Garage-Kim ved Aages “gode sving”

Trekanten i 1987. Foto: Stig Andersen

Trekanten i 1987. Foto: Stig Andersen

Sikke en flade asfalt, der lå i Borum. Faktisk havde Trekanten mellem Langelinie og Bysvinget oprindelig haft en pæn, lille trekant af græs inde på midten mellem kørebanerne, men i Århus Kommunes tid blev der ikke råd til at klippe græs, og det hele fik et lag asfalt.

”Et godt sving – det skal I unge mennesker ikke lave om på”, mente Aage Hansen, socialdemokraternes veteran, da nogen dristede sig til at stille et forslag på et borgermøde om den kommende lokalplan i 1988.

Men det skete nu alligevel, og med stor glæde anlagde borgerne og kommunen i et sjældent samarbejde en legeplads og et noget mere trafiksikkert T-kryds i stedet for Trekanten.

Her er vi foreløbig i 1987, hvor den flittige landpost Arne Toft har bygget solfanger på sit hus, Bysvinget 20. En pionér i vedvarende energi, der i årene efter kriserne i 1970’erne også var med i en af de seks lokale vindmøller, Langelinie Vindkraft.

Fest i Kims Garage omkring 1990. Foto: Peter Poulsen

Fest i Kims Garage omkring 1990. Foto: Peter Poulsen

Til venstre har endnu en iværksætter og vindmøllemand, Kim Vogt, overtaget smed Jensens værksted fra 1961. Smedeværkstedet var flyttet til større lokaler i Sabro på den gradvise vej til det store firma Borum Industri.

Kim Vogt begyndte at bikse som selvlært smed hjemme i garagen ved kollektivet Thovshøj, Langelinie 69, og han var fuld af gode ideer. Hans firma, der simpelthen hed Kims Garage, tryllede med bøjet, skåret og svejset metal til alt fra opera, ballet, maskiner og restauranter. Manglede nogen lidt nytårskrudt eller en brugt rustvogn, gik de heller ikke forgæves hos Kim.

Fra Borum og Århus nåede løjerne et højdepunkt med 10 ansatte i Falling ved Odder, og han bosatte han sig på et nedlagt mejeri ved Gylling.

I 1981 var Kim Vogt også initiativtager til Århus-områdets dengang største vindmølle (55 kw) ved Borum Eshøj.

På det lille billede holder han et brag af en 40 års fødselsdagsfest i værkstedet med en skrotbil på liften som udsmykning.