Gårdsplads ved Langelinie

Mange steder i Borum-Lyngby ser der nogenlunde ud, som der har gjort i mange år. Men ikke her.
Ove Christensen (t.v.) står foran dobbelthuset Langelinie 34-36 med ponyvogn og både egne og naboers børn omkring 1945. Huset (t.h. på billedet) har endnu stråtag og bindingsværk med de opstregede murstenstavl, som er autentiske her på egnen, men efterhånden er blevet ret sjældne.
Hele dobbelthuset Langelinie 34-36 er temmelig gammelt. Vi kender ikke alderen, men vi ved fra et skøde i arkivet, at greven på Frijsenborg i 1856 solgte matr. 41 til gårdmand Jens Nielsen Kande for 905 rigsdaler. Da var det ét hus og én grund sammen med den jord, hvor nr. 38-40 senere blev bygget (i dag delt på matr. nr. 41a, b, c og d.
Ove Christensen boede i den ende af huset, der kan ses t.h. (nr. 36). Børnene i jumben er Torben Olsen, Jonna Udengaard og Kurt Christensen. Foran står Bent Jakobsen (med seler) og Grethe Jakobsen. I 1990 blev Clara Andersens stald og lade bagved (Langelinie 42, nu Borumtoften 2) revet ned. Tre år senere blev den fælles forplads, hvor børnene står, delt op. Endnu en ændring skete i 2015, hvor de sidste rester af gården på Langelinie 42 blev væltet, heriblandt også bygningen i baggrunden af billedet.

På det nederste billede er det Frank Udengaard, der leger med trillebør på vejen op til dobbelthuset. Til venstre skimtes udhus bag hans hjem,  Langelinie 38.

Egnens ægte byggestil

1993-18-3-JUNI-Kathrinesmin

Her ses beboere, hestehold og ikke mindst stuehuset til “Katrinesminde”, Stillingvej 208. De er fotograferet i 1918, men bygningen er fra 1800.

Mange sætter i stand og restaurerer de gamle huse og gårde i Borum-Lyngby i disse år, og dette billede kan give god inspiration. Det viser nemlig den originale, traditionelle byggestil på Århus-egnen:

Skorstenene har udkravninger. Stråtaget er stejlt, mønnet med halm og uden udhæng eller overliggere. Yderdørene er fløjdøre med fyldinger, og der er en bred trappesten foran ud i stenbrolægningen.

Og så det allermest karakteristiske for netop vores egn: Bindingsværkets tavl skal være opstreget i murstensmønster som på blandt andet Langelinie 33 og (til for få år siden) 37 og Borum Højgård, Borum Byvej 18.

Marie og Søren Andersen (t.v.) flyttede til Borum i 1916 fra en ejendom i Tilst. Sønnen Gunnar Andersen (på hesten t.h. i en alder af syv år) overtog “Katrinesminde” i 1935, og i 1978 kom turen til tredje generation, Henning Andersen.

Smukkest på egnen

Så idyllisk tog indkørslen til Borum sig ud i 1974. Foto fra rapporten.

I 1974 udgav Geografisk Institut ved Aarhus Universitet en rapport i fire tykke bind med den fælles titel “Landsbymiljø i Århus Kommune”. Værket blev til i samarbejde med kommunen, men det er uvist, om kommunen nogensinde brugte det store arbejde.
Rapporterne om landsbymiljø giver en minutiøs beskrivelse af hver enkelt landsby og indeholder desuden interessante afsnit om både det fysiske miljø – hvordan der så ud – og det sociale miljø, altså hvordan vi landboer havde det med hinanden.
Borum-Lyngby scorede højt på skalaen.
Dette billeder, der stammer fra rapporten, viser “den smukkeste indkørsel overhovedet i kommunens landsbyer”. Sådan betegnede rapportens hovedforfatter, professor A. Krarup Mogensen, den sydlige del af Borum Byvej.
Og sandt er det jo, at der var noget fortryllende over indkørslen til Borum. Vejen var indrammet af store træer. Og Jens Olsens og sadelmagerens dobbelthus (Borum Byvej 8 og 6)  midt i billedet var dækket af planter lige op til stråtaget.
Især sadelmagerens hus, Borum Byvej 6, blev siden “restaureret” på en noget hårdhændet måde. Det kom nemlig på folkekirkens hænder i nogle år, fordi nogen havde fået den idé, at Borum Kirke skulle have en embedsbolig for en graver. Og sådan en bolig skulle have muret gavl og maskinskåret bindingsværk, hvad huset derfor fik i en årrække. Plantevæksten blev brutalt fjernet i samme omgang, hvor der blev brugt en masse penge på den ende af det lille, stråtækte hus, som kirken ejede.
Siden blev huset solgt til privat beboelse – kirken ville alligevel ikke have en embedsbolig for en graver – og er på ny blevet noget pænere. Skiftende ejere – senest Anne Marie Steenild – holder nu huset pietetsfuldt.
Det hjalp naturligvis heller ikke på helheden, at de store elmetræer gik ud, da elmesygen hærgede landet midt i 1990’erne. Træerne blev fældet i 1996, og først en del år senere plantede kommunen lindetræer til erstatning. Med tiden kommer allé-præget altså tilbage.
Men i dag kommer der næppe en professor forbi, kigger sig omkring ved den sydlige indkørsel til Borum og udbryder: “Det må være egnens smukkeste”.