Det begyndte småt for Borum Industry.

I det gamle landsbysamfund var smeden en central person. Her ses smedemester Jens Jensen i sin bedste alder foran den gamle smedje i Borum.
Den lå foran ”Sove-Niels’ hus”, Langelinie 45, hvor der i dag er en lille åben plads ved tømrermester Christian Danielsens værksted. Det er gavlen af skolen, Bysvinget 18A, der stikker op til højre.
Hvis Borum nogensinde har haft et gadekær, har det ligget her ved smedjen og det lille hus med brandsprøjten – begge så vidt vides bygget efter den store bybrand i 1861.
Men tilbage til smedjen, for det kan nok være, at den udviklede sig.
Det nævnte værksted, der for tiden desværre kun bruges til møbelopmagasinering, blev som det første bygget som efterfølger til den lave bysmedje af Ejgil Jensen, søn af Jens Jensen.
Frem til 1980’erne udviklede Ejgil Jensen virksomheden til en lille maskinfabrik med speciale i vejmaskiner. Borum Smede- og Maskinværksted, som der stod på gavlen ved den nuværende legeplads, havde mange medarbejdere og en stor forretning med bl.a. reparation af maskiner, køretøjer og sneplove for det daværende Århus Amt.
Men Borum-smeden gik videre. Blandt andet udviklede Jensen, der stadig blev kaldt Ejgil-smeden, et køretøj, der kunne fremstille de i dag så almindelige rumlestriber på lande- og motorveje.
Hvis du en dag ser en maskine til at lave vejstriber med, så læg mærke til fabriksnavnet: ”BORUM”, står der efter al sandsynlighed. Navnet er fulgt med fra den lille landsbysmedje til en moderne fabrik med agenturer i Moskva og Oman. Se selv her om firmaet, der har referencer fra motorveje og lufthavne over hele verden.
Slet så avanceret gik det ikke til, da dette billede blev taget. Ved siden af smeden står et af datidens vognhjul. Det skal have lagt ny ring på, et af smedens klassiske arbejder.

Amatørteater i Borum i 1920'erne.

Når Borum Amatørteater år efter år sætter nye standarder for munter og talentfuld optræden i forsamlingshuset, så er det bemærkelsesværdigt, at det sker i en næsten ubrudt tradition, der kan føres temmelig langt tilbage.
Billedet her er faktisk så gammelt, at vi i Lokalhistorisk Arkiv ikke har nogen anelse om, hvem der står på scenen. Men stiligt og sikkert også sjovt har det været, som det lille tableau antyder.
Billedet er fra før 1928, da Borum Forsamlingshus kom til verden. Inden da mødtes man hos Staack (udtalt: Stag) på den oprindelige Borum Østergård, Langelinie 62.
Staacks Lokale, som det blev betegnet, befandt sig i en senere nedrevet fløj vest for det gamle stuehus – omtrent hvor der nu er hønsehus ved indgangen til ”Borum Stadion”.
Billedet her er ligesom andre fulgt med huset til Birgit Rishøj Knudsen og nu Gitte Holm og Jan Nielsen. Vi siger tak for lån.
Om dilettant har arkivet en lidt spredt samling af gamle programmer, tekster og billeder fra blandt andet 1940’erne, ligesom vi gemmer nogle stikprøver fra vores egen tid.
I de såkaldt glade tressere døde dilettanten ud som så meget andet landsbyliv, men kort efter Borum Borgerforenings start tog man omkring 1980 fat igen med nu afdøde tømrermester Børge Pedersen, Byvej 1, som den første ”teaterdirektør”. Og med denne del af landsbyens sociale liv blev alt igen som før.
Store skikkelser på “de skrå brædder” (der nu plejer at være ret lige) i Borum og som instruktører af revy og teater har senere været bl.a. Niels Hansen, Søren Willumsen og Marie Wendelboe.

Del af Yderup set mod nord omkring 1940.

