og én grund sammen med den jord, hvor nr. 38-40 senere blev bygget (i dag delt på matr. nr. 41a, b, c og d.
Ove Christensen boede i den ende af huset, der kan ses t.h. (nr. 36). Børnene i jumben er Torben Olsen, Jonna Udengaard og Kurt Christensen. Foran står Bent Jakobsen (med seler) og Grethe Jakobsen. I 1990 blev Clara Andersens stald og lade bagved (Langelinie 42, nu Borumtoften 2) revet ned. Tre år senere blev den fælles forplads, hvor børnene står, delt op. Endnu en ændring skete i 2015, hvor de sidste rester af gården på Langelinie 42 blev væltet, heriblandt også bygningen i baggrunden af billedet.

På det nederste billede er det Frank Udengaard, der leger med trillebør på vejen op til dobbelthuset. Til venstre skimtes udhus bag hans hjem,  Langelinie 38.

Egnens ægte byggestil

Her ses beboere, hestehold og ikke mindst stuehuset til “Katrinesminde”, Stillingvej 208. De er fotograferet i 1918, men bygningen er fra 1800.

Mange sætter i stand og restaurerer de gamle huse og gårde i Borum-Lyngby i disse år, og dette billede kan give god inspiration. Det viser nemlig den originale, traditionelle byggestil på Århus-egnen:

Skorstenene har udkravninger. Stråtaget er stejlt, mønnet med halm og uden udhæng eller overliggere. Yderdørene er fløjdøre med fyldinger, og der er en bred trappesten foran ud i stenbrolægningen.

Og så det allermest karakteristiske for netop vores egn: Bindingsværkets tavl skal være opstreget i murstensmønster som på blandt andet Langelinie 33 og (til for få år siden) 37 og Borum Højgård, Borum Byvej 18.

Marie og Søren Andersen (t.v.) flyttede til Borum i 1916 fra en ejendom i Tilst. Sønnen Gunnar Andersen (på hesten t.h. i en alder af syv år) overtog “Katrinesminde” i 1935, og i 1978 kom turen til tredje generation, Henning Andersen.