I dag kan man ikke kraftigt nok advare mod at stille sig op og fotografere fra det sted, hvor dette billede blev taget. Her kører masser af tog mellem Århus og Nord-/Vestjylland, og det går hurtigt rundt i kurven gennem den mindste af de tre landsbyer i vores område.
Yderup menes ifølge navneforskeren Kr. Hald anlagt i torp-tiden (vikingetid) af en mand ved navn Ygge. Allerede 1315 var her fire helgårde – ganske som i dag.
Pedersminde og Bavnehøjgård ligger øst for banen og er flyttet ud, mens de to andre ses på billedet.
Den store gård med stuehuset t.h. er Yderupgård, Yderupvej 37, der 1891-1935 var ejet af den navnkundige sparekassedirektør Anton Jørgensen og indtil begyndelsen af 2000′erne af lis og Søren Brund.
Mens Skov- og Naturstyrelsen nu overtog jorden til brug for bl.a. skovrejsning i området over mod True og Todderup, udvidede Brund svineproduktionen med Borum Østergård som hovedejendom. Yderupgård hed oprindelig Helledi efter en hellig kilde.
Gården til venstre er “Mortensens gård”, Lyngbygårdsvej 61. i dag har den hverken stråtag eller en lang portlænge. Den indehaves nu af Minna Mortensen og Erik Ohlsen.
Over horisontlinjen anes Borum Vindhøj.
Hvor gammelt er billedet? Vi ved det ikke, men ret sikkert fra efter 1936, da banen fik dobbeltspor og blev flyttet lidt.

Nyere billede af selve møllebygningen til Labing Mølle og den lille bro over Lyngbygård Å.

Labing Mølle ligger i virkeligheden slet ikke i Borum-Lyngby. Bygningen befinder sig, som navnet også siger, i Labing under Framlev Sogn.
Møllen ligger dog ved Lyngbygård Å, der her danner sogneskel, så det er tæt på, og i mands minde og lidt til har den da også været ejet af herregården Lyngbygård.
Mølledammen var i en årrække sløjfet, fordi man jo sjældent bruger vandmøller for alvor i nutiden, men i 2002 blev den genetableret i form af en lille udposning af åen, der snor sig sindigt langs skovbrynet.
Det gule hus, som var selve møllebygningen, er fra 1907. Her blev der blandt andet produceret elektricitet til herregården. Men mølleriet er langt ældre: Allerede i 1385 nævnes det første gang på skrift. Der kendes mange navne på ejere og beboere i de mellemliggende århundreder, fremgår det af en artikel af Chr. Heilskov i Aarhus Stifts Aarbøger 1941. Fås på Statsbiblioteket.
I 1827 brændte møllegården, og i 1906-07 blev det hele bygget kraftigt om.

Landlig idyl. I dag er næsten alt ændret.

Året er 1968, og flaget er hejst for Niels Erik Andersens fødselsdag. Det er højsommer, august, og Volvoen holder i skyggen af kostalden. Vi er på landet, og bevares, det er man da stadigvæk så nogenlunde på samme sted. Men stærke kræfter har gjort, hvad de kunne, for at urbanisere Borum og oprette et stykke Århus netop her: Borumtoften.
Hvor flagstang og sirlige haver befandt på billedets tid, går i dag en asfalteret vej. I 1990 skete nemlig en af de største omkalfatringer i Borums nyere historie, da Brabrand Boligforening gjorde sit indtog inviteret af præstefruen, Marie Glenthøj, og Socialdemokratiets gamle kæmpe, Aage Hansen.
Stald og lade blev revet ned, og boligforeningen byggede seks rækkehuse på gårdens toft. Nogle år senere fulgte det private hus Borumtoften 4. Nogle år forinden var Langelinie 44 udstykket og bebygget i området nederst t.v.
Boligforeningens indmarch var gjort muligt med en ellers bevarende lokalplan i 1988.
Boligerne var tænkt som ældreboliger for folk i Borum. Det mente initiativtagerne, at der var stort behov for. Da det kom til virkelighed, flyttede dog kun tre enlige borummer ind i halvdelen af de seks rækkehuse.  De er døde nu. Og det var så det ældrebolig-eventyr.
Toften til gården Langelinie 42 = Borumtoften 2 = matr. nr. 15a, gik oprindelig fra stalden langs præsteboligens skel til Løkkediget. Det befandt sig omtrent der, hvor omfartsvejen nu ligger (og altså ikke hvor den senere vej Løkkediget er anlagt).
Mens Borumtoftens nybyggeri lagde et lag på Borum, kan vi i arkivet følge gårdens historie. Foruden toften havde den fra 1796 marker ned mod ådalen i syd og mod Lyngby-vejen i øst. Oprindelig hørte også den jord til, hvor Yderupvej 20 siden blev bygget, og husmandsstedet Langelinie 57 er udstykket af den østlige del.
Ved vejforlægningen i 1977 solgte Clara Andersen, enke efter gårdejer Henning Andersen, resten af marken syd for omfartsvejen. Her var der i 1980′erne og 1990′erne en stor grusgrav.
Og i 1990 solgte hun resten af jorden til de moderne tider repræsenteret af boligforeningen.
Stuehuset, der står endnu, blev opført i 1881 og menes at være det sidste bindingsværkshus, der blev nybygget i Borum.

KFUM-spejderne 1955.

Fra starten var der to og senere tre patruljer. Også drenge fra Sabro-Mundelstrup deltog og udgjorde yderligere én patrulje.
Dette billede er taget i 1955, da spejderne fra Borum deltog i en korpslejr på Bornholm.
Drengene er: Bagerst f.v. Poul Hansen, Peder Pedersen, Ewald Hansen, Carsten Nielsen. Midterste række f.v. Henning Koch, Jens P. Petersen og Poul Nielsen. Forreste f.v. Leif Jensen, Preben Ljunggren og Erling Nielsen.
Borum Trop opløstes i 1960′erne. Senere begyndte spejderarbejdet igen, nu med udgangspunkt i spejderhytten på  Damvej i Sabro. Her har spejderne i dag den fane, som troppen i Borum fik tildelt af Danmarkssamfundet i 1955. Derudover er alle spor så vidt vides slettet.

Så kan der igen køres landtur med brødbilen.

Anden Verdenskrig er slut, der kan igen fås benzin, og bager Thorvald Møller i Borum har fundet sin bil frem på ny. Den har været opklodset hos hans svoger, karetmager Oluf Jensen, Bysvinget 5.
Billedet viser Anna og Thorvald Møller foran den gamle Ford.
Under krigen var det ikke muligt at få benzin til private biler, så det var nødvendigt at finde på en anden måde at få kørt sin landtur til kunderne på. Bageriet på Borum Byvej 14 havde et stort salg på turen til Borum Mark og nabobyerne, så kørslen var nødvendig for at holde gang i forretningen.
Da mælkemanden i Borum, Tage Nielsen, Borum Byvej 15, havde de samme problemer, anskaffede han sig en hest og en vogn, og da han ingen steder havde at opstalde dem, fik han plads hos bageren mod at køre landtur for ham.
Bager Møllers havde overtaget bageriet i 1941 efter Thorvalds forældre, som havde drevet det siden 1924.
Den markante bygning med den høje kælder ud til gaden blev i øvrigt en overgang i 1980′erne genåbnet med navnet “Det gamle Bageri”.

Udsnit af Langelinie anno 1914.

Helt op i vores tid kaldes et bestemt hus i Borum for “Centralen”. Det er Borum Byvej 3, som ganske rigtigt var telefoncentral fra 1928 til 1968, hvorefter der blev installeret en mønttelefon i forgangen til det private hjem (helt op til omkring 1980 var det ikke alle, der ejede en telefon).
Men Borums første telefoncentral lå her i Tove og Aksel Nielsens hus, Langelinie 39.
Det er ud for masten i forgrunden med de mange porcelænsklokker i fire etager. Huset var dengang længere og bygget sammen med Langelinie 37.
Telefonen kom til Borum i 1896 med læge Gøtsche og købmand Eistrup som de første abonnenter. Telefonbogen for 1914 – findes i Arkivet – viser i øvrigt, at enkelte af de gamle numre under Borum Central kan genfindes op til i dag som de sidste cifre. Det gælder blandt andet lægen i Borum, der havde nummer 10, og Herskind Brugsforening, der havde nummer 4.
Herskind? Ja, Borum var hele egnens centrum, og trådene fra centralen rakte langt ud. Blandt abonnenterne var: Mundelstrup Station, Geding Mejeri, Ristrup, Lyngbygård, Vedelslund og “Skivholme Telefonkonsortium”.